Microsoft Teams får kæmpe opdatering – er nu dobbelt så hurtig

Microsoft Teams har fået en ordentlig overhaling og er blevet hurtigere og har fået en meget simplere brugerflade. Se alle nyhederne i det nye Teams.

Microsoft Teams får kæmpe opdatering – er nu dobbelt så hurtig

Under coronanedlukningerne fik programmet og appen Microsoft Teams på rekordtid vind i sejlene. Det blev en af de mest populære tjenester til at afvikle videomøder fra hjemmekontorerne, og i dag er det stadig en af de mest foretrukne tjenester af sin slags – særligt på grund af dens tætte integration med Windows 11 og andre Microsoft-programmer såsom Office-pakken.

Alligevel har Microsoft fundet masser af steder at forbedre Microsoft Teams til Windows 11. It-giganten har nemlig offentliggjort det, som ifølge firmaet selv er ”en ny æra for Microsoft Teams”.

Læs også: Hjemmekontoret er kommet for at blive: Her er fordele og ulemper

Hurtigere og mindre krævende

Microsoft Teams er blevet bygget forfra fra bunden, og det har resulteret i markante forbedringer af ydeevnen.

Installationen af Teams sker tre gange hurtigere, og det går dobbelt så hurtigt at tilslutte og oprette nye møder. Programmet bruger også 50 procent mindre RAM og 70 procent mindre lagerplads. Hvor det gamle Teams for eksempel skulle bruge hele 22,2 sekunder på at starte op, tager det “kun” 9,1 sekunder med det nye Teams.

Den forbedrede ydeevne er en konsekvens af, at mange brugere har rapporteret feedback til Microsoft om, at Teams kører langsomt og sluger meget strøm på en bærbar computer. Det skulle nu være markant bedre.

Microsoft er skiftet fra det tidligere Electron-framework til det nyere WebView2-framework, hvilket gør, at Teams deler ressourcer med Edge-browseren og dermed kan køre meget mere effektivt. Det gør, at al navigation i og afvikling af Teams føles markant hurtigere og mere flydende.

Helt ny brugerflade

Visuelt er der lige så mange forandringer som under overfladen. Det visuelle udtryk er nu i overensstemmelse med designstilen Windows 11, og der er færre af de karakteristiske lilla designelementer.

Microsoft har blandt andet gjort det nemmere at skifte mellem forskellige konti i det nye Teams. Nu skulle det være slut med at logge ud og skifte bruger for at tilgå forskelligt Teams-indhold.

Når du som mødedeltager rækker hånden op i et Teams-møde, vil du nu se, at din håndsoprækning automatisk forsvinder, når du har talt.

Teams-whiteboards er også blevet forbedret, så brugere nu kan dele såkaldte Loop-komponenter i whiteboardet. Loop er Microsofts nye løsning til i fællesskab at skabe virtuelle arbejdsrrum.

Der er også kommet nye videofiltre, der drives af AI.

Copilot: AI giver en hjælpende hånd

Microsoft introducerede for nylig sin nye AI-bot, Copilot, som er tæt integreret i Teams. Nu kan man invitere AI-botten til en gruppechat og få den til at planlægge møder og hjælpe med at lave resuméer, sammenfatninger og besvare spørgsmål.

Prøv det nye Microsoft Teams allerede nu

Microsoft har netop offentliggjort en tidlig udgave af Teams, hvor man kan smugkigge på de mange forbedringer.

Hvis du er almindelig bruger af Microsoft Teams, skal du blot klikke på knappen øverst til venstre i Teams-vinduet og angive, at du ønsker at prøve det nye Teams.

It-administratorer kan udrulle det nye Teams via Teams PowerShell eller i Teams Admin Center.

I første omgang er det nye Teams kun tilgængeligt til Windows. Microsoft arbejder på en opdateret udgave af Teams til Mac.

Læs også: Nyheder om arbejdsplads og hjemmekontor