Næsten alle danske adresser skal have gigabitbredbånd i 2025
Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Radikale, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance og Alternativet har indgået aftale om ”En markedsbaseret og teknologineutral telepolitik”. Det er en videreføring af det tidligere teleforlig fra 2018, hvor visionen er, at Danmark skal have den bedste europæiske udrulning af og de bedste telepolitiske rammer for anvendelse af digital infrastruktur.
De visioner gælder stadig for det nye teleforlig, hvor der føjet en ny målsætning til: I 2025 skal 98 procent af alle danske bolig- og virksomhedsadresser være dækket ind med infrastruktur, som kan levere bredbånd med en downloadhastighed på op til 1 gigabit i sekundet. Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.
Læs også: Danmark ligger nummer et i EU inden for digitalisering
Mobilt bredbånd skal sidestilles med traditionelt bredbånd
Bredbånd associeres oftest med teknologierne coax (kabel-tv), DSL (telefonstik) og fiber, men i de senere år er mobilt bredbånd, som giver landsdækkende bredbåndsforbindelse på TDC, Telia, Telenor og 3s mobile netværk, blevet et bedre alternativ til de klassiske bredbåndsteknologier. Særligt med udrulningen af 5G-teknologi er mobilt bredbånd blevet et produkt, der mange steder kan levere konkurrencedygtige hastigheder til rimelige priser.
I det nye teleforlig fremgår det derfor, at aftalepartierne ønsker, at mobilt bredbånd kan medregnes til opfyldelse af teleforligets målsætninger, herunder det nye mål om, at 98 procent af adresserne skal kunne få 1 gigabit bredbånd. For at det kan ske, skal mobilselskaberne, i samarbejde med Energistyrelsen, have udarbejdet en metode, der gør det muligt at sammenligne hastighederne via mobilt bredbånd med fastnet-bredbånd, lyder det.
Arbejder videre med mål om 100 Mbit/s til alle danskere
Teleforliget fra 2018 introducerede et mål om, at samtlige danske adresser skulle have adgang til 100/30 megabit i sekundet bredbånd inden 2000. Den målsætning blev ikke realiseret, da de seneste tal viser, at 96 procent af alle boliger og virksomheder i dag har adgang til en bredbåndsforbindelse på 100/30 megabit i sekundet.
Partierne ønsker dog at sikre gode bredbåndsforbindelser på de sidste adresser, så alle kan få mindst 100/300 megabit i sekundet i 2025, lyder det. Det er derfor også en forbindelse på 100/30 megabit i sekundet, som de resterende to procent af de danske bolig- og virksomhedsadresser, der ikke får gigabithastigheder i 2025, kan forvente at få.
Vil sikre europæisk førsteplads inden for digitalisering
Med det nye teleforlig ønsker regeringen og aftalepartierne, at Danmark skal beholde førstepladsen inden for digitalisering og udrulning af digital infrastruktur i Europa. I november udgav Europa-Kommissionen en årlig rapport over EU-medlemslandenes digitale landskab – og her endte Danmark samlet set som det bedste land.
Kigger man isoleret på bredbåndsmarkedet, klarer Danmark sig godt set i et globalt billede. Ifølge Ookla, som indsamler resultater fra millioner af hastighedstest gennem tjenesten Speedtest.net, ligger Danmark på en 11. plads inden for mobile netværk og på en 5. plads inden for fastnet-bredbånd.
Læs også: Nyheder om telekommunikation