Energistyrelsen undersøger nye frekvenser til mobilt bredbånd
Energistyrelsen har offentliggjort en ny frekvensstrategi, der er styrelsens kortlægning af, hvilke teknologiske løsninger der i løbet af de næste 5 til 10 år bør stilles radiofrekvenser til rådighed for.
Formålet med frekvensstrategien, som er udarbejdet sammen med Energistyrelsens interessenter, er at kunne stille frekvensressourcer til rådighed, når de efterspørges af markedet. Frekvensstrategien er en del af et stort internationalt puslespil, hvor forskellige landes frekvenser forsøges koordineret og harmoniseret, så telefoner og trådløst udstyr kan sælges og bruges i mange lande.
Læs også: Overblik over de danske teleselskaber – hvilke teleselskaber ejer hvem?
Nye frekvenser på vej til mobilt bredbånd
Energistyrelsens nye frekvensstrategi for 2021 omhandler blandt andet mobilt bredbånd og private net. Herunder dykker vi ned i Danmarks strategi på området for mobilt bredbånd og private net, og hvilke frekvenser der kan komme i spil i de kommende år.
470-694 MHz kan overgå til mobilt bredbånd efter 2030
Lige nu bruges frekvensbåndet 470-694 MHz af DR og Boxer til broadcast (tv) frem til 2030, men internationalt er der snak om at bruge frekvensområdet til mobilt bredbånd via 5G. Det er dog hovedsageligt 600 MHz-frekvensbåndet (downlink 617-652 MHz, uplink 663-698 MHz), der er interesse for.
Skal frekvensbåndet efter 2030 bruges til mobilt bredbånd, kræver det blandt andet en ny mediepolitisk aftale.
40 GHz-frekvensbåndet skal harmoniseres i Europa
Energistyrelsen vil arbejde for, at 40,5-43,5 GHz-frekvensbåndet bliver harmoniseret til brug for mobilt bredbånd i Europa. Det er vurderingen, at frekvensbåndet har godt potentiale som kommende 5G-frekvensbånd, og det er allerede ved at blive harmoniseret til 5G-formål i Europa.
Energistyrelsen oplyser, at frekvenstilladelser til mobilt bredbånd bliver udstedt tjeneste- og teknologineutralt. Det betyder, at 5G eksempelvis også kan bruges til at give husstande adgang til bredbånd i form af FWA.
66-71 GHz til mobilt bredbånd
Mobilindustrien i Europa arbejder ifølge Energistyrelsen for, at 66-71 GHz kan anvendes til mobilt bredbånd. Energistyrelsen vil støtte, at 66-71 GHz fortsat skal være tilgængelig på tilladelsesfri basis med lige adgang for både eksisterende og kommende tjenester, lyder det.
Dermed vil eventuel anvendelse til mobilt bredbånd ske i overensstemmelse med den gældende harmonisering.
Læs også: Europa øremærker 1,8 milliarder til 6G-forskning
6 425-7 125 MHz – Wi-Fi og 5G på lige tekniske vilkår
Også når det kommer til 6 425-7 125 MHz arbejder mobilindustrien i Europa intensivt for, at frekvensbåndet kan anvendes til mobilt bredbånd. Frekvensbåndet er i dag anvendt meget begrænset i Danmark og andre europæiske lande, og frekvensbåndet ses derfor som en kandidat til et udvidet 6 GHz Wi-Fi-bånd i Europa.
Det skaber ifølge Energistyrelsen en konflikt mellem ønsket om en tilladelsesfri anvendelse såsom til Wi-Fi eller en mere traditionel mobiloperatør-dreven anvendelse.
Det er ifølge Energistyrelsen relevant at se på 6 425-7 125 MHz-frekvensbåndet som et muligt tilladelsesfrit bånd, som vil gøre det muligt at bruge for eksempel Wi-Fi og 5G på lige tekniske vilkår.
3,8-4,2 GHz til mobilt bredbånd og private net
Energistyrelsen kigger også på frekvensbåndet 3,8-4,2 GHz, som rummer gode muligheder for at blive anvendt til mobilt bredbånd og private net. Energistyrelsen vil derfor deltage i arbejdet med en kommende harmonisering af dette frekvensbånd i Europa.
Det fremgår blandt andet, at 3,8-4,2 GHz allerede anvendes helt eller delvist i blandt andet USA og Japan, og at udstyr derfor allerede understøtter frekvensbåndet. Dog undersøges det lige nu, hvordan frekvensbåndet kan sameksistere til 5G-brug og til radiohøjdemålere i fly i 4,2-4,4 GHz-området.
Endnu flere frekvenser kan komme i spil
De frekvensbånd, der allerede er i brug, og som inden for en kort årrække vil kunne komme i brug, er ifølge Energistyrelsens vurdering tilstrækkelige til at understøtte udviklingen af 5G i Danmark, hvilket inkluderer udbredelsen af Fixed Wireless Access (FWA).
Der kan dog vise sig at blive behov for flere frekvenser i 2-24 GHz-området, lyder det. Energistyrelsen oplyser, at frekvensbåndene 27,5-28,35 GHz og 37,5- 40,5 GHz potentielt kan komme i spil til blandt andet private 5G-net.
Læs også: Nyheder om telekommunikation