Svenske myndigheder: EU bør forbyde Bitcoin-mining for at nå klimamål
Mellem april og august i år steg energiforbruget til Bitcoin-mining i Sverige med flere hundrede procent og forbruger nu elektricitet svarende til 200.000 husstande. Sådan lyder det fra Erik Thedéen, der er direktør for den svenske finanstilsynsmyndighed, og Björn Risinger, der er direktør for den svenske miljøbeskyttelsesmyndighed.
Oven på så kraftig en stigning i energiforbruget fra Bitcoin-mining opfordrer de svenske myndigheder nu EU til at forbyde energikrævende kryptomining i EU.
Kryptovaluta kan true målet i Parisaftalen
Erik Thedéen og Björn Risinger slår ganske enkelt fast, at kryptovalutaens stigende energiforbrug truer Sveriges evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til Parisaftalen, der blev vedtaget ved COP21-klimakonferencen i Paris i 2015. Det springende punkt i Parisaftalen er, at verdens lande skal arbejde på at holde den globale temperaturstigning nede.
For eksempel skal der ske en reduktion i udledningen af drivhusgasser på 40 procent i 2030 i forhold til i 1990, og målet er at holde temperaturstigningen under 1,5 grader.
I et åbent brev opfordrede direktørerne for Sveriges øverste finansielle og miljømæssige tilsynsmyndigheder til et EU-forbud mod såkaldt “proof of work”-mining af kryptovalutaer. Der opfordres også til, at Sverige stopper etableringen af nye kryptominingaktiviteter og til at kræve af virksomheder, der handler med og investerer i kryptoaktiver, at de beskriver deres forretningsaktiviteter som miljømæssigt bæredygtige.
Proof of work-system enormt energikrævende
Det centrale spørgsmål, der driver de svenske tilsynsmyndigheders indgriben, er det “proof of work”-system, der anvendes til at udmønte mange kryptovalutaer, herunder Bitcoin og Ethereum. University of Cambridge og mediet Digiconomist anslår, at Bitcoin og Ethereum til sammen bruger omkring dobbelt så meget elektricitet på et år som hele Sverige.
Under proof of work-systemet skal computere løse matematiske gåder for at validere transaktioner, der finder sted på et givet netværk. Processen er designet til at blive vanskeligere, efterhånden som antallet af blokke af validerede transaktioner i kæden stiger. Det betyder, at der kræves mere computerkraft – og dermed energi.
Dette fører til det, der kan beskrives som et våbenkapløb blandt de såkaldte minearbejdere, der konkurrerer om at være de første til at validere en ny blok og gøre krav på præmien i form af en ny kryptomønt: Jo kraftigere din hardware er, jo større er sandsynligheden for, at du får mønten.
Se også: EU og USA lukker kulkraftværker – Kina åbner dem
Kryptominere søger mod Norden
I de seneste måneder har de nordiske lande oplevet en stigning i kryptomining, da producenter, der er tiltrukket af lavere energipriser, favorable skatteforhold for miningrelaterede aktiviteter, flygter fra Kinas indgreb mod branchen. Kinas Folkebank har blokeret for overførsler med kryptovaluta, da de opfattes som ulovlige og forstyrrende for den økonomiske orden. Kryptovaluta bliver brugt til hvidvask af penge, pyramidespil og andre ulovlige aktiviteter, lyder det fra kinesisk side som begrundelse for forbuddet.
Ifølge Thedéen og Risinger er kryptomining samtidig et problem for blandt andet industri, transport og almindelig husholdning, da vedvarende energi dirigeres over til Bitcoin og andre tokens.
Som eksempel på, hvor stort et energiforbrug der går til kryptomining, forklarer de, at det i øjeblikket er muligt at køre en mellemstor elbil 1,8 millioner kilometer ved hjælp af den samme energi, som det tager at udvinde en enkelt Bitcoin. Det svarer videre til, at man kan køre 44 gange rundt om kloden.
Se også: Hvilken betydning har software og IT?
Bruges til kriminelle aktiviteter
Udover at kryptoaktiver har en betydelig negativ indvirkning på klimaet og truer den klimaomstilling, som det haster med at gennemføre, er den sociale fordel ved kryptoaktiver også tvivlsom, lyder det i oplægget fra de to svenske myndigheder.
Finanstilsynet mener ligesom andre internationale organisationer såsom Den Internationale Valutafond og USA’s centralbank, at der er aspekter af kryptoaktiver, som er problematiske. Forbrugerrisikoen er betydelig, og kryptoaktiver anvendes almindeligvis til kriminelle formål såsom hvidvaskning af penge, finansiering af terrorisme og ransomwarebetalinger.
Erik Thedéen og Björn Risinger medgiver, at der er en risiko for, at et eventuelt lovindgreb vil føre til, at kryptoproducenter flytter til andre lande, hvilket potentielt kan resultere i generelt højere CO2-emissioner. De mener dog, at det er vigtigt, at EU går foran med et godt eksempel, og at EU bør opfordre andre lande og regioner til at følge trop, opfordrer de.
24tech har kontaktet den danske miljøminister Lea Wermelin for at spørge, om regeringen støtter opfordringen til at forbyde proof of work-mining, men hun er endnu ikke vendt tilbage.
Se også: Nyheder om software og IT