Google Docs og Sheets får nye funktioner til bedre samarbejde

Google er klar med en række opdateringer, som vil gøre samarbejde mellem flere personer i de populære tjenester Google Docs og Google Sheets endnu nemmere.

Google Docs og Sheets får nye funktioner til bedre samarbejde

Det er allerede 16 år siden, at Google lancerede Google Docs og Google Sheets, og meget er sket siden. Nu er Google klar med endnu en opdatering af Google Docs og Google Sheets – Googles to populære onlineværktøjer til henholdsvis håndtering af tekstdokumenter og regneark. Det oplyser Google i en pressemeddelelse.

Læs også: Hvad er software og it, og hvilken betydning har det for samfundet?

AI-genererede resuméer. Foto: Google

AI-genererede resuméer

Den første nyhed i Google Docs er muligheden for at bruge AI til at generere et automatisk resumé af et tekstdokument. I venstre side af et tekstdokument, hvor man også kan finde dokumentets indholdsfortegnelse, er det nu muligt at tilføje et automatisk genereret resumé. Er man tilfreds med det, Google forslår, trykker man bare Enter. Alternativt er det muligt at skrive sit eget.

Dokumenter uden sideskift. Foto: Google

Dokumenter uden sideskift

Google Docs kan tilgås fra alverdens enheder, der kan gå på internettet – smartphones, computere, tablets og meget andet, og alle disse enheder har forskellige skærmformater. I dag er dokumenter designet til at kunne printes i et A4-format, men det kan gøre det vanskeligt at samarbejde i et fastlåst format, hvis indholdet strækker sig over mere end en almindelig A4-side.

Derfor introducerer Google nu et sideløst format, hvor der ikke længere er de normale sideskift. Det er dermed nemmere at arbejde med store tabeller og billeder, hvor et sideskift ikke ødelægger formateringen. På samme måde er dokumenterne også responsive, så man kan scrolle i tabeller, der er for brede til at kunne blive vist i et dokument. Ved udskrivning eller eksportering til en PDF-fil er det dog stadig muligt at have de sædvanlige sideskift.

Nemmere deling af dokumenter. Foto: Google

Nemmere deling af dokumenter

Hidtil har det været en lidt omstændig proces, hvis man skal dele et Docs-dokument med andre. Nu har Google gjort det lidt nemmere. Man kan blot skrive en såkaldt canvas-kommando kaldet ”@email” et tilfældigt sted i dokumentet, og straks får man mulighed for at sende en e-mail med adgang til Docs-dokumentet. Her skal man blot udfylde modtager, mens e-mailens emnefelt er dokumentets titel. Denne funktion rulles ud i de kommende uger, oplyser Google.

Det er også blevet nemmere at indsætte mødeoplysninger i et dokument, hvis der allerede ligger mødeoplysninger i Google Kalender. Her kan man igen skrive ”@” efterfulgt af søgeord fra en kalenderbegivenhed. Klikker man på kalenderbegivenheden, indsættes oplysninger om mødedeltagere, dato, titel, vedhæftede filer og mødeoplysninger. Dermed kan man nemt knytte et dokument til et specifikt møde.

Forhåndsvisning af Google Maps-links i Docs. Foto: Google

Forhåndsvisning af Google Maps-links i Docs

Der er også kommet tættere integration med Google Maps i Google Docs. Når man indsætter et Google Maps-link i dokumentet, oplyser Google Docs om, at man kan trykke på tab-knappen for at omdanne linket til et interaktivt link. Herefter kan man klikke på linket for at forhåndsvise adressen direkte i Google Docs.

Forslag til rettelser af formler i Sheets. Foto: Google

Forslag til rettelser af formler i Sheets

Til sidst er der også kommet en kærkommen opdatering i Google Sheets – Googles pendant til Microsoft Excel. Du har formentlig prøvet en gang eller to at indtaste en formel, hvorefter regnearket melder om en fejl. Ved længere formler kan det være svært at finde ud af, hvor fejlen ligger, men det vil Google nu hjælpe folk med.

Derfor kan Google Sheets bruge kunstig intelligens til at fejlsøge formler, opdage fejl og give indsigt i ens formler. Funktionen kommer i tillæg til en tidligere ændring, hvor Google Sheets begyndte at give forslag til fuldendelse af formler, hvis algoritmen kan genkende et mønster. Den smartere algoritme til rettelse af formler ruller ud i løbet af de kommende uger.

Læs også: Nyheder om software og it-løsninger