Robotter skal overvåge og vedligeholde Europas infrastruktur
Inspektion og vedligeholdelse af infrastruktur er et kæmpe marked. Faktisk estimeres det at være hele 450 milliarder euro værd – og det er i dag et marked, der hovedsageligt foregår gennem manuelt arbejde, når eksempelvis veje, vindmøller og vandforsyning skal overvåges og inspiceres.
Der er derfor et enormt potentiale for at indføre robotteknologi, der ikke kun kan udføre arbejdet billigere og mere effektivt, men også sikrere end os mennesker.
Læs også: Dansk teknologi: Her er de største danske techvirksomheder
Projekt skal realisere europæiske robotvirksomheders potentiale
Til trods for at Europa er base for mere end halvdelen af hele verdens robotvirksomheder inden for overvågning og vedligehold, kniber det gevaldigt med at få indført robotteknologierne i den virkelige verden.
Det problem skal det EU-finansierede projekt RIMA (Robotics for Inspection and Maintenance) løse. Det fireårige projekt, der løber til og med 2022, hjælper små- og mellemstore virksomheder med at indføre robotteknologi til at løse udfordringer inden for inspektion og vedligehold – for eksempel vandforsyning, veje, jernbaner, infrastruktur i byer og energiproduktion og -distribution.
To danske robotvirksomheder, Capra Robotics og Blue Atlas Robotics, indgår i projektet, og får derigennem støtte til at løse en udfordring eller udvikle teknologier og løsninger til inspektion og vedligehold. Det er Teknologisk Institut, der leder den danske indsats og bidrager med nøgleservices til at opnå acceleration, for eksempel støtte til tests og teknologioverførsel, rådgivning og træning i robotteknologi inden for inspektion og vedligehold.
Fortovstyggegummi og undervandsoperationer
Virksomheden Capra Robotics laver i dag robotter til at opsamle cigaretskodder, sprede salt og opmåle områder. Gennem projekter får virksomheden hjælp til at udvikle en robot, der kan fjerne nogle af de 76 millioner stykker tyggegummi, der hvert år bliver efterladt på de danske fortove.
Den anden danske virksomhed i projektet, Blue Atlas Robotics, arbejder på at gøre inspektionsopgaver under vandets overflade nemmere og mere effektiv med en autonom undervandsdrone.
”Der er en flaskehals, når det kommer til at forbinde teknologien til markedets behov og applikationer med stort potentiale. Det er derfor en fornøjelse at kunne bidrage til, at også danske virksomheder får den specialistviden, de har brug for, får adgang til et europæisk netværk og får accelereret væksten i feltet for robotter til inspektion og vedligehold,” siger Kurt Nielsen, centerchef i Teknologisk Institut.
Læs også: Nyheder om dansk teknologi