Til trods for mange forskelligheder mellem mennesker, nationer og kulturer oplever vi en hverdag, der for hver dag bliver mere og mere digitaliseret. Udviklingen forskønner livet på mange områder, men mellem alle herlighederne gemmer sig nogle tankevækkende opdagelser og sandheder. Disse er nogle, vi er nødt til at kende for at passe på os selv og vores sundhed.

Som så mange andre med en Netflix-konto måtte jeg se, hvor al den hype omkring The Social Dilemma kom fra, så jeg loggede ind på min profil og satte dokumentarfilmen på.

Eftersom jeg lige er flyttet i ny lejlighed, og min kæreste er meget kræsen omkring, hvilket TV vi skal erhverve os, foregår filmaftener via min computerskærm. Ligeledes venter jeg på det bredbåndsabonnement, som lejlighedsforeningen tilbyder til november, så når jeg skal bruge internet, bruger jeg min iPhone til dette.

Godt at der er så mange muligheder med teknologien.

Til de af jer, som ikke har hørt om The Social Dilemma, vil jeg kort forklare handlingen (no spoilers, så læs roligt videre): Det er en kombineret dokumentar samt fiktiv film, som behandler problemstillingerne ved den gennemsnitlige persons forbrug af moderne teknologi, og hvilke konsekvenser det kan bringe med sig.

Streakere i det 21. århundrede

Jeg selv er det, man kender som millennial. Jeg har haft teknologien tæt på kroppen i mange år. Jeg kan tydeligt huske de spændende EDB-timer fra min folkeskoletid og Bounce-spillet på min mors Nokia. Men den nyere generation, Gen Z, har ikke levet i en verden uden smartphones – eller teknisk set blev den første smartphone lanceret i 1994, men hvis du googler dennes navn, IBM Simon Personal Communicator, vil du nok kunne se forskel på denne, og dem vi i dag kalder smartphones – så for god ordens skyld vil jeg ændre min udtalelse til: Gen Z har ikke levet i en verden uden moderne smartphones, og hertil følger der et liv, hvor du, bogstaveligt talt, nemt kan navigere rundt i verdenen og mellem apps. Yes, you guessed it. Der er selvfølgeligt et men.

De fleste Gen Z’ere er yngre end Google, og konceptet ikke at være online er nærmest et fremmed fænomen. Appen Snapchat, som er mere fremtræden hos de unge end hos de voksne, benytter streaks til at holde fast i den daglige trafik på appen. Til de ældre læsere: Streaks er intet mindre end et lille belønnende ikon, der fortæller dig, hvor mange dage i streg du og en anden snapper har sendt billeder frem og tilbage. Disse kan vare uger, måneder og for nogen sågar år. Hvis du skal vedligeholde den, er du nødt til at være inde på Snapchat-appen mindst én gang om dagen, hver dag. Men brugerne, som går op i dette, har for det meste streaks med flere end én.

Tristan Harris, som er tidligere Design Ethicist hos Google, fortæller i The Social Dilemma om de adskillige overvejelser, der ligger i at udvikle produkter og apps, som alle har til sigte at gøre det anvendte layout så attraktivt og appellerende som muligt. I Snapchat er de såkaldte streaks netop et af de virkemidler, som nudger brugerne til at bruge appen med høj frekvens.

Men det er ikke kun streaks, en bruger får ud af at være travl på Snappen. De brugere, der har mange og høje streaks, opnår kæmpe social kapital, for hvem vil ikke gerne være så eftertragtet, at der sidder mindst én person i den anden ende og kæmper for at holde streaken i live?

Den slags appfeatures er, hvad mange unge bruger som social valuta i dag, og det former deres adfærd til det yderste. Det er et system, som er lavet til at stimulere menneskets hjerne og binde dem fast til teknologien, som er tildelt navnet persuasive technology.

Tag nu jakken af

Fælles for både ungdommen og voksne er den online tilgængelighed, vi alle er under konstant. Søren Rasted sagde engang noget i Mads og Monopolet, som jeg syntes ramte hovedet på sømmet: “Det at have sin telefon fremme i et selskab, det er ødelæggende. Det er som at sidde til en fest med nogen, der har jakke på og ser ud, som om de er ved at gå hele tiden.”

Vi kender det alle sammen; øjeblikket hvor din selskabspartner trækker sin telefon op af lommen – hvis den altså ikke allerede ligger på bordet – for at tjekke, hvilken notifikation der bippede ind og derfor efterlader dig sidde alene stirrende ud i luften for en kortere stund.

“Stund”. Det lyder jo blot som et øjeblik, men det føles som en evighed. Og den person, der sidder tilbage, fremstår og føler sig nok kedelig og uinteressant for sit selskab.

Og hvad skal man egentlig lave i den stund? Gud forbyde, at du skulle tage et kig på dine omgivelser, observere menneskerne omkring dig, eller bare sidde og nyde tilværelsen. Du har vel også selv fået et par notifikationer, du lige selv kan tjekke, og hvorfor ikke? Du sidder jo alligevel bare og glor.

Vil du have et glas mælk til dine cookies?

Definitionen af cookies hos Erhvervsstyrelsen lyder: Cookies er små tekstfiler, der indsamler data om brugeren, som kan bruges til at forbedre brugerens oplevelse af fx en hjemmeside.

Det lyder jo i sig selv ganske uskyldigt og belejligt med et skræddersyet feed. Men hvordan udvikler vi os, når vi konstant bliver disponerede for vores egne holdninger og interesser? Cookies indsamler dine brugerdata og bliver kloge på dine online adfærdsmønstre. Her er det vigtigt at sige, at det ikke er din persondata, som virksomhederne er interesserede i, men din opmærksomhed og, forhåbentlig, nye adfærd, som er i deres favør. Cookies er det, der sker, når du én gang har søgt på en rejse til Spanien, og senere ser reklamer for hoteller i Spanien på dine sociale medier og online søgemaskiner.

Din smartphone forstår altså, hvad du kan lide at se på, så næste gang du hopper på Instagram, sørger den for at loade dit udforsk-feed op med det indhold, som matcher dine interesser. Som Jeff Seibert, tidligere Executive Serial Tech Entrepreneur hos Twitter, siger: “Alt hvad du foretager dig bliver registreret online.”

For hvert klik du foretager dig online, bliver din smartphones hjerne klogere på dig, dine interesser, og hvad du kan lide at se eller læse om – og det er derfor, du føler, at dit feed er lavet præcis til dig.

Tristan Harris siger yderligere i dokumentaren: “Hvis du ikke betaler for produktet, så er du produktet”. Og det er her, at det er vigtigt at forstå, at Google og Facebook m.v. er mere end platforme, som hjælper dig med at søge efter informationer, venner og billeder. De kæmper for din opmærksomhed.

Det er din opmærksomhed og forbrugeradfærd, som er produktet, og det er os, der bliver solgt til reklamerne. Annoncører køber sig ind på disse platforme, fordi det er alment kendt, at mennesker bruger mængder af tid online. Vi bliver påvirkede af de reklamer, vi ser, og pludselig får vi tanker og idéer, som vi ellers ikke ville have.

Ifølge The Social Dilemma er der ingen af disse firmaer, der ønsker vores persondata, men vores opmærksomhed. Endnu mere konkret er det vores udviklende og nudgede adfærdsmønstre, som bliver solgt. Vi skal blive bedre til at være kritiske over for, hvilke nyheder, opslag og billeder, vi bliver disponerede for, og vi skal søge at udvide vores horisonter. Personligt følger jeg aktivt forskellige sider på Facebook, som jeg både er enige og uenige med. Bevares, nogle gange kommer der noget, jeg synes er ganske dumt eller irrelevant, men jeg må også sige, at det er sjovere at læse om noget, jeg umiddelbart ikke er enig i. Der er sjældent meget diskussion eller ny læring, når alle er enige.

Når jeg ser en filmdokumentar, hvor fagpersoner kritiserer deres eget professionelle univers, navnlig det teknologiske, bliver jeg i sandhed ængstelig, og jeg må sige, at jeg er blevet mere bevidst om min online adfærd. Jeg håber, at vi sammen vil huske hinanden på at værne om vores sociale sundhed, samtidig med at vi glæder os over de positive følger, der kommer med teknologien hver dag.

Alexandra Infantino Charquero er en gæv, ung kvinde, som har trådt sine barnesko på Vestegnen, men har de seneste 5 år boet i København. Alexandra fik sin bachelorgrad ved Københavns Universitet og læser nu interkulturelle markedsstudier på kandidaten. Hendes akademiske interesser bunder i sociale identiteter, antropologi og pragmatisk kommunikation, og hun giver altid gerne sine nære en sociopragmatisk analyse med på vejen. Hendes motto er: Drop horoskopet – kom til mig i stedet. Læs andre klummer af Alexandra Infantino Charquero her