I 2021 lever vi i en verden, hvor behovet for selvrealisering gennem andre er særligt nærværende. Egentlig er det ikke underligt, at mennesker har behov for social accept, idet mennesket naturligt set er et socialt væsen. Men lige som med alt andet evolution er udtrykket for den sociale selvrealisering også under udvikling. I den digitale verden, vi lever i, er likes blevet en universel social valuta, som de fleste af os kan forstå.

Når vi poster nye billeder og tweets, responderes der oftest med likes. Og hvad betyder sådan et like egentligt? Hele intentionen med like-knappen var at sprede kærlighed og fællesskab. Med tiden er like-funktionen dog blevet rekreeret. I dag vil de fleste forstå det som social kapital, og i det helt ekstreme et middel til en højere plads i det sociale hierarki. Det er sågar blevet så manifesteret, at Facebook har fået hele seks reaktionsmuligheder udover like-knappen.

Like-fænomenet får mig ofte til at tænke på Nosedive-afsnittet fra serien Black Mirror. Så snart jeg fanger mig selv i tankestrømmen, får jeg det dårligt. Lever vi allerede i sådan et samfund?

Den moderne jæger-samler

Når jeg taler om det sociale hierarki, taler jeg også om influencere. Inden for de seneste år med moderne teknologi og SoMe er det at være influencer blevet et større fænomen. Selve titlen influencer siger jo egentligt alt, vi bør vide om det. Der er tale om en person, som påvirker dig. Han/hun influerer dig, så at sige. Det kan jo sådan set både være positivt og negativt.

Men den prototypiske influencer er typisk en person, som reklamerer for forskellige produkter: Det kan være rejser, selvplejeprodukter og tøj. Disse ting er typisk ting, som siger noget om, hvordan et foretrukket liv ser ud.

For nylig udgav DR en artikel om Line på 29, som tager over 20 selfies om dagen. Hendes Instagram-profil har hun estimeret til at bestå af 90% selfies. Hun har knapt 8.300 følgere, og de fleste af dem er nogen, hun slet ikke kender. Flere gange har Line købt sig til likes. Ja, det kan man. Betale en sum penge for x antal likes. Alt dette er for at føle sig vellidt og anerkendt.

Værdien af likes eksisterer, fordi der er en fælles tro på dem. Vi kan købe os til likes, vi kan booste vores opslag, og man kan også kompromittere sig selv for at opnå de store mængder af dem. Hvad end det handler om at optræde letpåklædt eller være ansigt for et produkt, kan der altid være et element af manglende ærlighed bag opslaget. Men opslaget bliver delt alligevel, fordi vi ved, at det falder i god jord. Dermed høster de likes, som øger vores image og livskvalitet.

Lines historie er blot én ud af mange, som bevidner om den krævende onlinekultur, der gennemløber den digitale verden. Det er en adfærd, som kræver mængder af tid og forarbejde for blot at poste et enkelt billede.

Vores sociale identitet er super vigtig for os. Om du er like-hunter eller aldrig har haft en profil på de sociale medier – det er kun vores selvrealiseringsproces, der varierer. Målet er det samme.

Censur

Alt afhængigt af hvilken social identitet du ønsker at promovere, vælger du den strategi, som forbedrer dine muligheder for at cementere eller opnå den rolle.

Særligt på Instagram er det foretrukne selv en kerneværdi for mange brugere. Det er et personligt galleri, som du kan præge præcis, som du vil (så længe du respekterer Instagrams regler). For mange udfolder den sig via iscenesættelse og manipulerede billeder. Og lige præcis det med billedmanipulation og iscenesættelse kommer med en masse konsekvenser.

”Størstedelen af de mennesker som ser dine billeder, ved godt hvordan du ser ud i virkeligheden, og det er ikke som du ser ud med filter på.”

Det foretrukne selv sker det i samspil med de normative tendenser, som gennemløber en kultur, som i dette tilfælde er den kultur, vi ser online. Når kulturen er iscenesættelse og nøje udvalgte billeder, bliver det for nogle brugere et kriterie for at være online.

Noget der startede så uskyldigt som et snapfilter (det var noget med et par animerede hundøre og tunge), er nu udvidet med flere tusinde variationer. I det nye kæmpe sortiment er en stor del af dem udviklet til at modificere dit ansigt: større læber, mere katteagtige øjne, finere hud, slankere næse, mere solbrændt hud. Jeg kunne blive ved. Det er filtre som for mestendels søger at fjerne al bevis på, at der er tale om et naturligt menneske på billedet.

Et af de værre konsekvenser af dette overforbrug af filtre er den stigende efterspørgsel på plastikoperationer med sigte på at få flere træk som de, et Snapchat- eller Instagram-filter giver dig.

Jeg undrer mig over, hvornår vi er blevet så forfængelige. Hvornår diskursen er blevet, at det er modigt at dele et ”perfekt uperfekt” liv på de sociale medier. Måske er svaret at finde i spørgsmålet om hønen og ægget. Jeg vil vove at påstå, at trangen til selvrealisering kom først, idet vi allerede ved, at mennesket er socialt og har været det i mange, mange år (og selvfølgelig fordi vi ved, at internettet ikke er ældre end de fleste bedsteforældre verden over). Men i takt med teknologiens udvikling og dermed den konstante online tilgængelighed er behovet for liking – både i overført og bogstavelig forstand – steget markant.

Heldigvis er det blevet mere og mere fremtrædende med fokus på “uperfekted” på Instagram. Men selve diskursen om at poste disse realistiske og relaterende billeder er med til at fungere som en stopklods for en stigende frekvens af tilfældene. Hvis vi bliver ved med at tale om det som værende modigt at dele et ikke-manipuleret billede, er der noget i vores hjerner, som nok skal fortælle os, at vi ikke skal følge trenden. Tænk nu, hvis der ikke kom nok likes?

Influenza

Hvad det angår skønhedsidealet, kommer det ikke som nogen overraskelse, at der også her er sket en udvikling. Siden tidernes morgen har skønhedsidealet ændret sig.

Trends kommer og går. Nogle gange vender de tilbage, og nogle gange oplever vi helt nye idealer. Hvad der er fælles for dem alle, er dog, at de går hånd i hånd med den historiske, politiske og sociale kontekst. I 1800-tallet afspejlede din fysik, hvorvidt du var i stand til at tage dig af din familie. Derfor var Rubenesquekvinden og den tykke mand idealet.

Springer vi derimod frem til 2020, er vi kommet en lang vej, hvor mange – stadig ikke alle – idealer er nærværende og påskønnede.

Der er efterhånden mange Influencers på SoMe, som er en del af (del)løsningen på det problem, som den moderne teknologi trækker med sig. Hertil tror jeg, at den moderne teknologi tilføjer rig mulighed for at finde trøst, såfremt du er utilfreds. Men. For hvert billede eller information du kunne finde trøst i, minder adskillige andre billeder dig om, hvorfor du var utilfreds. Det er et paradoks.

En influencer er den moderne teknologi i menneskeform. Deres mission er at forme og manipulere dit perspektiv og din handleadfærd. Og vi tillader os selv og vores børn at blive disponerede for dem.

Ser vi bort fra reklameringen, opnår influencere også en social status, hvor de fungerer som autoriteter inden for det felt, de nu engang engagerer sig i. Og de er altid front runners i trends. 1st wave influencers var dem, der promoverede de forskønnede og overskudsagtige liv. Heldigvis er der også 2nd wave influencers, hvis mission er at promovere menneskelige værdier frem for materielle.

Min pointe er, at selvom teknologi og sociale medier kommer med en masse konsekvenser, kommer de også med en masse muligheder for udvikling. Men det er op til den individuelle at søge den sunde form for moderne teknologi. Udviklerne af SoMe er nemlig kun ude på at fange din opmærksomhed og forme din adfærd, og det bruger de især influencere til.

Skærmer vi folket for alle ”perfekthederne”, gør vi det samme som curlingforældrene. Vi plastrer os ind i bobbleplast og lærer ikke selvudviklingen, der ligger i at kunne skærpe vores sind til at se forbi og forstå, hvordan det virkelige liv hænger sammen. Vi skal forstå og omfavne, at vi hver dag kommer dybere og dybere ind i en digitaliseret verden. Og så skal vi lære at leve med den, samtidig med at vi ikke kompromitterer vores sindsstyrke. Sidst, men ikke mindst, skal vi bestemt italesætte de forventninger, vi har til hinanden og til os selv.

Alexandra Infantino Charquero er en gæv, ung kvinde, som har trådt sine barnesko på Vestegnen, men har de seneste 5 år boet i København. Alexandra fik sin bachelorgrad ved Københavns Universitet og læser nu interkulturelle markedsstudier på kandidaten. Hendes akademiske interesser bunder i sociale identiteter, antropologi og pragmatisk kommunikation, og hun giver altid gerne sine nære en sociopragmatisk analyse med på vejen. Hendes motto er: Drop horoskopet – kom til mig i stedet. Læs andre klummer af Alexandra Infantino Charquero her