Virksomheder får mulighed for at kræve coronapas af ansatte

Danske arbejdsgivere kan igen kræve fremvisning af coronapas og coronatest efter ny trepartsaftale, der skal give større tryghed på arbejdspladserne.

Virksomheder får mulighed for at kræve coronapas af ansatte

Regeringen, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har indgået en trepartsaftale, som skal give virksomheder mulighed for at kræve coronapas af ansatte. Det skete fredag morgen.

Det skyldes, at corona-smitten igen er stigende i samfundet, og det giver udfordringer på arbejdsmarkedet.

Anbefaler coronatest skal genindføres som lov

Derudover er regeringen, FH og DA enige om at anbefale Folketinget, at den lov, som tidligere gav arbejdsgiverne mulighed for at pålægge ansatte at lade sig coronateste, genindføres. Dette gøres for at skabe mere tryghed på arbejdspladserne og for sikre at virksomhederne kan mindske risikoen for stor smittespredning blandt de ansatte og dermed også mindske tab af omsætning.

Regeringen vil nu bede Folketingets øvrige partier om mulighed for hastebehandling i Folketinget og om opbakning til, at aftalen kan omsættes til lovgivning.

I slutningen af 2020 blev der indført en særlov, der gav landets virksomheder en bredere adgang til at pålægge medarbejdere at blive testet for coronavirus og til at modtage testresultatet.

Loven blev efterfølgende opdateret ved, at virksomheder også kunne kræve et gyldigt coronapas, men særloven gjaldt kun frem til 1. november i år.

Skal sikre større tryghed på arbejdspladser

Fungerende beskæftigelses- og ligestillingsminister Mattias Tesfaye (S) siger, at han er rigtig glad for, at de på kort tid har lavet en aftale, som kan give større tryghed på arbejdspladserne og hjælpe med til, at Danmark forhåbentlig kommer gennem vinteren så godt som muligt.

”Jeg vil gerne takke FH og DA for et konstruktivt kort forløb og løfte ansvaret, som så mange gange før under pandemien”, siger han.

Muligheden for at kræve test af ansatte gælder kun i forhold til corona, og aftalen gælder så længe COVID-19 kategoriseres som en samfundskritisk sygdom. Fra og med torsdag den 11. november kategoriserede Epidemiudvalget igen COVID-19, som coronavirusset også kaldes, som en samfundskritisk sygdom i en periode på én måned.

Se også: Fordele og ulemper ved hjemmekontor

Danmark skal handle nu – ny nedlukning ingen god idé

Sundhedsminister Magnus Heunicke sagde i den forbindelse, at selvom Danmark har godt styr på epidemien og har en høj vaccinationstilslutning, er vi nødt til at handle nu.

Formand for FH, Lizette Risgaard, forklarer på det netop overståede pressemøde om aftalen, at mange er nervøse for, hvordan smittesituationen vil udvikle sig herhjemme de kommende måneder.

Det danske samfund må ikke lukkes ned igen, slår hun fast.

”Det er der ingen, der synes, vil være en god ide”, siger Lizette Risgaard.

Se også: Nyheder om danske arbejdspladser