Er der 5G i hele Danmark? Se teleselskabernes 5G-dækning

5G begyndte at rulle ud i Danmark i slutningen af 2020, men er der 5G i hele Danmark i 2024? Vi kigger nærmere på, hvor meget af Danmark der har 5G-dækning.

Er der 5G i hele Danmark? Se teleselskabernes 5G-dækning

5G er efterhånden ikke længere en ny teknologi. I slutningen af 2020 begyndte TDC NET at åbne for offentlig adgang til sit 5G-net de første steder i Danmark, og siden da har alle teleselskaberne løbende udbygget og forbedret deres respektive 5G-netværk.

Der er i Danmark fire mobilnet: TDC NET, Telia, Telenor og 3. Telia og Telenor deler radionetværk – det vil sige antenner – men anvender eget radionetværk, hvorfor der er små forskelle på ydeevnen af de to forskellige netværk.

Se teleselskabernes 5G-dækning i Danmark

Vi kigger her nærmere på, om der i dag er 5G i hele Danmark, eller om teleselskaberne stadig mangler at udrulle 5G nogle steder i Danmark.

TDC NETs 5G-dækning

TDC NET har været længst fremme med udbredelsen af 5G i Danmark. Allerede i september 2020 kunne 80 procent af danskerne få adgang til selskabets 5G-netværk.

Ifølge TDC NET dækker selskabets 5G-netværk 99,9 procent af landet med 5G. En undersøgelse fra Teknologisk Institut bekræfter, at 99,9 procent af landet har adgang til TDC NETs 5G-netværk.

5G-dækning i Danmark på TDC NETs mobilnet i 2024.

Teleselskaber, der bruger TDC NET, er YouSee, TELMORE, eesy, UnoTel, HomeMobil, TDC Erhverv og Relatel. Se alle nuværende og tidligere teleselskaber på TDC NET.

Telias 5G-dækning

Telia startede med at åbne op for adgang til 5G i slutningen af 2020. Tal fra Teknologisk Institut viser, at 57 procent af landet var dækket af Telias 5G-net i 2023, og 97,1 procent af Danmark i 2024 er dækket af Telias 5G-mobilnet.

Det passer med Telias eget udsagn om, at 97 procent af befolkningen i dag kan få 5G fra Telia.

5G-dækning i Danmark på Telias mobilnet i 2024.

Teleselskaber, der bruger Telias mobilnet, er Telia, Call me, Mit Tele, Greentel og Waoo. Se alle nuværende og tidligere teleselskaber på Telias mobilnet.

Telenors 5G-dækning

Telenor åbnede sit 5G-net for de første brugere i slutningen af 2020 – dog kun med begrænset adgang i få byer.

Ifølge en analyse fra Teknologisk Institut dækkede Telenors 5G-netværk kun 57 procent af Danmark i 2023, men i 2024 er det 97,5 procent af landet, der er dækket med 5G.

5G-dækning i Danmark på Telenors mobilnet i 2024.

Teleselskaber, der bruger Telenors mobilnet, er Telenor selv, CBB Mobil, GreenSpeak, Lebara, Comtalk, duka, IP Vision, ComX og evercall. Se alle nuværende og tidligere teleselskaber på Telenors net.

3’s 5G-dækning

Teleselskabet 3 åbnede op for sit 5G-netværk for de første danskere i København og Roskilde i december 2020.

Ifølge tal fra Teknologisk Institut dækkede 3’s 5G-netværk 91,6 procent af landet i 2023. I 2024 er det 99,1 procent af Danmark, der har 5G-dækning fra teleselskabet 3. Det passer med selskabets egen påstand om en 5G-dækning på 99 procent af befolkningen.

5G-dækning i Danmark på 3’s mobilnet i 2024.

Teleselskaber, der bruger 3’s mobilnet, er 3 selv, OISTER og Flexii. Se alle nuværende og tidligere teleselskaber på 3’s net.

Hvornår kommer 5G mmWave?

Det næste store skridt inden for 5G bliver udrulningen af 5G mmWave – det vil sige de høje netværksfrekvenser på 26 GHz, som giver lynhurtigt 5G-internet på flere gigabit i sekundet.

Vi står lige nu i en hønen og ægget-situation, hvor hverken teleselskaber eller producenter af smartphones og 5G-routere tager det store initiativ til at satse på 5G mmWave.

Så længe ingen forbrugere har nogle telefoner eller routere med understøttelse af 5G mmWave, har teleselskaberne ikke travlt med at udrulle 26 GHz-frekvensbåndet, og så længe teleselskaberne ikke har udrullet 5G mmWave, har producenterne af hardware ikke travlt med at introducere 5G mmWave i smartphones og routere på det danske marked.

Vi har dog de seneste år set tilløb til, at TDC NET tester 5G mmWave enkelte steder i Danmark. TDC NET annoncerede i 2022 planer om at opføre mindst 100 sites (antenner) med 26 GHz-dækning senest i foråret 2025.