Danskudviklet intelligent plaster giver patienter bedre søvn
Patienter, der er indlagt på psykiatriske sygehuse, er vant til, at der gennemføres obligatoriske natlige tilsyn. Men det kan være forstyrrende for nattesøvnen.
Derfor gennemføres der lige nu en test på Psykiatrisk Center Nordsjælland, hvor syv patienter skal have sat et intelligent plaster på overkroppen eller armen, inden de går i seng. Plasteret, som medtech-virksomheden IMP Scandinavia står bag, indeholder en trådløs sensor, som kommunikerer med en trådløs beacon, og måler puls og aktivitet hele natten.
Læs også: Dansk teknologi: Her er de største danske techvirksomheder
Patienters søvn kan fjernovervåges
Med det intelligente plaster kan to af de tre tilsyn hver nat gennemføres fra kontoret, hvor patienternes puls kan monitoreres fra en skærm. Pulsen kan indikere, om patienten sover, og dermed kan man undgå at vække patienten. Mangel på stabil søvn er nemlig ofte en af de udløsende faktorer til forværring af deres tilstand.
Det er planen, at dataene fra det intelligente plaster også skal bruges til at se, hvordan patienternes søvn har været, og om der er noget, som man kan gøre for at justere søvnbehandlingen og forbedre søvnkvaliteten.
Idé til intelligent plaster udsprunget på DTU
Det er tre tidligere studerende fra DTU, som fik idéen til plasteret for tre år siden. Siden da er der kommet investorer ombord, og virksomheden har fået et dansk patent og afventer at få godkendt et internationalt patent. IMP Scandinavia har også fået en medicinsk godkendelse og en CE-mærkning.
I første omgang testes det intelligente plaster på Psykiatrisk Center Nordsjælland, og de første kunder – Fonden til Innovation og Erhvervsfremme i Region Sjælland og Nykøbing Falster Sygehus – begynder også at teste plasteret senere i år.
Skal overvåge patienter i eget hjem
Det er planen, at det intelligente plaster skal bruges til behandling af patienter i eget hjem i 2024. Plasteret er nemlig brugbart i hele sundhedssektoren, hvor alle patienter med behov for tilsyn kan få gavn af plasterets funktioner. Det gælder for eksempel patienter i eget hjem.
”Vi kigger ind i en fremtid med mange befolkningsgrupper, der sendes hjem fra hospitalet og bliver patient i eget hjem. I stedet for at sidde foran en læge skal mange derfor fremover selv måle deres blodtryk og sende resultatet til lægen eller hospitalet. Her vil man monitorere tilstanden og vurdere, om der er behov for yderligere behandling. På den måde kan man tidligt opspore sygdomme og undgå indlæggelser. Det kan føre til store samfundsøkonomiske gevinster,” siger Brian Christensen, der er medstifter af virksomheden.
Iværksætterne bag plasteret har selv udviklet softwaren. Plasteret har en batteritid på op til to døgn og kommunikerer via såkaldte trådløse beacons, som igen kommunikerer via en computer eller tablet. Elektronikenheden indsættes i et ikke-invasivt, fleksibelt, biokompatibelt patch i plasteret. Efter brug afsprittes elektronikenheden, sættes til opladning og er klar til brug hos en ny patient efter fire timer.
Læs også: Nyheder om dansk teknologi