Online tilgængelighed giver et udtryk for at være social og pleje vores forhold – selv i tider, hvor vi er pressede med studie og/eller arbejde. Men hvad sker der, når vi tillader de sociale medier at fylde så meget, at det bliver svært at holde fokus på bare at se en film? Er det virkelig muligt at være to steder på én gang?

“Hov, 2 sekunder. Jeg skal lige svare på den her besked fra min kollega, men jeg lytter, så bare fortæl videre!”. Vi kender det alle sammen. Vi sidder sammen med en ven, og pludselig bliver vores interaktion afbrudt af en besked, der tikker ind. Hvad sker der med os, vores identiteter og interaktionen, når vi bliver afbrudt på den måde?

Mennesket er et naturligt socialt væsen, og menneskekontakt er essentielt for vores velbefindende. Det varierer selvfølgelig i hvor stort et omfang, vi nyder selskab. Vi skal også korrigere for introverte og ekstroverte, men hvor om alt er, er det vigtigt for rigtigt mange af os. Og det er lige præcis derfor, de sociale medier fungerer så godt. Eller hvad?

Når vi tilbringer tid med andre mennesker – som jo oftest er nogen, vi kan lide eller har noget til fælles med – indgår vi i vores sociale roller. Med de sociale roller følger nogle identiteter, som er premisser for, hvordan vi bliver opfattet og opfører os, så vi tilpasser os vores miljø. Disse roller varierer som regel afhængigt af, hvem du interagerer med: Familie, venner, kolleger osv. Men sjældent er du sammen med alle disse forskellige grupper på samme tid – og dog. Sociale medier giver netop den mulighed for at være i kontakt med alle de sociale grupper, som man kunne ønske sig.

Online pandemi

Online tilgængelighed kommer med den præmis, at du sjældent har tid til at kede dig og være alene med dine tanker. Det er sågar blevet svært at være social uden de sociale medier. For eksempel når vi tillader os at blive afbrudt i en interaktion, fordi vores smartphone bipper og vil have vores opmærksomhed. Eller når vi har mulighed for at spille multiplayerspil på mobilen, hvor telefonen vinder endnu engang.

Det er kommet dertil, hvor vi føler, at vi keder os, når vi sidder med vores smartphone i hånden og surfer frem og tilbage mellem vores apps. Det er noget, vi gør, fordi appsene er indrettede til at holde os koblede til.

Burde det ikke være et tegn, at smartphonen ikke er stimulans nok, når vi kan kede os med den i hånden? I stedet burde vi lægge telefonen fra os og gå en tur og opleve vores omgivelser og det liv, som rent faktisk foregår uden for vores dør.

Det er klart, at mulighederne ikke var, som de plejede under pandemien. Jeg vil påstå, at kravet om den sociale isolation, forskyldt af pandemien, ikke er meget forskellig fra den moderne teknologis sociale isolation, vi udøver, når vi er bundet til den i det omfang, vi er.

Det er måske ekstremt at sammenligne pandemiens følger med de online-marionetdukker vi er. Men helt grundlæggende er begge fænomener hæmmende for vores sociale interaktioner. Forskellen er bare, at vi rent faktisk selv er herrer over vores smartphoneforbrug.

Personligt satser jeg mine penge på, at det er et tegn på ensomhed. Mennesker i alle aldre, fra alle steder rundt omkring i verden, og alle køn, tror jeg, deler alle fællesnævneren, at vi er ensomme, som vi aldrig har været det før. Med alle muligheder for at være “sociale” online er det svært at kede sig alene og tilbringe en aften på sofaen uden at tjekke, hvad der sker online.

Vi har alle sammen hørt vores forældre sige, at ”det er godt at kede sig”. Og det er fordi, at det er det. Det bliver sværere og sværere at kede sig, fordi vi aldrig ikke er online. Paradokset her er, at når vi er sammen med mennesker, forventer vi en gensidig opmærksomhed og fuld tilstedeværelse. Men når vi for eksempel sender en besked, forventer vi enten bevidst eller ubevidst et svar inden for det følgende kvarter. Er det mon fordi vi alle godt ved, at ingen ikke er online?

Homo digitalis

Online tilgængelighed er særligt, noget som Gen Z oplever som et kriterie for deres sociale adfærd. Det er en generation, der ikke har levet i en verden uden moderne smartphones. De har fået Snapchat, Instagram og Facebook ind med modermælken. Derudover lærer de fra en tidlig alder, gennem deres forældre, at det at være tæt forbundet med sin smartphone er vanlig adfærd. Især med corona på sidelinjen synes jeg, at det er værd at skænke en tanke, eftersom mulighederne for sociale interaktioner og tæt kontakt har været begrænsede.

Teknologiforsker og foredragsholder Søren Hebsgaard lavede en undersøgelse af 7.650 gymnasieelever og spurgte dem om deres SoMe-vaner. Resultaterne indikerer, at moderne teknologi i høj grad dominerer deres hverdagsliv – både på godt og ondt.

Informationer og nyheder er nemme at få fat i. Der er alle forudsætninger for nemt at udforske egne interesser, og underholdning er kun få klik væk. Det er simpelthen så nemt, men måske lidt for nemt?

De fleste mennesker i dag, unge som ældre, ejer en smartphone. Og som vi allerede ved, er de indrettede, så vi kan have svært ved at lægge dem fra os. I Søren Hebsgaards undersøgelse mente størstedelen af eleverne faktisk ikke, at de brugte for meget tid på deres telefon. Alligevel viste resultaterne, at 80 procent af de unge havde svært ved at holde koncentrationen, når de enten lavede lektier, så film eller lignende. Dertil sagde 56 procent, at de som regel besvarede henvendelser på deres smartphones inden for 15 minutter eller hurtigere. 48 procent svarede, at de flere gange om ugen kom til at ligge med deres telefon i alt for lang tid, inden de lagde sig til at sove.

Der er ikke nødvendigvis en årsagssammenhæng mellem resultaterne. Men det er bemærkelsesværdigt og indikerer, at de unge trods alt bruger for meget tid på telefonen. Men jeg vil lade det stå for sig selv.

Forskellen på ældre og unge er, at voksne mennesker mestendels vil have flere ansvarsområder og ærinder at løbe i løbet af en dag. Det må betyde, at der er flere nødvendige pligter, der kan forsømmes grundet tidsrøveri af smartphonen.

I og med at Gen Z formentligt kommer til at opleve en endnu mere digitaliseret verden – det er altid lidt svært at spå om fremtiden – finder jeg det vanskeligt at prædike om, at de skal blive bedre til at lægge telefonen fra sig, selvom det altid er en dårlig idé at forsømme sine lektier og søvn. I stedet vil jeg bruge menneskelige værdier som argument.

Som jeg redegjorde for i starten af klummen, er mennesket socialt, og vi dyrker vores sociale identiteter. SoMe kan hjælpe os lidt hen ad vejen. Men mennesket har brug for mere end en skærm med likes. Det er essentielt, at vi lærer os selv og de kommende generationer, at social interaktion, anerkendelse og selvværd ikke måles i likes og kommentarer, og hvor hurtigt du kan svare tilbage på en besked. Vær til stede, når du kan – ung som gammel.

Desværre tillader vi teknologien at snyde os. Både app-layouts og nudging kobler os til teknologien. Men noget så simpelt som navnet på fænomenet sociale medier antyder, at vi er sociale, når vi surfer dem.

De fleste sociale apps er karakteriserede ved, at brugeren har kontakt til sin omgangskreds eller en vilkårlig gruppe, som brugeren har tilhørsforhold til. Det kan føre til en følelse af samvær, når du opererer i disse apps. Men hvad med de øjeblikke, du er alene, hvor du venter på svar eller allerede har surfet rundt mellem de andre apps?

Der er en konstant trang til at være tilgængelig for alt og alle hele tiden. Om vi så kompromitterer os selv for at være det. Men når vi nu er blevet så opsatte på og bevidste om, hvad vores sociale grupper tænker om os, hvilken signalværdi har det så, når vi ihærdigt poster stemningsbilleder, når vi er ude, men aktivt ikke besvarer opkald eller beskeder? Det er endnu et kæmpe paradoks, som efterlader en form for mistillid mellem mennesker. Hvornår kan vi så stole på hinanden? Den konstante online tilgængelighed medfører adskillige spørgsmål om adfærd, gensidig tillid og sociale identiteter, som alle er nogle områder, vi bør fundere lidt mere over uden at have vores telefon i hånden.

Problemet er sågar selv anderkendt af smartphoneudviklerne. Der er derfor med tiden blevet tilføjet funktioner, der skal hjælpe brugeren med at fralægge telefonen. Hvorfor de ikke udvikler et mindre nudgingsystem, kan man så spekulere mere over.

Alexandra Infantino Charquero er en gæv, ung kvinde, som har trådt sine barnesko på Vestegnen, men har de seneste 5 år boet i København. Alexandra fik sin bachelorgrad ved Københavns Universitet og læser nu interkulturelle markedsstudier på kandidaten. Hendes akademiske interesser bunder i sociale identiteter, antropologi og pragmatisk kommunikation, og hun giver altid gerne sine nære en sociopragmatisk analyse med på vejen. Hendes motto er: Drop horoskopet – kom til mig i stedet. Læs andre klummer af Alexandra Infantino Charquero her