Norge overvejer forbud mod Bitcoin-mining – på EU-niveau

Norge overvejer at støtte et europæisk forbud mod Bitcoin-mining, da minister kalder energiforbruget for "svært at retfærdiggøre”.

Norge overvejer forbud mod Bitcoin-mining – på EU-niveau

For nylig anbefalede Sveriges tilsynsmyndigheder for finansielle tjenesteydelser og miljøbeskyttelse, at man indfører et forbud i hele EU mod proof of work-krypto-mining. Det sker efter, at der angiveligt skulle have været en “flere hundrede procent” stigning i energiforbruget hos Bitcoin-minere i landet mellem april og august i år.

Det krævende proof of work-system, hvor computere skal løse matematiske gåder for at validere de transaktioner, der finder sted på et givet netværk, forbruger ekstremt meget strøm. Processen er designet til at blive vanskeligere, efterhånden som antallet af blokke af validerede transaktioner i kæden stiger, hvilket betyder, at der kræves mere computerkraft – og dermed energi.

Svært at retfærdiggøre strømforbruget ved mining

I Norge kan man være klar til at følge den svenske anbefaling. Hvis Norge følger de svenske tilsynsmyndigheders eksempel, kan planerne indebære et indgreb over for aktiviteter som Bitcoin-mining.

“Selv om krypto-mining og den underliggende teknologi kan repræsentere nogle mulige fordele på lang sigt, er det svært at retfærdiggøre den omfattende brug af vedvarende energi i dag,” siger den norske kommunal- og distriktsminister Bjørn Arild Gram fra Senterpartiet (SP), som danner regering med Arbeiderpartiet (Ap), til Euronews Next.

Han uddyber og forklarer, at de i øjeblikket overvejer potentielle politiske foranstaltninger for at imødegå udfordringerne i forbindelse med krypto-mining.

”I forbindelse med dette arbejde vil vi se på de løsninger, som de svenske myndigheder har foreslået, og vores mål er fælles europæiske regler på dette område”.

Se også: Greentech skal løse klimaproblemerne

EU opfordrer til at benytte mindre krævende metoder

Europa-Kommissionen, som vil håndhæve enhver kryptoregulering på EU-niveau, har i en kommentar til Euronews Next opfordret industrien til at bevæge sig væk fra energikrævende proof of work-blockchains til mindre krævende protokoller som proof of stake.

Proof of Stake-mining er baseret på den procentdel af mønter, som en ejer af kryptovaluta har. Den metode er mere skånsom, når det gælder strømforbrug.

Årsagen til, at de svenske myndigheder taler for et forbud mod Bitcoin-mining, er, at Sverige har brug for den vedvarende energi, som producenterne af kryptovaluta bruger, til at sikre den grønne omstilling. Tilsynsmyndighederne siger direkte, at Bitcoin-minere truer landets evne til at opfylde Parisaftalen.

Bitcoin-minere i Sverige bruger angiveligt samme mængde strøm som 200.000 svenske husstande. I følge digicomonist.net udleder udvinding af en Bitcoin 263 tons CO2. Klima-, energi- og forsyningsministeriet har beregnet, at en enkelt dansker udleder 11 tons CO2 om året. At udvinde en enkelt Bitcoin svarer altså til et energiforbrug for 24 danskere om året.

Se også: Hvilken type software findes der?

Kan også bruges til kriminelle handlinger

Udover det voldsomme strømforbrug kritiseres kryptoaktiver også for at blive brugt til kriminelle handlinger såsom hvidvaskning af penge, finansiering af terrorisme og ransomwarebetalinger.

24tech har kontaktet den danske miljøminister Lea Wermelin for at spørge, om regeringen støtter opfordringen til at forbyde proof of work-mining, men hun er endnu ikke vendt tilbage.

Se også: Nyheder om software