Mangel på komponenter til biler giver lavt salgstal i marts
Salgstallene fra De Danske Bilimportører for nyregistrerede biler i Danmark i marts måned er landet – og det ser ikke alt for godt ud. Der er i den netop afsluttede måned nemlig kun blevet registreret 14 623 nye personer. Det er 38 procent lavere end i marts 2021, hvor der blev indregistreret hele 23 734 nye biler.
Læs også: Verizon og Cisco tester selvkørende biler koblet på mobilnettet
Manglen på komponenter bremser salget
Ifølge De Danske Bilimportører er der særligt én grund til, at salgstallet for marts måned er så lavt: Manglen på delkomponenter til produktion af bilerne.
”Vi er desværre kommet dårligt fra start i 2022, hvilket skyldes manglen på delkomponenter i bilindustrien. Efterspørgslen blandt kunderne er dog stadig intakt, og der er stor interesse for at anskaffe sig en ny bil,” siger Mads Rørvig, administrerende direktør for De Danske Bilimportører, som tilføjer:
”Vi går samtidig nogle usikre måneder i møde grundet krigen i Ukraine samt dens betydning for dansk økonomi.”
Læs også: Plugin-hybridbiler dominerer ikke længere salget af grønne biler
Andel af opladelige biler ligger stabilt
5 177 af de biler, der blev solgt i marts, er opladelige biler – det vil sige enten elektriske (EV) eller plugin-hybrider (PHEV). Det svarer til, at de udgør 35 procent af salget i marts måned.
Fordelingen mellem el og hybrid er ligelig, og dermed følger udviklingen i marts samme billede som i februar, hvor el og hybrid udgjorde 34 procent med 17 procent til hver teknologi. Da der i januar 2022 blev solgt flere elbiler end plugin-hybrider, har salget af elbiler også overgået salget af pluginhybrider i årets første kvartal.
”Tallene for første kvartal af 2022 viser, at afgiftsomlægningen fra december 2020 virker efter hensigten, og at der nu samlet i 2022 sælges flere elbiler end plugin-hybridbiler.” siger Mads Rørvig med henvisning til den politisk bestemte afgiftsstigning for plugin-hybridbiler, der hæver afgifterne på dem fra 2022 og frem til 2030 for at tilskynde danskerne til at vælge rene elbiler.