Microsoft vil udfordre Google: Arbejder på ChatGPT-drevet Bing
Når det kommer til søgemaskiner, dominerer Google fuldstændig med en markedsandel på alt mellem 83 og 96 procent alt efter analyseinstitut.
Den næststørste spiller på markedet er Microsofts søgemaskine Bing. Til trods for at have eksisteret siden 2009 har Bing dog aldrig formået at stjæle nogle betydelige markedsandele fra Google.
Men det kan være, at det ændrer sig.
Læs også: Hvad er software og it, og hvilken betydning har det for samfundet?
Bing opruster med kunstig intelligens fra ChatGPT
Allerede i slutningen af marts lancerer Microsoft nemlig en ny udgave Bing, der bruger samme kunstige intelligens, som er udviklet til virksomheden OpenAIs AI-bot ChatGPT. Det erfarerer The Information på baggrund af to kilder med tæt kendskab til planerne.
At netop Microsoft og OpenAI efter sigende samarbejder om at give Bing en større opgradering, er ikke tilfældigt. Tilbage i 2019 sprøjtede Microsoft 1 milliard dollar i netop OpenAI. De to virksomheder indgik et flerårigt samarbejde om at udvikle teknologier inden for kunstig intelligens til brug i Microsofts cloud computing-tjeneste, Azure.
En udgave af Bing, der anvender samme kunstige intelligens som ChatGPT, vil formentlig kunne hjælpe Microsoft med at levere langt mere relevante og brugbare søgeresultater til folk, der søger på alt mellem himmel og jord. Dermed får Google øget konkurrence fra den konkurrerende amerikanske techgigant.
ChatGPT blev gjort offentlig tilgængelig den 30. november. Det er et stykke software, som er designet til at efterligne menneskelig interaktion. Brugere kan derfor skrive stort set hvad som helst til den, og straks kvitterer AI’en med et velformuleret og brugbart svar. ChatGPT er trænet med store mængder data fra internettet.
OpenAI’s nye chatbot har imponeret med sine skrivefærdigheder og evner til tilsyneladende at ”hjælpe” elever med at bestå eksamensopgaver. It-sikkerhedsfirmaet Check Point Software Technologies har også advaret mod, at ChatGPT er i stand til at udforme phishingmails og skabe en ondsindet Excel-fil. Dermed kan folk uden de fornødne tekniske færdigheder i praksis skabe phishingmails.
Læs også: OpenAI’s nye chatbot imponerer med sine skrivefærdigheder
Google i forhøjet beredskab
Ifølge The New York Times har OpenAIs lancering af ChatGPT fået Google op af stolen. It-giganten har ifølge mediet erklære ”rød kode” – et udtryk, som dækker over at gå i forhøjet beredskab. En leder hos Google har over for avisen beskrevet søgegigantens arbejde med at lave en konkurrerende sprogmodel som knald eller fald.
Sprogmodellerne har potentiale til at genopfinde eller endda erstatte moderne søgemaskiner, idet de kan give langt mere konkrete og relevante svar på forespørgsler end end klassisk liste over søgeresultater. Ifølge avisen kan Google også være tilbageholdende med at anvende teknologien som erstatning for den nuværende søgemaskine, fordi den ikke på samme måde er egnet til at vise online annoncer – noget der udgjorde mere end 80 procent af Googles indtægter i 2022.
Google har i forvejen en sprogmodel kaldet LaMDA, som ligesom ChatGPT har stort potentiale til at levere relevante svar på forespørgsler, men som også kan ødelægge Googles forretningsmodel.
Læs også: Nyheder om software og it-løsninger