Version 1.2 af Matter understøtter nye smart home-produkter

Et år efter lanceringen af version 1.0 af smart home-standarden Matter er version 1.2 nu klar. Nu understøttes ni nye produktkategorier.

Version 1.2 af Matter understøtter nye smart home-produkter

Livet som ejer af smart home-produkter bliver snart lidt nemmere. Den såkaldte Connectivity Standards Alliance (CSA), som består af nu 675 virksomheder, har annonceret den nyeste version 1.2 af standarden Matter.

Da Matter blev annonceret officielt første gang tilbage i 2022, blev standarden spået til at blive det smarte hjems gennembrud. En af forudsætningerne for, at det sker, er at standarden understøtter alle nødvendige produktkategorier. Netop dette er endnu ikke tilfældet.

Matter lagde ud med understøttelse af pærer, lyskontakter, stik, udtag, låse, termostater, persienner, gardiner, sikkerhedssensorer, medieenheder og netværksbridges.

Læs også: Smart home: Se fordele og ulemper ved det smarte hjem

Matter understøtter nu robotstøvsugere og hårde hvidevarer

Det nye i version 1.2 af Matter er understøttelse af robotstøvsugere, køleskabe, vaskemaskiner, opvaskemaskiner, røg- og CO-alarmer, luftkvalitetssensorer, luftrensere, klimaanlæg til rummet og ventilatorer.

Hvad er Matter?

Matter er en open source-forbindelsesstandard, som udnytter allerede eksisterende forbindelsesprotokoller – nærmere bestemt Thread, Wi-Fi, Bluetooth og Ethernet – til at lade alle dine enheder i hjemmet kommunikere med hinanden lokalt. Styringen af smart home-produkter er altså ikke afhængig af internet, hvilket øger pålideligheden.

Understøttelsen af de nye produktkategorier betyder, at man nu kan styre kompatible enheder direkte i Matter-kompatible smart home-platforme (apps) såsom Google Home, Amazon Alexa og Apple Home.

I stedet for at du skal styre en robotstøvsuger i producentens egen app, kan du altså nu styre robotstøvsugeren i smart home-apps fra tredjepart – hvis producenten af robotstøvsugeren vel at mærke understøtter Matter. Det er allerede muligt at styre mange produkter i Google Home, Amazon Alexa og Apple Home, men funktionaliteten er ofte meget begrænset. Det laver Matter-standarden om på.

Til en start understøtter Matter kun forholdsvis simpel styring af de nye produktkategorier. Det vil sige start, stop, ændring af tilstand og notifikationer. Matter-kompatible enheder kan for eksempel vise køleskabets temperatur, status for vasketøjet og om der er røg i et værelse. Robotstøvsugere, der er kompatible med Matter, understøtter fjernstart, notifikationer om status, ændring af rengøringsmetode og underretninger om status for børste, fejlmeddelelser og ladestatus. For at kortlægge et hjem med 2D-kort skal man dog stadig bruge producentens egen app.

Se også: Læs mere om Matter

Nye produktkategorier understøttet af Matter

  • Køleskabe, herunder dybfrysere og vinkøleskabe
    Temperaturkontrol og overvågning
  • Indendørs klimaanlæg
    Styring af temperatur- og ventilatortilstand
  • Opvaskemaskiner
    Fjernstart, meddelelser om fremskridt, meddelelser om vandforsyning og afløb, temperatur og dørlåsefejl
  • Vaskemaskiner (tørretumblere understøttes senere)
    Meddelelser om fremskridt, herunder afsluttet cyklus
  • Robotstøvsugere
    Fjernstart, statusmeddelelser, rengøringstilstande (støvsugning eller støvsugning med gulvvask), statusdetaljer såsom børste- og opladningsstatus og fejlrapportering
  • Røg- og kuliltealarmer
    Meddelelser, lyd- og visuel alarmsignalering, meddelelser om batteristatus, meddelelser om udtjent levetid og selvtest
  • Luftkvalitetssensorer
    Rapportering af PM1, PM 2,5, PM 10, CO2, NO2, VOC, CO, ozon, radon og formaldehyd. Matter-enheder kan også give AQI-oplysninger baseret på placering
  • Luftrensere
    Kan parres med en luftkvalitetssensor til at registrere data og bruger funktionalitet fra andre enhedstyper som blæsere og termostater. Overvågning af ting som filtre (HEPA og aktivt kulfiltre) understøttes også
  • Ventilatorer
    Styring af bevægelser såsom vugge/oscillation og tilstande som “naturlig vind” og “søvnvind” vil blive understøttet. Ændring af luftstrømmens retning (frem og tilbage) og niveauer for luftstrømmens hastighed

Det er endnu uvist, hvornår smart home-platforme som Google Home og Apple Home understøtter version 1.2 af Matter, så kompatible smart home-produkter kan betjenes i deres apps.

Læs også: Nyheder om smart home