Kig op i luften: Pakker fra Postnord kommer flyvende med droner

Postnord afsøger nye muligheder for at levere pakker til danskerne. Det sker med en test af en drone, der kan fragte mindre pakker med en hastighed på cirka 100 km/t.

Kig op i luften: Pakker fra Postnord kommer flyvende med droner

Er der andre og mere klimavenlige måder at fragte pakker end via køretøjer? Netop det er Postnord ved at undersøge, og det sker med et forsøg, der involverer droner.

”Med test af droner tager vi endnu et kig ind i fremtidens pakkelevering for at blive klogere på, hvilke muligheder der på sigt kan sikre en nem, effektiv og bæredygtig nethandel for alle,” siger Stine Sander, Vice President Parcels hos PostNord Danmark.

Læs også: Dansk teknologi: Her er de største danske techvirksomheder

Flyver tværs over Sjælland med 100 km/t

I det indledende forsøg, som Postnord har gennemført, fragtede en drone en mindre pakke fra Postnords terminal i Køge til en privat bolig i Slagelse – en rute på mere end 50 kilometer.

Hverken lovgivningsmæssigt eller teknisk kan det dog endnu lade sig gøre at udføre pakkeleveringer fra luften i stor skala. Derfor skal testen bruges til at skabe yderligere erfaring og viden om de muligheder og begrænsninger, der er ved at levere pakker ved brug af droner.

Postnord har ikke planer om at implementere levering af droner lige foreløbig, men forsøgt skal altså klargøre, om det både i dag og på den lange bane er en mulighed.

”At afsøge mulighederne for dronelevering er spændende, men der er fortsat en del forhindringer på området, der begrænser brugen af teknologien i dag. Men hvem ved, hvordan det ser ud i fremtiden? Vi finder i hvert fald aldrig ud af det, hvis vi ikke gør os erfaringer med ny teknologi,” siger Stine Sander.

Om Postnords nye drone

Dronen, som Postnord har anvendt til forsøget, vejer 16 kilo og har et vingefang på 2,4 meter. Den kan fragte mindre pakker og kan flyve med cirka 100 km/t, mens dens topfart er 150 km/t. Der er tale om en såkaldt fixed-wing-drone, der kan lette og lande som en helikopter, men flyve som et fly.

Ifølge fragtfirmaet er større droner, der kan transportere flere hundrede kilo, lige om hjørnet.

Det er ikke første gang, Postnord tester ny teknologi til levering af pakker. Tidligere på året testede Postnord i samarbejde med virksomheden Holo en selvkørende elbil, der er designet som en transportabel pakkeboks.

Læs også: Nyheder om dansk teknologi