I de seneste år har sexchikane og krænkelser, både digitale og fysiske, været et særligt nærværende tema for den aktuelle politiske og offentlige debat. Men det er faktisk siden 2017 med #MeToo, at der har været kastet lys over den krænkelseskultur, som har ligget og ulmet latent. Takket være teknologi er det muligt for budskaber at nå ud til mange mennesker. Al den omtale har katalyseret et skred i samfundet, især mellem mænd og kvinder.

Samtidsmennesket bliver dannet og forstået ud fra historie og erfaringer. Det kan være vanskeligt at skulle adoptere og acceptere nye strømninger, især når disse har til formål at reproducere normer, som er en integreret opfattelse af samfundets opbygning, adfærdsmønstre og ideologier.

Det er en gængs standardindstilling at opdrage drenge og piger forskelligt fra hinanden. Især i datinglivet lærer kvinder at lade sig jage og sige nej for at se, hvor langt jægeren, eller manden, er villig til at jage hende. Det betyder også, at kvinder ofte udskammes for ikke at være kostbare nok i tilfælde af, at de har fravalgt at rette sig efter oldtidsfilosofien.

Findes der en facitliste?

Vigtigheden i at forstå, hvor subjektiv krænkelse er, kan ikke understreges nok. Forståelsen af det vil lægge grundstenene for, hvordan vi taler om krænkelsessager, ofre og gerningsmænd.

Måden vi taler om ting på er med til at afgøre, hvordan vi har det med disse ting. Hvordan vi har det med visse ting, afspejles ligeledes i, hvordan vi taler om dem. Det er en reciprocitet, som ikke er til at undgå.

Men hvornår og hvordan afgøres det egentlig, at der er tale om en krænkelse? Hvad er en krænkelse overhovedet?

Det er helt tydeligt, at krænkelse betyder noget forskelligt for mange personer. I medierne bliver der talt om krænkelser, hvad enten det handler om indholdet af højskolesange, undervisningsindhold, seksualiseret chikane eller, hold nu fast, når du bliver krænket over, at der bliver talt om krænkelse – altså metakrænkelse.

Uanset hvordan det vendes og drejes, er det blevet et udgangspunkt, at du selv vurderer, om du virkelig føler dig krænket eller ej.

Det betyder ikke, at du udskammer personer, der har haft samme oplevelser som dig, og som identificerer disse oplevelser som krænkende, bare fordi du ikke selv deler samme opfattelse. Som professor og overlæge Jacob Rosenberg sagde i et tv-indslag i B.T. i november: ”Vi kan ikke gøre os til dommere af hinandens psyke”.

Det perspektiv er vigtigt, fordi vi lærer at mærke efter i os selv. Vi lærer at vurdere vores følelser, og vi hjælper hinanden til at blive klogere på kulturen.

Med de sociale medier, som i skrivende stund gør sig meget i krænkelsessager, er det forståeligt, at mange kan blive påvirkede af alle de forskellige definitioner af krænkelse. Jeg mener derfor, at det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvornår man i virkeligheden føler sig krænket, og hvornår der er tale om en afvigelse fra det ordentlige. Uanset hvad skal alle, mænd som kvinder, lære at opføre sig ordentligt.

Storebror ser alt

Den frembrusende fremkomst af digitaliseringen har givet mennesket mulighed for at invitere befolkningen med hjem i det private rum, både i bogstavelig og billedelig forstand. Det sker både via de sociale medier og i tv’et. Big Brother-programmet, som jo egentligt blot var en flok danskere, vi overvågede, mens de levede sammen i et aflukket hus, gjorde netop det at nedbryde grænsen mellem det private og det offentlige rum.

Nedbrydningen af den grænse betyder, at mennesket i ringere grad kan holde privaten privat, og at flere mennesker bliver stillet til ansvar for deres adfærd, hvad enten den optræder for lukkede døre eller ej.

Den amerikanske billedkunstner Andy Warhol sagde, at ”life imitates television”. Her skal vi forstå den udvikling, der er sket mellem os mennesker og teknologien. Med den øgede mulighed for transparens om, hvad der sker i det private rum, afhænger menneskets adfærd nu af teknologiens mange muligheder.

Menneskets adfærd ændres radikalt, fordi den konstitueres af den forøgede risiko for at skulle stå til ansvar for enhver handling. Især i debatten om krænkelsessager bliver i særdeleshed mænd tvunget til at påtage sig ansvaret for enhver krænkelse, de skulle have begået. Også selv om der er tale om en 20 år gammel sag. Men hvad betyder alt det for menneskets adfærd generelt?

Grov mediehetz kan lede til selvmord. Er det der, vi er på vej hen?

På den anden side spiller teknologien også en væsentlig rolle, når det kommer til selve krænkelsen. Teknologien tillader nemlig gerningsmænd og -kvinder at udøve flere forskellige typer for krænkelser.

Der findes flere online kanaler, hvor det er muligt at have anonyme profiler. Og selvfølgelig også de famøse catfish-profiler. Med den slags anonymitet kan man misbruge tillid til at udøve forfærdelige (og ulovlige!) gerninger.

Den svenske forfatter og #MeToo-kritiker, Åsa Linderborg, har fulgt med i den danske håndtering af krænkelsessagerne. Hun er ikke begejstret. Hun advarer mod at følge samme spor, som de gjorde i Sverige, hvor en kæmpe mediehetz endte med at drive teaterchefen Benny Frederiksson mod selvmord.

Medieopmærksomheden har også betydet, at der nu er tale om at definere krænkelsessagerne ud fra ofrets perspektiv. Dette perspektivskifte betyder, at den forurettede dominerer afgørelsen af sagen. Dermed har offeret magtpositionen i debatten. Det er en langsom udvikling, men enhver person i besiddelse af magt skal være omhyggelig i sin brug af den – uagtet hvordan forhistorien ser ud.

Det er op til vores moralske kompas at navigere rundt i mulighederne, som den moderne teknologi og magtpositionering giver os.

Alexandra Infantino Charquero er en gæv, ung kvinde, som har trådt sine barnesko på Vestegnen, men har de seneste 5 år boet i København. Alexandra fik sin bachelorgrad ved Københavns Universitet og læser nu interkulturelle markedsstudier på kandidaten. Hendes akademiske interesser bunder i sociale identiteter, antropologi og pragmatisk kommunikation, og hun giver altid gerne sine nære en sociopragmatisk analyse med på vejen. Hendes motto er: Drop horoskopet – kom til mig i stedet. Læs andre klummer af Alexandra Infantino Charquero her