Nu kan du installere Windows 11 på Macs med M1- og M2-chip

I samarbejde med softwarevirksomheden Parallels har Microsoft nu gjort det muligt for ejere af Macs med M1- og M2-chips at installere Windows 11.

Nu kan du installere Windows 11 på Macs med M1- og M2-chip

Mac-computere er født med Apples eget styresystem, macOS. Det har sine fordele og ulemper. Mens mange ejere af Mac-computere nyder godt af Apples økosystem, har Windows fortsat væsentlig bedre understøttelse af spil og visse specifikke programmer.

Det problem kan ejere af Mac-computere med Apples egenudviklede M1- og M2-processorer baseret på ARM-arkitekturen nu komme uden om.

Microsoft har nemlig gjort det muligt for Mac-ejere at afvikle en virtualiseret ARM-kompatibel udgave af Windows 11 på Macs med M1- og M2-chips. Det er blevet muligt i samarbejde med Parallels, som nu understøtter Windows 11 Pro og Windows 11 Enterprise i version 18 af programmet Parallels Desktop.

Hidtil har Microsoft kun lisenceret en ARM-baseret udgave af Windows direkte til computerproducenter, hvilket har gjort det svært for Mac-brugere at virtualisere Windows 11 på en Mac. Nu er der altså en langt nemmere løsning, nu hvor Parallels er blevet autoriseret leverandør af en virtualiseret udgave af Windows 11.

Læs også: Hvad er software og it, og hvilken betydning har det for samfundet?

Bag om Apples skifte fra x86 til ARM

Nye Mac-computere anvender i dag processorarkitekturen ARM ligesom på smartphones og tablets, men sådan har det ikke altid været. Siden 2005 har Apple gjort brug af Intels 32- og 64-bit baserede x86-arkitektur. Apple var dermed afhængig af Intel som leverandør, og lanceringen af nye Mac-computere var bestemt af lanceringen af nye Intel-processorer.

Allerede i 2011 begyndte rygter at florere om, at Apple ønskede at skifte til ARM-baserede specialdesignede chips i sine computere ligesom til iPhone, iPad og Apple Watch. I juni 2020 offentliggjorde Apple skiftet, som skete over en toårig periode.

I november 2021 præsenterede Apple sin første ARM-baserede chip til Mac, Apple M1. De første Mac-computere med processorerne blev Mac Mini, MacBook Air og en 13″ MacBook Pro. I januar 2023 kom der nye Mac-computere med M2-chips.

Skiftet fra x86 til ARM har gjort det nødvendigt at udvikle ARM-kompatibel virtualisering af Windows til Mac – noget der nu er realiseret.

Begrænsninger i Windows 11 på Mac med M1 og M2

Mac-brugere, som ønsker at kunne anvende Windows 11 i et virtualiseret miljø, skal dog købe en Windows 11-licens ad normale veje for at kunne bruge styresystemet på en Mac.

Bemærk også, at virtualisering af Windows 11 på Mac har nogle begrænsninger. Drivere til hardware, spil og programmer vil kun virke, hvis de er designet til en ARM-baseret Windows 11-computer. Spil, der bruger OpenGL 3.3 eller nyere, vil ikke virke, og visse apps og antivirusprogrammer understøttes ikke.

En anden måde for Mac-brugere at få adgang til Windows 11 på er ved at bruge Microsofts cloud-baserede tjeneste, Windows 365 Cloud PC. Her streamer man Windows-styresystemet til sin computer. Løsningen er dog forbeholdt virksomheder.

Læs også: Nyheder om software- og it-sikkerhed