3 opgraderer 18 festivaler med bedre mobilnet

Teleselskabet 3 opgraderer netværkskapaciteten på 18 danske festivaler henover sommeren for at imødekomme danskernes stigende dataforbrug.

3 opgraderer 18 festivaler med bedre mobilnet

Danskerne fortsætter med at bruge mere og mere mobildata for hvert år, der går. Med udbredelsen af 5G stiger dataforbruget yderligere.

Når der samtidig samles tusindvis af mennesker ved årets festivaler, herunder Roskilde Festival, stiller det nye krav til teleselskabernes netværkskapacitet.

Derfor rykker teleselskabet 3 i år ud til 18 af festivalerne, der finder sted i løbet af sommeren. Her opsættes ekstra netværkskapacitet på områderne, så festivalgæsterne uden problemer kan uploade billeder og videoer af store koncertøjeblikke på sociale medier og betale med mobilen i ølteltet.

”Festivalsæsonen er altid en sjov tid for os, for det er meget udstyr, der skal sættes op på kort tid. Det tager kun ganske få dage at rejse en mast, og derfor skal etableringen af den ekstra kapacitet helst ske lige inden festivalen åbner. Så det er altid et spændende kapløb med uret. Vi fragter mere end 450 tons udstyr 4.500 km rundt til 18 festivaler i hele landet, og vi rejser i alt 33 midlertidige master til festivalerne,” siger Stefan Ring Støhrmann, der er Head of Network Operations hos 3.

Læs også: Overblik over de danske teleselskaber – hvilke teleselskaber ejer hvem?

Dataforbruget på festivalerne stiger

I mere end 10 år har 3 udrullet ekstra netværkskapacitet på de største festivaler, blandt andet Roskilde Festival.

Nu er 5G-nettet ved at være nået ud til mange danskere. Derfor kan 3 også se, at dataforbruget stiger markant. 18 procent af 3’s kunder bruger nu 5G. De bruger også markant mere data end dem, der kun bruger 4G, lyder det fra teleselskabet.

Tilbage i 2011 blev der kun brugt en halv terabyte mobildata i løbet af en hel dag. Til sammenligning er dataforbruget steget til hele 126 terabyte data på en enkelt dag sidste år. Med 5G-udrulningen ventes dataforbruget at stige yderligere.

”Det er tydeligt at se, at den andel, der er på 5G, bruger markant mere data end de af vores brugere, der fortsat er på 4G-netværket. Det er, fordi 5G-teknologien giver øget båndbredde og lavere forsinkelse, hvilket betyder, at festivalgæster vil opleve en hurtigere og mere pålidelig internetforbindelse,” siger Stefan Ring Støhrmann og tilføjer:

”Det muliggør hurtigere streaming af musik og videoer, hurtigere download af indhold samt en mere problemfri brugeroplevelse generelt, og derfor stiger dataforbruget helt naturligt også blandt vores 5G-kunder. Så vi sørger for, at der er kapacitet nok til både 4G- og 5G-kunder både nu og i de kommende år.”

Læs også: Nyheder om telekommunikation