Årets Arbejdsplads 2021: Her er finalisterne
3F har netop offentliggjort de tre finalister, som er udvalgt blandt et rekordstort felt af cirka 700 indstillinger fra hele landet. Prisen som Årets Arbejdsplads er indstillet af medarbejderne selv – virksomhederne kan ikke indstille sig selv.
De tre finalister til Årets Arbejdsplads 2021
De tre arbejdspladser, der er nået til finalen i Årets Arbejdsplads 2021, er Entreprenørafdelingen i Middelfart, Novo Nordisk i Bagsværd og S. Guldfeldt Nielsen A/S i Odense.
S. Guldfeldt Nielsen A/S er en entreprenørvirksomhed, Entreprenørafdelingen i Middelfart er en offentlig afdeling, der er ansvarlig for drift og vedligehold i kommunen og endelig er Novo Nordisk en industrivirksomhed, der laver farmaceutiske produkter.
Socialt ansvar, bæredygtighed og ligestilling
De er flere grunde til, at de tre virksomheder er nået til finalen. Om Entreprenørafdelingen i Middelfart lyder en del af begrundelsen blandt andet, at den har taget socialt ansvar og vist social rummelighed.
Arbejdspladsen har medarbejdere i flexjob, seniorer og lærlinge og har også praktikanter med anden etnisk baggrund. Virksomheden har også et beskæftigelsestilbud for voksne med funktionsnedsættelser og sociale udfordringer.
S. Guldfeldt Nielsen A/S roses for at fokusere på uddannelse og bæredygtighed samt for at have 18 procent lærlinge, praktikanter og elever, der sikrer virksomheden fremtidig arbejdskraft og bevarer de håndværksmæssige traditioner. Samtidig har firmaet en bæredygtighedspolitik, så der bruges miljørigtige produkter og materialespild minimeres, for eksempel ved genanvendelse af træ.
Novo Nordisk er den mest kendte af de tre virksomheder, der bejler til titlen som Årets Arbejdsplads 2021. Her er udvælgelseskomiteen begejstret over, at Novo Nordisk har vist socialt ansvar og ansat omskolede medarbejdere fra Københavns Lufthavn, som mistede deres job under coronakrisen.
Derudover skiller Novo Nordisk sig ud ved sin progressive holdning til for eksempel barsel, LGBTQ+ og ens lønsatser, der bidrager til ligestilling.
Se også: Fordele og ulemper ved hjemmekontor
Årets Arbejdsplads 2021 kåres den 26. januar
Vinderen findes af et dommerpanel, der besøger finalisterne 22. november og den endelige kåring finder sted den 26. januar på 3F’s konference, Vision Danmark, i DR Byen.
Dommerkomiteen består af:
- Forbundsformand i 3F, Per Christensen
- Hovedkasserer i 3F, Ulla Sørensen
- Gruppeformand i 3F Industri, Mads Andersen
- Gruppeformand i 3F Transport, Jan Villadsen
- Gruppeformand i 3F Byggegruppen, Claus Von Elling
- Gruppeformand i 3F’s offentlige gruppe, Lydia Callesen
- Gruppeformand i 3F’s PSHR-gruppe, Tina Møller Madsen
- Gruppeformand i 3F’s grønne gruppe, Peter Kaae Holm
- Kommunikationschef i 3F, Thomas Hundsbæk
- Administrerende direktør i Linak, Bent Jensen
- Administrerende direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen
Årets arbejdsplads 2020 blev ikke kåret på grund af coronakrisen, så den seneste vinder er fra 2019, virksomheden Kamstrup i Skanderborg.
Se også: Nyheder om arbejdspladser