I en tid hvor sygdom, vacciner og teknologi er de mest nærværende temaer, kan jeg ikke lade være med at tænke ekstra meget på, hvordan vores idé om mennesket har udviklet sig. Hvem og hvad er mennesket i dag?

Teknologien kan hjælpe os med blandt andet vaccinering. Men hvad kan den ellers, og hvordan skal vi arbejde med den?

Paraplytermen: Teknologi

Selv har jeg beskæftiget mig med humaniora på min bachelor og delvist nu på min kandidat. Men hvor om alt er, er jeg altså blevet præsenteret for en del humanistiske tanker og teorier om mennesket, hvor de fleste har gjort indtryk på mig i samtalen om genmodificering.

Vi bruger gerne teknologien i mange henseender. Og hvis man anskuer teknologien lidt kreativt, kan man argumentere for, at begrebet breder sig flere ting, end bare hvor ledninger og energi er koblet til.

Teknologien, som jeg taler om her, kan jeg måske også kalde videnskabelige justeringer. Det er altså ting, vi bruger eller gør for at fremme vores præstationer. For eksempel når amerikanske unge kører den ene adderall ned efter den anden i de hårde eksamensperioder. Eller når vi benytter os af hovedpinepiller. Teknologien er alle vegne, og vi tager som regel meget gerne imod den.

Gennem nogen tid har samtalen om genmodificering fået mere og mere opmærksomhed. Når jeg tænker på genmodificering, tænker jeg straks på noget, der kunne minde om natursnyderi og generel unaturlighed. Og jeg tænker på, hvor hurtigt det kan gå galt og omvende noget helt grundlæggende i den naturlige verden.

Om det så er, fordi jeg ikke har meget tillid til menneskets evne til at kunne skelne mellem det etiske og uetiske, eller om det er fordi, jeg er bange for, hvordan det potentielt ville kunne præge det almene sociale og professionelle liv, ved jeg ikke. Men uanset hvad synes det at rumme nogle reelle farer.

CRISPR/Cas9 og etikken

Den kinesiske biofysiker He Jiankui skabte i 2018 et par tvillinger uden HIV, da han havde benyttet sig af genmodificeringen i arveegenskaberne hos tvillingernes far således, at den HIV-positive mand havde muligheden for at blive far. He Jiankui er selvfølgelig sidenhen gået under jorden, eftersom hans gerning var ulovlig. Det har derudover også senere hen vist sig, at mennesker født naturligt med den mutation, som Jiankui indsatte hos fostrene, har større risiko for at dø tidligt.

Personligt kan jeg godt se den gode hensigt, som Jiankui havde med sig. Men der er også noget ved forklaringen bag, der får mig til at betvivle den egentlige hensigt med gerningen. Hvis genmodificeringen af tvillingerne blev udført på baggrund af mandens ønske om at kunne blive far, mener jeg, at der er tale om en egoistisk gerning – modsat en genjustering for at redde tvillingerne fra HIV-virussen. Det helt store spørgsmål er så, om vi tør håbe på, at det er de rigtige mennesker, der har adgang til teknologien, således at der ikke opstår komplekse situationer, og at polariseringen af de sociale klasser forhindres i at nå sit maksimum.

Hvordan bliver vi i stand til at optegne og definere grænsen mellem det etiske og uetiske?

Kompleksiteten i genmodificering synes at dele vandene. Jeg er selv splittet mellem, hvad vi kan og bør tillade os. Hvis vi tillader at udvikle justerede mennesker, er der så i virkeligheden ikke tale om posthumanisme?

Polarisering, posthumanisme og pindemadder

De problematikker, som disse posthumanistiske idéer kan medføre, vil polarisere samfundet til det ekstreme. Dermed vil der opstå klar diskrimination mellem genmodificerede og ikke-genmodificerede personer. Med et fint fornemmende samfund frygter jeg, at klasseopdelingen både i skolerne og i samfundet ville skelne mellem gen- og ikke-genmodificerede mennesker således, at det pludselig blive en kæmpe fordel, eller sågar et krav, for piloter at besidde evnen til at kunne klare sig på kun 3 timers søvn. Sådanne krav ville tvinge befolkningen ud i det, som den amerikanske psykiater Peter D. Kramer kalder kosmetisk psykofarmakologi. Det er et fænomen, som jeg ikke mener skal styre befolkningens tendenser.

Frem for evolutionen kommer vi til at skabe superracer

Vores samfund vil bære præg af overnaturlige kræfter, der synes at blive forfordelt, frem for det naturligt menneskelige. Det tror jeg ikke er et bæredygtigt samfund at skabe.

Men. Med alt, som mennesket har opfundet hidtil, er der selvfølgelig allerede bekendtskab med uligheder mellem mennesker og påvirkning på den naturlige evolution. Men jeg synes nu alligevel, at det er tilladt at skelne mellem påvirkningen af eksempelvis digitalisering og den direkte handling: at rode med de naturligt valgte gener og processer – især når jeg hører Putin komme ind på mulighederne for at kunne skabe mennesker (læs: soldater), der ikke besidder evnen til at frygte eller at føle smerte.

Med genmodificering er der jo virkelig tale om alle typer for justeringer. Og tillader vi at rode med de naturlige processer og tilstande, er jeg sikker på, at det kommer til at have konsekvenser for andre elementer i naturen.

Tidsbegrebet, tror jeg eksempelvis også, ville lide under muligheden for genmodificering. Bliver det pludselig en virkelighed, at mennesket kan blive 150 år, og hvordan ser det liv ud? Hvordan kommer livscyklusserne til at se ud? Er man stadig teenager som 35-årig, og kommer man til at få flere SU-klip? Og hvad sker der, hvis du bliver 150 år og er ude af stand til at leve livet som ønsket? Er der så en anden teknologi, der kan træde til og hjælpe dig der?

Tik Tok, TikTok, klokken slår

Tidsbegrebet har, for mig, allerede fundet sin vej ind i mine refleksioner, når jeg browser de sociale medier. Noget jeg særligt har lagt mærke til, er hvordan jeg med besvær identificerer unges aldre. Det er ikke, fordi jeg som sådan skal bruge deres alder til noget specifikt. Men det er grundlæggende for mine tanker omkring, hvordan mennesket udvikler sig.

Når jeg finder et gammelt billede af mig selv som 13-årig, ligner jeg ikke 13-årige i dag. Som 13-årig var jeg den sidste i klassen til at få en mobil, en Sony Ericsson. Der var kamera på, bevares, men med så få pixels, at jeg ikke er sikker på, om man rigtigt kunne tyde billedets motiv. I dag opfostres børn i så digitaliseret en verden, at det næsten er gået hen og blevet overraskende, når et barn ikke har adgang til en iPad eller anden enhed.

Ved du, hvad dit barn foretager sig på nettet?

Med disse gadgets følger der som regel adgang til adskillige apps. En af de helt store spillere lige nu er TikTok. Især under pandemien har appen cementeret sig i de unges hverdag. Mange mener, at appen er i gang med at etablere sig som den eneste musthave-app. På appen findes der brugere i alle aldre, men det er især Gen Z, der har monopol. I Danmark udgør børn på 9-14 år en af de større brugergrupper på TikTok. Indholdet i appen kan variere. Men det må siges, at der i særdeleshed findes indhold, som 9-årige børn ikke bør have så nem adgang til – hvis du spørger mig.

Så hvis genmodificering kan hjælpe med at forlænge livet, og digitaliseringen er i gang med at modne børn og unge hurtigere, hvad kan vi så forvente af tidsbegrebet og livsperioderne?

Jeg må indrømme, at jeg, især ved emnet om CRISPR/Cas9, virkelig er blevet sat på prøve, hvad angår mine holdninger til teknologien herom. Hvor om alt er, synes jeg dog, at det er værd at reflektere over, for der er tale om en revolutionerende opdagelse, som potentielt kan sætte helt nye udsigter for den forståelse, vi har af humanismen, som den er i dag. Læs andre klummer af Alexandra Infantino Charquero her