Spirii vil optimere elbilisters ladeadfærd med ændrede priser
Ladepladser rundt om i landet skal i stigende grad bruges til opladning frem for parkering, og opladningen bør ske, når elnettet er mindst belastet.
Begge dele vil ladeplatformen Spirii nu tilskynde danske elbilister til med lanceringen af et nyt prisprodukt, som ladeoperatører kan gøre brug af.
Sidste år lancerede Spirii som de første i Danmark dynamiske ladepriser, så priserne følger spotprisen på el. Tidligere løftede selskabet sløret for, at selskabets ladeplatform er i stand til at balancere elforbruget, når elnettet er overbelastet.
Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling
Spirii vil belaste elnettet mindre med billig opladning
Med introduktionen af sidstnævnte nyhed er Spirii nu i stand til at introducere et nyt prisprodukt, som skal tilskynde elbilisterne til at bruge Spiriis ladepunkter på en måde, der belaster elnettet mindre, end det er tilfældet i dag.
Mange elbilister vælger at oplade elbilen på de samme tidspunkter i døgnet, når det gælder brugen af offentlige ladeudtag. Det presser dog elnettet, i takt med der kommer flere ladepunkter. Men det kan ændre sig, hvis der er en økonomisk gulerod, forventer Spirii – og netop det giver den nye prismodel.
Helt konkret vil Spirii sænke priserne i perioder, hvor elnettet er mindre overbelastet.
Om SpiriiSpirii er ikke en ladeoperatør i klassisk forstand, men en dansk virksomhed, som har udviklet en ladeplatform, som ladeoperatører anvender både til offentlig ladning og hjemmeladning. Det er enten operatørerne eller operatørernes privatkunder, der ejer ladestanderne, mens Spirii står for drift og vedligehold af ladestanderne samt den online platform til styring af laderne. Offentlige Spirii-ladere ejes af både erhvervslivet og det offentlige, blandt andet Udviklingsselskabet By og Havn, Merkur Andelskasse, ViggoEnergi, DCC Energi (Shell), TotalEnergies, EDF, PowerGo, Aura Energi, Verdo, PensionDanmark, ATP Ejendomme, Velliv, Sustain og mange flere. Spiriis ladeløsninger kan fås til hjemmet gennem operatører som AURA, IDA, FDM, Popermo Forsikring, LB Forsikring, SK Energi, DCC Energi (Shell), Verdo, Looad og Frederikshavn Forsyning. Tal fra Transportministeriet viser, at Spirii i marts 2023 har en markedsandel på 21 procent af alle offentligt tilgængelige ladepunkter. |
”Konkurrencen på markedet er steget betydeligt de sidste par år, og elbilister er blevet mere prisbevidste. Derfor er prisen på opladning ikke blot et vigtigt parameter i forhold til at være konkurrencedygtig. Det er også et effektivt parameter til at styre opladningerne, så vi belaster elnettet mindst muligt,” siger Tore Harritshøj, der er CEO og Co-founder i Spirii, og fortsætter:
”Når vi kan fordele forbruget hen over perioder, hvor der i forvejen er ledig kapacitet på nettet, kan vi spare forbrugerne for et ganske stort beløb, som ellers ville være påløbet for udbygning af elnettet. Jeg er derfor stolt af, at vi nu kan give vores ladepartnere mulighed for at prissætte på en måde, der kommer både forbrugere, elnettet og deres egen ladeforretning til gode.”
Spirii vil også hæve prisen på langtidsopladning for at undgå, at elbilister bruge parkeringsbåse med ladestandere som parkeringspladser frem for ladeladser.
Læs også: 1.360 lynladere i Danmark – mere end en fordobling på et år
Merkur Andelskasse sænker prisen om natten
Den første af Spiriis ladepartnere, Merkur Andelskasse, har allerede introduceret priser, der er lavere om natten, hvor elnettet er mindre belastet end i dagtimerne.
Helt konkret sænker Merkur Andelskasse prisen på opladning af elbilen fra 3,49 kroner per kWh til 1,98 kroner per kWh i tidsrummet 00:00-06:00.
Merkur Andelskasse benytter sig også af Spiriis nye funktion, hvor langtidsopladning kan gøres mindre attraktivt. På Merkurs Andelskasses ladeudtag, som primært befinder sig i København, koster det derfor nu et tillæg på 1 krone per minut i tidsrummet 08:00 til 19:00 i hverdage, hvis der oplades i mere end tre timer uafbrudt.