Teknologiforståelse som valgfag i folkeskolen er ikke nok
Regeringen kunne onsdag præsentere et nyt folkeskoleudspil kaldet ”Forberedt på fremtiden II – Frihed og fordybelse”. En af de større nyheder i udspillet er introduktionen af teknologiforståelse.
Regeringen foreslår ikke teknologiforståelse som sit eget, selvstændige og obligatoriske fag på linje med dansk, engelsk og matematik. Regeringen ønsker i stedet, at teknologiforståelse skal indgå som et element i udvalgte, eksisterende fag i 1. til 9. klasse, så ”elever understøttes i at forstå og kritisk vurdere den teknologi, de møder i hverdagen.”
Derudover ønsker regeringen også at tilbyde teknologiforståelse som et nyt valgfag i 7. til 9. klasse. Her kan de tilegne sig færdigheder såsom kodning.
Læs også: Her er alle danske it-uddannelser og uddannelser inden for teknologi
IT-Branchen, IDA og Dansk Industri vil have mere teknologiforståelse
Både hos interesseorganisationen IT-Branchen, Ingeniørforeningen, IDA og Dansk Industri er der ærgrelse over, at teknologiforståelse ikke er prioriteret som eget selvstændige og obligatoriske fag i folkeskolen.
I IT-Branchen glæder man sig ganske vist over, at faget har fundet vej ind i folkeskolen med det nye udspil. Organisationen efterlyser dog, at faget prioriteres højere.
”Den valgte model er utilstrækkelig. De fleste børn vil kun opleve teknologiforståelse som et drys i andre fag og kun de særligt interesserede tager det som et tilvalgsfag i udskolingen. Vi har brug for et obligatorisk fag for at sikre, at alle børn og unge bliver klædt tilstrækkeligt godt på til en mere digital verden – det gør vi ikke med drys og et valgfag,” siger Mette Lundberg, der er direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.
Også Ingeniørforeningen, IDA roser regeringen for at inddrage teknologiforståelse i skoleskemaet. Laura Klitgaard, der er formand i Ingeniørforeningen, IDA, frygter dog, at den valgte tilgang ikke sikrer, at alle elever får den nødvendige indsigt i den digitale verden, når faget ikke bliver et selvstændigt og obligatorisk fag for alle elever i folkeskolen.
”Digital teknologi fylder mere og mere i vores samfund, i vores hverdag og sociale liv, og udviklingen gør, at vi skal klæde vores børn ordentligt på. Hvis faget ikke kommer på skoleskemaet hos alle elever, er jeg bange for, at vi taber alt for mange, og at faget ikke får godt nok fat,” siger hun.
Hos erhvervsorganisationen Dansk Industri er reaktionen den samme. Her er glæde at spore over, at teknologiforståelse kommer på skoleskemaet, men skuffelse over, at faget ikke prioriteres højere.
“Teknologiforståelse skal ikke bare været et valgfag, men være en fast del af folkeskolen. Det er helt essentielt, at vi ikke taber en hel generation på gulvet, fordi vi for langsomme om at komme i gang. Den teknologiske udvikling buldrer afsted, og folkeskolen skal med på det tog, inden det kører fra os,” siger Lars Sandahl Sørensen, der er administrerende direktør i Dansk Industri.
IT-Branchen vil hæve ambitionsniveauet
Undervisningsminister Mattias Tesfaye har lagt op til, at der skal ske en bred offentlig diskussion om udspillet, inden de politiske forhandlinger går i gang. Den mulighed vil IT-Branchen udnytte for at gøre sin indflydelse på at inddrage mest mulig teknologiforståelse i folkeskolen.
”Vi vil aktivt gå ind i debatten for at få hævet ambitionsniveauet. Eksperter og en bred alliance for digital teknologiforståelse er enige om, at der skal mere til,” siger Mette Lundberg fra IT-Branchen.
Læs også: Nyheder om uddannelse og studieliv