Ingeniørforeningen, IDA: Mange ingeniører går modvilligt på pension

Manglen på arbejdskraft i STEM-fagene er enorm. Alligevel går ingeniør på pension mod deres vilje, og flere vil stadig gerne arbejde. Det er paradoksalt, mener Ingeniørforeningen, IDA.

Ingeniørforeningen, IDA: Mange ingeniører går modvilligt på pension

It-branchen og virksomheder inden for STEM – det vil sige i fagene videnskab (S), teknologi (T), ingeniørvidenskab (E) og matematik (M) – skriger efter arbejdskraft. Alligevel oplever 16 procent – eller hver sjette – af alle ingeniører, at de modvilligt er gået på pension. Sådan lyder det fra Ingeniørforeningen, IDA, der er forening for mere end 130 000 medlemmer.

22 procent af alle de 1 336 adspurgte medlemmer, som har forladt arbejdsmarkedet og er gået på pension, oplyser, at de gerne vil arbejde nu, hvis den rette mulighed byder sig.

Paradoksalt

Mange pensionerede ingeniører føler sig klemt ud af arbejdsmarkedet – og det er i en tid, hvor der er stærkt brug for dem. Det falder Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA, for brystet.

”Det er mildest talt paradoksalt, at samtidig med at virksomhederne over en bred kam efterlyser højtuddannede med STEM-kompetencer, så sendes en stor gruppe af højtuddannede med disse eftertragtede kundskaber modvilligt på pension år efter år,” siger Thomas Damkjær Petersen og tilføjer:

”Det tyder på, at mange virksomheder skal se at få støvet deres seniorpolitikker af og tage bedre hånd om deres mest erfarne medarbejdere. De seniorer, der både kan og vil fortsætte, skal have mulighed for det. Først og fremmest for deres egen skyld, men samtidig kan de være med til at imødegå manglen på højtuddannede med indsigt i teknologi, it og naturvidenskab.”

Læs også: Hvor er danske tech-virksomheder førende?

Stort potentielt arbejdsudbud

Undersøgelsen viser, at det især er de pensionerede ingeniører under 67 år, der ønsker at arbejde (27 procent), mens det er 24 procent for dem mellem 67 og 70 år og 19 procent for dem mellem 71 og 75 år.

Seniorerne ønsker i gennemsnit at arbejde 17 timer, og dermed vil de kunne få lov til at bidrage med næsten 1 800 årsværk til branchen. Det er der store perspektiver i, mener Ingeniørforeningen, IDA, som tror, at arbejdskraften fra de erfarne ingeniører vil kunne tage toppen af manglen på vidensarbejdere inden for STEM, hvis altså arbejdsgiverne var bedre til at fastholde dem.

Opråb til arbejdsgivere: Hold fast i seniormedarbejderne

Opfordringen fra Ingeniørforeningen, IDA, til arbejdsgiverne er derfor klar: Med udsigt til, at der i 2023 vil mangle 4 000 personer med en længere videregående uddannelse inden for teknologi og it, bør arbejdsgiverne fokusere langt mere på deres seniormedarbejdere og indføre seniorkarrieresamtaler og tilbyde senioraftaler med eksempelvis nedsat tid for at fastholde dem, hvis de ønsker det.

”Manglen på højtuddannet arbejdskraft forsvinder ikke lige med det samme. Desværre tyder meget på, at store dele af arbejdsmarkedet slet ikke er fulgt med tiden og det vilkår, at vi alle skal blive længere på arbejdsmarkedet. Mange af vores medlemmer svarer, at deres ansættelse simpelthen ophørte pga. alder, eller at det var pres fra deres chef, der førte til, at de stoppede. De har så forgæves forsøgt at slå døren ind til arbejdsmarkedet igen. Det er ikke godt nok, og det rimer slet ikke på et rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til både nyuddannede og seniorer,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Læs også: Nyheder om dansk teknologi