Danskere får meget bredbånd for pengene

I Danmark får vi meget internet for pengene sammenlignet med mange andre lande. Kun et land overgår Danmark, viser en undersøgelse.

Danskere får meget bredbånd for pengene

Føler du, at du bruger mange penge på bredbånd uden at få lynhurtigt internet igen? Så skal du måske tro om igen, for i Danmark får vi faktisk utroligt meget internet for pengene sammenlignet med mange andre lande.

Danskere opnår ifølge Ooklas populære hastighedstjeneste Speedtest.net en gennemsnitlig downloadhastighed på 156 megabit i sekundet. Det er ganske flot – faktisk sjettebedst, men der er stadig et stykke vej til Singapore med en gennemsnitlig downloadhastighed på næsten 200 megabit i sekundet.

Læs også: Overblik over de danske teleselskaber – hvilke teleselskaber ejer hvem?

I Danmark får man næstmest downloadhastighed for pengene

Men hvordan ser det ud, når man tager prisen på bredbåndsforbindelsen med i ligningen? Så får vi danskere faktisk rigtigt meget internet for pengene. Det viser en kortlægning, som 24Tech har lavet. Vi har krydstjekket de gennemsnitlige hastigheder med tal fra New America, der har lavet en omfattende undersøgelse af de reelle omkostninger ved bredbånd rundt omkring i verden, herunder i Danmark.

Den gennemsnitlige pris dækker over den månedlige pris inklusive omkostninger og gebyrer ved installation, gebyrer for leje eller køb af modem og/eller Wi-Fi-router samt eventuelle opsigelsesgebyrer. I Danmark koster bredbånd i gennemsnit 264,2 kroner per måned. Holdt op imod den gennemsnitlige downloadhastighed i Danmark er der kun et af de andre undersøgte lande, som giver mere internet for pengene: Rumænien.

Ultra-billigt internet i Rumænien overgår Danmark

I Rumænien hedder den gennemsnitlige downloadhastighed 118,51 megabit i sekundet – det 12. hurtigste, hvilket altså er 24 procent lavere. Til gengæld betaler rumænerne kun 172,2 kroner i gennemsnit for deres bredbånd, hvilket er 35 procent lavere end danskernes pris. Det svarer til, at rumænerne kun betaler 1,5 krone per megabit i sekundet. I Danmark betaler vi 1,7 kroner per megabit i sekundet.

Danmark og Rumænien ligger med stor afstand til nummer tre, Sydkorea. Kigger vi på Hong Kong, som har de fjerde hurtigste downloadhastigheder, så er de først at finde som nummer 13. Det skyldes, at de betaler hele 969,5 kroner i gennemsnit for deres bredbånd.

Næsten alle vil kunne få gigabitinternet i 2025

I Danmark har vi altså med andre ord god grund til at være tilfredse med, hvor meget internet vi får for pengene. Regeringen har som mål, at 98 procent af alle bolig- og virksomhedsadresser skal have adgang til gigabit-internet i 2025. Der sker derfor store opgraderinger af de aldrende coax-kabler, som i disse år opgraderes til fibernet i store dele af landet.

Det vil øge den gennemsnitlige hastighed betragteligt, uden at priserne stiger voldsomt meget. Der er altså potentiale for, at vi i Danmark kan få mere internet for pengene end i dag.

Undersøgelse: I hvilke lande får man mest internet for pengene?

Nedenfor kan du se, i hvilke af 15 undersøgte lande man får mest internet for pengene:

Land Gennemsnitspris Gennemsnitlig downloadhastighed Mbit/s per krone Pris per Mbit/s
Rumænien 172,2 kr. 118,5 Mbit/s 0,69 Mbit/s 1,5 kr.
Danmark 264,2 kr. 156,0 Mbit/s 0,59 Mbit/s 1,7 kr.
Sydkorea 208,6 kr. 101,4 Mbit/s 0,49 Mbit/s 2,1 kr.
Frankrig 201,6 kr. 92,6 Mbit/s 0,46 Mbit/s 2,2 kr.
Schweiz 273,1 kr. 109,7 Mbit/s 0,40 Mbit/s 2,5 kr.
Canada 266,9 kr. 99,8 Mbit/s 0,37 Mbit/s 2,7 kr.
Japan 301,4 kr. 111,4 Mbit/s 0,37 Mbit/s 2,7 kr.
USA 445,2 kr. 136,5 Mbit/s 0,31 Mbit/s 3,3 kr.
Letland 209,0 kr. 60,5 Mbit/s 0,29 Mbit/s 3,5 kr.
Storbritannien 257,0 kr. 59,9 Mbit/s 0,23 Mbit/s 4,3 kr.
Holland 479,1 kr. 100,4 Mbit/s 0,21 Mbit/s 4,8 kr.
Irland 358,9 kr. 64,2 Mbit/s 0,18 Mbit/s 5,6 kr.
Hong Kong 969,5 kr. 168,7 Mbit/s 0,17 Mbit/s 5,7 kr.
Tjekkiet 275,1 kr. 46,1 Mbit/s 0,17 Mbit/s 6,0 kr.
Mexico 378,8 kr. 36,7 Mbit/s 0,10 Mbit/s 10,3 kr.

Læs også: Nyheder om telekommunikation