Hjemmearbejde gavner medarbejderes sundhed
Et nyt, stort metastudie af 1.930 forskningsartikler undersøger de sundhedsmæssige konsekvenser af fjernarbejde fra hjemmekontoret – en arbejdsform, der blev udbredt verden over under coronanedlukningen.
Det er det britiske National Institute for Health and Care Research Health Protection Research Unit (HPRU) under King’s College London, der står bag det store studie. Resultaterne er offentliggjort i offentliggjort i Journal of Occupational Health.
Se også: Hjemmekontoret er kommet for at blive: Her er fordele og ulemper
Hjemmearbejde har både vindere og tabere
Undersøgelsen identificerede tre temaer:
- arbejdsmiljøet derhjemme
- indvirkningen på medarbejdernes liv og karriere
- indvirkningen på deres helbred
Ifølge Neil Greenberg, der er professor og psykiater ved King’s College London og en af forfatterne bag undersøgelsen, viser forskningen, at der er både vindere og tabere inden for mange områder af hjemmearbejde. Arbejdsmiljøet afhænger af, hvor meget plads der er i medarbejderens hjem, hvilket udstyr der er til rådighed, og hvor meget kontrol medarbejderne har over deres dag.
Folk med højere indkomster nyder ofte hjemmearbejde mere, men dem med mere ansvar i hjemmet såsom børnepasning eller husarbejde, som ofte er kvinder og dem, der bor alene, har tendens til at være mere stressede.
“Generelt følte folk sig mere produktive derhjemme. Det var især godt til kreative ting, men meget sværere at håndtere kedelige ting. Mange mennesker bekymrer sig om deres karrieremuligheder – denne følelse af, at hvis man ikke er til stede på kontoret, bliver man overset,” siger Neil Greenberg.
Færre sygedage og mere fleksibilitet med hjemmearbejde
Metastudiet viser, at arbejde fra hjemmekontoret giver medarbejdere mulighed for at spise sundere, føle sig mindre stressede og få lavere blodtryk.
Personer, der arbejder hjemmefra, er dog også mere tilbøjelige til at spise snacks, drikke mere, ryge mere og tage på i vægt, viser undersøgelsen.
Alligevel har dem, der arbejder hjemmefra, færre sygedage. De har også en tendens til at arbejde længere og arbejde både om aftenen og i weekenden.
Stillesiddende arbejde kan give vægtforøgelse
Indvirkningerne på helbredet fra hjemmearbejde er tydeligere. Overgangen til hjemmearbejde under Covid-19 var forbundet “med en stigning i indtaget af grøntsager, frugt, mejeriprodukter, snacks og hjemmelavede måltider. Yngre arbejdere og kvinder havde størst fordel af at spise sundere,” står der i artiklen.
En af de gennemgåede undersøgelser viser, at 46,9 procent af de medarbejdere, der arbejder hjemmefra, har taget på i vægt. En anden opgør tallet til 41 procent. De fleste af de gennemgåede artikler viser, at hjemmearbejderne er mere stillesiddende.
“Ledere er nødt til at tænke over, hvordan de kan støtte deres hjemmearbejdere og hjælpe med at skabe deres arbejdsmiljø,” siger Neil Greenberg.
Ikke alle virksomheder ønsker hjemmearbejde
Siden Covid-19-restriktionerne ophørte i 2022, har nogle virksomheder insisteret på, at medarbejderne vender tilbage til kontoret på fuld tid. Internationale firmaer som JP Morgan kræver for eksempel, at lederne er på kontoret fem dage om ugen.
“Hvis virksomheder som JP Morgan er bange for, at folk derhjemme sløser eller ikke gør et godt stykke arbejde, og de ikke kan holde øje med dem, så synes jeg, at det er et forældet koncept,” siger Neil Greenberg.
Virksomheder, der forbyder hjemmearbejde, kan miste talentfulde medarbejdere, og det gør virksomhederne mindre fleksible i tilfælde af fremtidige kriser såsom en anden sundhedsmæssig krise, strejker eller alvorlige vejrforhold, der forhindrer folk i at nå deres kontorer.
“Hvis de kun gør det af frygt, risikerer de at blive efterladt. Vi har set på en enorm mængde dokumentation gennem årene, og vores gennemgang viser, at der er måder at få hjemmearbejdstilgangen til at fungere godt for både virksomheden og medarbejderen,” siger Neil Greenberg.
Virksomheder skal tage hjemmearbejde alvorligt
Forskningen om hjemmearbejde peger ofte i vidt forskellige retninger. Det har derfor været formålet at skabe klarhed om, hvad de 1.930 akademiske artikler om hjemmearbejde, telearbejde og andre former for hybrid- og hjemmearbejde over en bred kam viser.
Ifølge Neil Greenberg viser studiet, at arbejdstagere og arbejdsgivere er nødt til at begynde at betragte hjemmearbejde med samme alvor, som de betragtede kontorarbejde med fysisk fremmøde.
“I de gamle dage med kontorarbejde indså folk, at hvis man satte alle i det samme rum uden lydisolering, var det ubehageligt, og man havde ikke en særlig produktiv arbejdsstyrke,” siger han og tilføjer:
“Nu, hvor vi er gået over til en hjemmearbejdskultur, giver det mening for organisationer og regeringer at sikre sig, at folk, der arbejder hjemme, gør det på en så effektiv måde som muligt.”