Arbejdsulykker skal anmeldes: Der er alt for mange mørketal

Mange arbejdsulykker bliver ikke anmeldt, lyder det fra Arbejdstilsynet, der ønsker at gøre op med myter og mørketal.

Arbejdsulykker skal anmeldes: Der er alt for mange mørketal

Mange arbejdsskader og -ulykker bliver aldrig anmeldt, viser en undersøgelse fra Arbejdstilsynet. Det skyldes blandt andet manglende viden om arbejdsulykker og tvivl om, hvornår ulykken er alvorlig nok til at blive anmeldt. Derfor vil Arbejdstilsynet med en kampagne være med til at sikre, at langt flere ulykker anmeldes.

Forbyggende arbejde skal forhindre arbejdsulykker

Sine Frederiksen, direktør i Arbejdstilsynet, forklarer, at kampagnen køres i gang for medarbejdernes skyld og for alle vi andre.

Arbejdstilsynet har som mål, at alle anmeldepligtige arbejdsskader skal anmeldes. Det er der to grunde til. Det sikrer medarbejderne bedst muligt, hvis de skal have erstatning, og det styrker det forebyggende arbejde, slår Sine Frederiksen fast.

Myter om arbejdsulykker

Der er en del myter forbundet med at anmelde arbejdsulykker, som kan være skyld i, at mange ikke anmeldes. Myterne går blandt andet på, at ulykker, hvor medarbejderen selv kunne have forhindret ulykken, ikke skal anmeldes, samt at ulykker skal være alvorlige, før der er grund til at anmelde dem. Men det er ikke sandt.

Arbejdsulykker skal anmeldes – også de ulykker, som kunne være undgået. Hvis du som arbejdsgiver er i tvivl, er det altid bedst at anmelde ulykken.

Se også: Hvem har ansvaret for en arbejdsskade på hjemmekontoret?

Hvornår skal en arbejdsulykke anmeldes?

Anmeldereglerne er fastsat i arbejdsmiljøloven og i arbejdsskadesikringsloven. Det betyder, at hvis en skade opfylder kravene i én af de to love, så skal arbejdsgiveren anmelde.

Hovedreglen er, at arbejdsulykker, der medfører, at personen ikke kan foretage sit sædvanlige arbejde i mindst én dag ud over skadesdagen, skal anmeldes. Arbejdsulykker, der kan medføre ret til erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, fx behandlingsudgifter eller erstatning for varigt mén, skal også anmeldes.

Det er arbejdsgiverens pligt at anmelde arbejdsulykkerne.

Se også: Nyheder om arbejdspladser