2.000 EWII-ladepunkter bliver en del af Clevers ladenetværk
Det danske lademarked er præget af mange forskellige aktører, som tilbyder opladning af elbiler i hvert deres lukkede netværk af ladere til elbiler.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udgav i december en grundig rapport, der pegede på massive problemer med manglende konkurrence, uoverskuelige priser og ingen gennemsigtighed på markedet for opladning af elbiler.
Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling
Hidtil uset aftale mellem to ladeoperatører
Måske er det derfor, at to ladeaktører nu indleder et samarbejde, som indtil ikke har været set før. EWII stiller nemlig sine 2.000 ladepunkter til elbiler til rådighed for alle Clevers kunder – og modsat normale roamingordninger skal Clevers kunder ikke betale mere, end hvis de brugte Clevers egne ladere.
“Samarbejdet styrker sammenhængskraften i det danske ladenetværk. Det er et konkret bud på, hvordan vi i branchen bedre udnytter lademulighederne, så de kommer endnu flere til gode. I det her tilfælde vores kunder, som fremover får endnu bedre muligheder for at lade bilen op, når de bevæger sig rundt i landet,” siger Casper Kirketerp-Møller, der er direktør hos Clever.
Læs også: Nu er der 17.000 ladepunkter til elbiler i Danmark
Skærer fordyrende led væk
Det, der gør det dyrt at lade på andre ladenetværk (såkaldt roaming) er, at roamningplatforme opkræver høje gebyrer for at stille en lader til rådighed for en anden ladeudbyder.
Med den direkte aftale mellem Clever og EWII skæres den fordyrende mellemmand i form af roamingplatforme væk.
”Vi håber og tror på, at der kommer mange flere af denne type aftaler på lademarkedet. Vi gør det først og fremmest nemt for elbilisten og fjerner roamingomkostningerne ved at indgå en direkte aftale med Clever. Dermed skærer vi en dyr mellemmand væk.”
Aftalen træder i kraft i løbet af foråret 2024. I første omgang får Clevers kunder adgang til EWIIs 2.000 eksisterende ladepunkter. Men EWII har allerede annonceret planer om at opføre mere end 4.000 ladepunkter i hele landet frem mod udgangen af 2025. Også disse får Clevers kunder adgang til.
Når aftalen er trådt i kraft, kan Clever-brugere se EWIIs ladere i Clevers app som var det en Clever-lader.
EWIIs forholdsvis nye lynladestation ved Københavns Lufthavn bliver i første omgang ikke en del af aftalen.