MiRs transportrobotter kan nu kobles på mobilnettet
Den danske robotvirksomhed Mobile Industrial Robots (MiR) har indledt et samarbejde med teleselskabet Telenor. Samarbejdet betyder, at MiRs autonome transportrobotter nu kan kommunikere via private 4G-net i stedet for Wi-Fi som hidtil.
I de seneste måneder har MiR og Telenor testet løsningen hos en transportvirksomhed, hvor der er opsat privat 4G-net. MiRs MiR1350-robotter har været koblet på dette private 4G og har med gode resulteret transporteret paller, oplyser MiR.
Med et privat 4G-net er det muligt for virksomheder at få adgang til hurtig installation og dækning uden at skulle opsætte nye Wi-Fi-antenner. Samtidig sker al kommunikation til og fra robotterne via en sikret datatunnel, som er helt adskilt fra virksomhedens egen netværkstrafik.
Løsningen består af et modem til hver mobil robot samt en komplet installationsguide. Opsætningen og driften af netværket håndteres af Telenor og dets partnere, og løsningen forhandles og installeres af MiRs distributører.
Læs også: Dansk teknologi: Her er de største danske techvirksomheder
Åbner op for flere industrielle slutkunder
Med annonceringen af samarbejdet er MiR og Telenor nu klar til at tilbyde de 4G-opkoblede robotter til andre industrielle slutkunder i Danmark. MiR opererer allerede i resten af Europa, og det vil derfor også senere blive muligt at tilbyde disse kunder 4G-opkobling sammen med Telenor.
”Med private netværk får kunderne en lang række fordele i form af en mere sikker og stabil forbindelse med minimal responstid, som er nemt at gå til. Derfor ser vi også et stort forretningspotentiale i samarbejdet med MiR, som med sin skalerbarhed har alle ingredienserne til at udvikle sig til et væksteventyr inden for få år,” siger Mikkel Kruse, erhvervsdirektør i Telenor.
Læs også: Nyheder om dansk teknologi