Nu bliver det nemmere at bruge MitID på mobilen
Overgangen fra NemID til MitID er ved at være fuldendt – helt præcist den 31. oktober lukker og slukker NemID – og danskerne har nu haft tid til at lære MitID-systemet at kende.
Dermed mener Digitaliseringsstyrelsen og Finans Danmark, der står bag MitID, at det er det rette tidspunkt til at udsende en større sikkerhedsopdatering til MitID. Opdateringen skal gøre løsningen sikrere at bruge og mindske svindel.
Læs også: Hvad er software og it, og hvilken betydning har det for samfundet?
Ny knap: Åbn MitID-app
Noget, som mange danskere har udtrykt utilfredshed over ved MitID, er, at man selv skal finde appen og åbne den manuelt, hver gang man skal godkende et loginforsøg. Der kommer altså ingen notifikation, som man kan klikke på, når man forsøger at logge ind et sted, ligesom man var vant til med NemID.
Det er gjort af sikkerhedsmæssige årsager som en del af MitIDs arkitektur. Det sikrer, at brugerne kun godkender loginforsøg, når de rent faktisk forsøger at logge ind på en tjeneste.
Digitaliseringsstyrelsen og Finans Danmark har dog med den nye opdatering fundet en måde at gøre livet lidt nemmere for danskerne. Med opdateringen introduceres knappen ”Åbn MitID-app”, som åbner MitID-appen, hvis man eksempelvis fra en hjemmeside eller en anden app indtaster sit bruger-ID og skal godkende med MitID på mobilen. Dermed slipper man for at skulle finde MitID-appen på sin telefon, og i stedet kan man gå direkte fra tjenesten til MitID ved et simpelt tryk.
QR-koder binder mobil og computer stærkere sammen
Hvis man bruger en computer og skal godkende et loginforsøg med MitID på sin mobiltelefon, skal brugeren nu scanne en QR-kode på computeren med sin mobiltelefon, inden man kan godkende med MitID.
Dermed bindes indtastningen af bruger-ID på computeren og den efterfølgende godkendelse i MitID-appen på mobilen stærkere sammen. Det skal være med til at sikre, at brugeren, der godkender med MitID-appen, selv har startet handlingen.
”Opdateringen er med til at beskytte brugerne mod en type svindel, vi desværre har set meget af, hvor brugere lokkes til at swipe på en handling, som de ikke selv har startet. Samtidig er vi glade for at kunne imødekomme ønsket om at gøre det nemmere at åbne MitID appen,” siger Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.
Det svenske BankID har siden 2018 anvendt en lignende løsning.
Sådan får du opdateringen
Opdateringen er blevet brugertestet i længere tid – blandt andet i samarbejde med relevante brugerorganisationer, Borgerservice og Kommunernes Landsforening.
Den bliver rullet ud gradvist i takt med, at de enkelte tjenester, der anvender MitID, implementerer opdateringen. Fra den 6. juni kan man finde al information om opdateringen, vejledninger og guides på MitID.dk. Appen opdateres automatisk, hvis man har slået automatisk opdatering til i App Store eller Google Play.
For at kunne få MitID til iOS kræves iOS 12 eller nyere, mens der til Android-mobiler kræves Android 7 eller nyere.
Læs også: Nyheder om software og it-løsninger