Tv-producenter høster data om dine tv-vaner som aldrig før
Har du et smart-tv? Så er der en stor sandsynlighed for, at data om dig og din tv-færden bliver høstet og analyseret, og at du må leve med reklamer i brugerfladen eller sågar under tv-udsendelser.
Læs også: Smart home: Se fordele og ulemper ved det smarte hjem
Vizio indsamlede seerdata uden brugernes samtykke
En af de tv-producenter, som har været mest i vælten for at høste enorme mængder af brugerdata via sine smart-tv, er amerikanske Vizio. Kigger man på firmaets Wikipedia-side, vil man se, at dens kerneforretning ikke kun er salg af tv og soundbar, men også seerdata og reklamer.
Det kom tydeligt frem i 2017, hvor firmaet indgik et forlig og betalte 2,2 millioner dollar for at have indsamlet data på millioner af kunder uden deres viden eller samtykke. Selv tidligere tv-modeller blev opdateret med Vizios dengang hemmelige overvågningssoftware.
Softwaren indsamlede jævnligt et udvalg af pixels på skærmen og sammenholdt dem med en database over indhold for at finde ud af, hvad forbrugerne så. Via teknologien indsamlede firmaet 100 milliarder af datapunkter hver dag. Dataene om, hvad forbrugerne så af indhold, blev solgt til ”annoncører og andre”, og Vizio delte tilmed brugernes IP-adresser med dataaggregeringsvirksomheder.
Siden forliget har Vizio indhentet brugernes samtykke for at fortsætte med dataindsamlingen.
Læs også: Coronapandemien har skabt stor efterspørgsel på det smarte hjem
Samsung-tv kunne lytte med i baggrunden
Også Samsung har været lidt for ivrige med dataindsamlingen via sine smart-tv. Siden midten af 2010’erne har Samsung vist popupreklamer i samarbejde med Yahoo! – reklamer som blev vist oven på tv-udsendelser.
Samsung kom også i problemer, da det kom frem, at en ældre udgave af Samsungs privatlivspolitik beskrev, at Samsungs smart-tv kunne indsamle de ord, som brugerne sagde højt hjemme i stuerne, hvis stemmeindtaling på tv’et var aktiveret.
Listen over tv-producenter, som har udnyttet muligheden for at tjene penge på annoncer og datahøst via brugernes seervaner, er markant længere. Det handler som oftest om funktionen ACR (Automatic Content Recognition), som er blevet en stor indtægtskilde for tv-producenterne.
ACR er indbygget teknologi i smart-tv, der indsamler data om, hvilket indhold der vises på skærmen, navnet på tv-producenten, tv-selskabet, tv-programmerne og reklamerne. Med det værktøj ved tv-producenterne nøjagtigt, hvad du ser, hvor længe og hvornår du så det.
På flere tv kan man for eksempel finde teknologien under navnet Samba TV og SyncPlus. Det er en valgfri teknologi, som brugeren selv skal acceptere. I markedsføringen forsøges teknologien pakket ind som en tjeneste, der leverer personlige anbefalinger til indhold – men prisen man betaler er altså værdifuld data om dig og din tv-adfærd.
Massiv dataindsamling via smart-tv er velkendt problematik
Det er langt fra første gang, at smart-tv som produktkategori er kommet under lup for netop denne problematik. Et studie fra Princeton University i 2019 viste, at smart-tv er blevet dataindsamlingsmaskiner.
Det trak også overskrifter, da Vizios direktør Bill Baxter samme år erkendte, at netop dataindsamlingen er årsagen til, at tv-mærket kan sælge sine tv til meget lave priser.
Læs også: Nyheder om smart home og smart work