Den danske karriereportal Graduateland solgt til franske JobTeaser
Den danske SaaS-virksomhed og jobportal for studerende og nyuddannede Graduateland er blevet solgt til den franske jobportal JobTeaser. Det oplyser Graduateland i en pressemeddelelse.
Læs også: Dansk teknologi: Her er de største danske techvirksomheder
Bliver markedsleder i Europa
Det er uvist, hvad prisen for salget af det danske selskab er. Alle fem oprindelige stiftere og ejere sælger deres andele, og Patrick Lund, der er direktør og medstifter i Graduateland, fortsætter som direktør for den nordiske afdeling i det samlede JobTeaser.
“Vi har fundet det perfekte match med JobTeaser, som vi løbende har snakket med siden 2016. På grund af vores voldsomme vækst har der været mange interesserede købere, men ingen andre passede lige så godt. Vi bliver nu sammen de facto markedsleder i Europa, og vores teknologi til virtuelle jobmesser er langt foran, hvad der ellers er på markedet,” siger Patrick Lund, direktør og medstifter i Graduateland.
“Graduateland er et fantastisk match med JobTeaser, både med virksomhedens kultur og visionen, som de har formået at eksekvere sublimt i Norden. Vi glæder os til at tage de unikke løsninger, som Graduateland har udviklet, ud til et kæmpe marked og på den måde skabe de bedste muligheder for at talent kan møde jobs på tværs af hele Europa,” siger Adrien Ledoux, direktør i JobTeaser.
Læs også: Hvad er software og it, og hvilken betydning har det for samfundet?
Oplevede stor vækst under coronanedlukningen
Graduateland blev stiftet tilbage i 2010 og har gennem årene udviklet sig til en jobportal for studerende og nyuddannede. CBS blev i 2012 partner, og den danske SaaS-virksomhed voksede til 40 medarbejdere, indtil coronanedlukningerne satte en kæp i hjulet for væksten.
Pludselig stod Graduateland med kun 17 medarbejdere og fokuserede kun på Norden. Efter nedlukningen har jobportalen igen fortsat sin vækst og har nu 45 medarbejdere. Det skyldtes særligt funktionen Virtual Career Fair, som gjorde det muligt for store virksomheder at afvikle virtuelle jobmesser med studentermedhjælpere og nyuddannede – noget som hidtil var foregået fysisk på karrieremesser på universiteterne.
Nye ekspansionsplaner betyder, at yderligere 25 medarbejdere er på vej til Graduateland i de kommende to år. Kontoret i Danmark kommer til at udgøre det nordiske kontor i JobTeaser-koncernen.
Læs også: Nyheder om dansk teknologi