Dansk spiludvikler får 66 millioner fra underholdningsgigant
Skybound Entertainment kan bedst beskrives som en ”underholdningsmastodont” og står blandt andet bag zombie-succesen The Walking Dead og den animerede serie Invincible. Selskabet har mere end 150 unikke intellektuelle rettigheder indenfor computerspil, tegneserier, film, tv-serier, brætspil, bøger og merchandise.
Millionindsprøjtning til dansk spiludvikler
De investerer nu 10,5 millioner dollars (66 millioner kroner) i den danske spiludvikler, 5th Planet Games. Investeringen fra skybound betyder, at 5th Planet Games får mulighed for at arbejde med netop en lang række af de titler, som Skybound står bag.
Gør det mulig at udvikle egne IP’er
Henrik Nielsen, bestyrelsesmedlem hos 5th Planet Games, forklarer ikke overraskende, at spiludvikleren er glade for at indgå partnerskab med det, som han kalder for ”en af verdens førende underholdningsmastodonter”.
”Investeringen giver os mulighed for at udvikle vores egne IP’er samt giver os adgang til Skybounds massive katalog af historier og universer. Med Skybound er det muligt for os at skabe større, mere omfavnende og indlevende historier, alt imens vi udforsker nye verdener”, uddyber han.
Se også: Danmark skal være digital frontløber
Norden er smeltedigel af kreative talenter
Administrerende direktør hos Skybound Entertainment, David Alpert, forklarer, at det ikke er et tilfælde, at de vælger Norden og 5th Planet Games at investere i.
”Norden er en smeltedigel af kreative talenter, særligt inden for videospil. Det er også et af de mest spændende og dynamiske forretningsområder med virksomhedsledere i verdensklasse og erfarne investorer, som forstår vores forretningsområde. Vi er glade for at kunne arbejde sammen med 5th Planet Games på deres rejse for at blive en stor global spiludvikler”.
Se også: Nyheder om danske tech-selskaber