EWII opretter dansk selskab sammen med japanske Tokyo Gas
Den danske energikoncern EWII har indledt et samarbejde med den japanske energigigant Tokyo Gas om et nyt fælles selskab ved navn TOWII Renewables.
TOWII Renewables skal udvikle 1 gigawatt grøn energi
TOWII Renewables skal i første omgang udvikle vind- og solparker til kunder i Norden og er et strategisk samarbejde for at stille Danmark og Trekantområdet stærkere på eksportområdet, forklarer EWIIs administrerende direktør, Lars Bonderup Bjørn.
Målet for det nye selskab er at udvikle 1 gigawatt vedvarende energi inden 2030. Med dagens strømforbrug vil det kunne dække cirka en million husstandes strømforbrug.
Læs også: Disse grønne teknologier skal løse klimaproblemerne
Kalder samarbejdet for “usædvanligt”
I en pressemeddelelse kaldes samarbejdet ”usædvanligt”, og Oliver Wolgast, der indtil etableringen af det fælles japansk-danske selskab har været direktør for Renewables, Trading og Production i EWII, forklarer, at de er utroligt glade for, at det er lykkes at finde fælles fodfæste med så stærkt et firma som Tokyo Gas.
”Vi er meget begejstrede for, at vi nu kan få kombineret vores kompetencer inden for bæredygtig energi med Tokyo Gas mange års erfaring inden for international projektudvikling til lokalområdet”.
Samarbejdet har været undervejs knap et års tid, og det har været vigtigt for EWII, at det nye fælles selskab skulle placeres Trekantområdet, forklarer Lars Bonderup Bjørn.
”Trekantområdet er Danmarks centrum for udvikling af bæredygtig energi, og mange af de vigtigste spillere er i nærområdet her, EnergiNet, Center Denmark, Everfuel og andre stærke kort inden for grøn omstilling,” forklarer han.
Se også: Danske virksomheder for dårlige til at patentere grøn teknologi
Forventer dansk eksportsucces
Lars Bonderup Bjørn forventer også, at TOWII Renewables bliver en eksportsucces for Danmark, da Danmark er et foregangsland på den internationale scene.
TOWII Renewables starter op i Kolding og beskæftiger otte medarbejdere, herunder to tilflyttende japanske medarbejdere fra Tokyo Gas. Selskabet etableres fra starten med EWIIs danske vindmølleparker i porteføljen, og Tokyo Gas bliver dermed medejer af de danske møller.
Det er tanken, at selskabet skal vokse til 40 medarbejdere med tiden og at udvide til resten af Europa efter at have etableret sig på markedet i Norden.
Se også: Nyheder om dansk teknologi