Danmark kan gå glip af milliardinvestering i europæisk chipproduktion
I februar 2022 annoncerede Europa-Kommissionen en ambitiøs plan om at investere hele 43 milliarder euro – det der på daværende tidspunkt svarede til 357 milliarder kroner – i at styrke den europæiske udvikling og produktion af mikrochips.
Det skete som en reaktion på den massive globale mangel på mikrochips, der stod på fra 2020 til 2023.
Læs også: Dansk teknologi: Her er de største danske techvirksomheder
Regeringen bør fremme en dansk chipproduktion
Siden EU annoncerede det ambitiøse mål om at opnå en markedsandel på 20 procent af produktionen af halvledere inden 2030, har der fra politisk side ikke været gennemført nogle initiativer til at sikre, at Danmark kan få del i de mange milliarder af kroner, der investeres i egen udvikling og produktion af halvledere.
Ifølge branchefællesskabet DI Digital har Danmark ellers gode forudsætninger for at få del i de mange milliarder, der skal investeres de kommende år. Derfor bør regeringen også tage initiativ til at fremme en dansk chipproduktion, lyder det.
”Mikrochip er afgørende for danske virksomheders globale konkurrenceevne, og vi har i Danmark dygtige ingeniører, som designer mikrochips til forskellige industrier såsom audio, netværk og trådløs kommunikation. Det tiltrækker globale virksomheder til landet såsom Intel, Nvidia, Infineon og Microchip, som benytter dansk know-how til at udvikle mikrochips”, siger Camilla Ley Valentin, der er branchedirektør i DI Digital.
Ifølge DI Digital er der i forvejen mindst 15-20 danske virksomheder, som er en del af værdikæden fra design til produktion af mikrochips. Camilla Ley Valentin medgiver, at ambitionerne ikke skal være, at Danmark bliver det nye Taiwan. Der er dog absolut mulighed for, at Danmark kan satse på chipdesign og nicheproduktion.
Læs også: EU investerer 357 milliarder kroner i egen chipproduktion
Fem forslag til at styrke dansk udvikling og produktion af mikrochips
DI Digital kommer derfor med fem konkrete forslag til, hvordan den danske regering kan styrke udviklingen og produktionen af halvledere i Danmark.
For at få del i de mange milliarder, som EU investerer i europæisk udvikling og produktion af mikrochips, kræver det, at den danske stat er med til at finansiere projekterne.
- Etablér et mikrochips kompetence- og designcenter i Danmark, hvor forskere og virksomheder kan få viden og sparring til design, udvikling og produktion af mikrochips. Det er afgørende for succes, at der etableres et stærkt miljø mellem forskning, startups og det brede erhvervsliv.
- Styrk mikrochips-uddannelserne på universiteterne med et permanent rammeløft af området og gennemfør en brandingstrategi sammen med universiteterne og industrien, som skal gøre området mere attraktivt i de uddannelsessøgendes øjne.
- Etablér pilotlinjer og prototypefabrikation for first-of-a-kind-teknologier, som vil styrke det danske mikrochipøkosystem med udvikling af højt specialiseret viden.
- Styrk virksomhedernes forskning og innovation inden for chipdesign og -produktion med henblik på at udvikle nye chipapplikationer.
- Statsstøtteordninger til ny chipproduktion i Danmark.
Læs også: Nyheder om dansk teknologi