Undersøgelse: Virtual reality egner sig ikke til arbejde

VR-headset giver en lang række udfordringer og dårlige præstationer i løbet af en uges arbejde sammenlignet med arbejde foran en klassisk computerskærm, viser ny undersøgelse.

Undersøgelse: Virtual reality egner sig ikke til arbejde

Virksomheder som Meta, Microsoft og NVIDIA arbejder i disse år ihærdigt på såkaldes metaverser – nye virtuelle verdener der tilgås ved brug af AR- og VR-udstyr. Tanken er, at metaverset kan give helt nye måder at interagere med hinanden, uanset hvor man befinder sig.

Netop Meta, det tidligere Facebook, slår sig også på at udvikle et metavers, der giver et arbejdsmiljø, der er fri for forstyrrelser, men hvor man alligevel kan samarbejde med sine kollegaer i virtuelle mødelokaler og interaktive whiteboards.

Men er VR-teknologi rent faktisk så brugbart til at arbejde i dag ud og dag ind, som særligt Meta gør det til? Det har et hold forskere fra Coburg Universitet i Tyskland undersøgt. Resultaterne er netop udgivet i den videnskabelige artikel Quantifying the Effects of Working in VR for One Week.

Læs også: Hjemmekontoret er kommet for at blive: Her er fordele og ulemper

a) Deltageren arbejder på en fysisk desktop-opsætning på et af tre fysiske steder (Tyskland), herunder en kurvet skærm og et tastatur med integreret touchpad. b) Deltager, der arbejder i VR-opsætningen iført en Oculus Quest 2, med det samme tastatur, men med en virtuel buet skærm. c) Deltagerens visning i VR, hvor det streamede indhold fra en fjernmaskine er synligt. d) Deltagerens visning af tastaturet og hænderne i VR. Foto: Coburg Universitet

En uges arbejde foran computerskærm og med VR-headset

I alt 16 deltagere, som alle var medarbejdere eller forskere på et universitet, gennemførte undersøgelsen, som tog en uge. To deltagere droppede dog ud af studiet allerede på førstedagen efter at have oplevet svimmelhed, hovedpine og angst. For de deltagere, der gennemførte undersøgelsen, var resultaterne bestemt heller ikke opløftende. Mere om dem om lidt.

Forskerne valgte bevidst ikke det bedste computerudstyr på markedet, men udstyr, ”der giver en oplevelse, der svarer til at arbejde på et fysisk skrivebordsmiljø”. I undersøgelsesperioden skulle deltagerne derfor arbejde både ved brug af VR-headsettet Oculus Quest 2 HMD samt ved et normalt computermiljø med mus, tastatur og en specifik computerskærm.

Uanset hvilken måde deltagerne arbejdede på, var indholdet, som deltagerne så og interagerede med via skærm eller VR-headset, leveret fra en arbejdscomputer med fjernstyringssoftwaren Chrome Remote Desktop for at give en ensartet visningsoplevelse i de to arbejdsmiljøer. Derudover sikrede det også, at alle deltagerne anvendte samme computermiljø, og at deltagernes oplevelse ikke blev påvirket af, at de medbragte egen computer, hvis de ønskede dette.

Stribevis af negative konsekvenser ved at arbejde i VR

Hver deltager arbejdede otte timer om dagen med 45 minutters pause til at komme sig og spise. Resultaterne efter en uges arbejde med VR-teknologi og en normal computeropsætning taler for sig selv. Samtlige deltagere vurderede VR som en dårligere teknologi til at arbejde i sammenlignet med det fysiske arbejdsmiljø.

Mange af deltagerne følte, at deres arbejdsbyrde steg ved at arbejde i VR – nærmere bestemt med i gennemsnit 35 procent. Deltagernes frustrationer steg også med 42 procent, negativ affekt steg med 11 procent, angst med 19 procent og overanstrengelse af øjnene med hele 48 procent.

Deltagernes mentale velbefindende faldt samtidig med 20 procent, og hvad angår brugbarhed vurderede deltagerne VR-teknologien 36 procent lavere. Deltagernes egen vurdering af deres arbejdsgang var 14 procent lavere, når de arbejdede i VR, og deres oplevede produktivitet faldt med 16 procent.

Alt i alt fremhæver undersøgelsen en del mangler og områder, hvor VR-teknologi skal forbedres, hvis den skal gøre et indtog på arbejdsmarkedet som et alternativ til en konventionel måde at arbejde foran en computerskærm på.

Læs også: Nyheder om arbejdsplads og hjemmekontor