Netværksdata fra 3 skal måle publikummet på danske Tour de France-etaper
Hvor mange danskere møder rent faktisk op langs tre de første Tour de France-etaper, der foregår i Danmark? Det kan være svært at vide, men det danske teleselskab 3 har værktøjet til at give svarene.
Derfor har teleselskabet indgået et samarbejde med Tour de France om at bidrage med målinger af, hvor stort et publikum der følger med i de tre danske etaper i henholdsvis København 1. juli, fra Roskilde til Nyborg 2. juli og fra Vejle til Sønderborg 3. juli.
”Vi er meget stolte over, at Tour de France har valgt os som samarbejdspartner ved denne historiske begivenhed. Nu kan vi med statistisk præcision vise, hvor stort publikum har været til de tre danske Tour de France-etaper. Vi er overbevist om, at det her bliver et vigtigt værktøj – ikke kun for Tour de France, men for alle, der har et behov for at anskueliggøre den reelle værdi af events, hvor den type data indtil nu har været svær eller umulig at skabe,” siger Jeppe Waidtsløw, der er Manager for 3insights hos teleselskabet 3.
Læs også: Overblik over de danske teleselskaber – hvilke teleselskaber ejer hvem?
Anonymiserede data kan estimere publikummets størrelse
Teleselskabet gør brug af mobilitetsindsigter fra 3insights, som består af anonymiserede og aggregerede data. Dataene kan fortælle, hvilke områder tilskuerne kommer fra, hvor længe de i gennemsnit opholder sig på en pågældende lokation, samt hvor mange udenlandske turister begivenheden tiltrækker.
Hovedformålet med 3insights er at bruge de anonymiserede data til at forbedre netværket til gavn for kunderne, men de mere end 600.000.000 dagligt registrerede mobilsignaler er også et perfekt værktøj for turisme- og eventanalyser.
Data fra 3 skal indgå i evalueringsrapport
Netop sådan en analyse skal også udarbejdes for de danske Tour de France-etaper. Kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese har fået til opgave at udarbejde en evalueringsrapport, hvor det skal beskrive og dokumentere effekten af Tour de France på dansk jord. 3’s data vil indgå i denne rapport sammen med andre kvalitative og kvantitative målinger fra InfoMedia, Epinion, Geelmuyden Kiese og VisitDenmark.
3’s løsning er allerede blevet testet i Parken – det danske nationalstadion, der i 2021 indgik et samarbejde med netop 3 om at sikre stabil 5G-forbindelse til tilskuere under fodboldkampae, koncerter og events.
Læs også: Nyheder om telekommunikation