Danmarks nye AI-supercomputer, Gefion, er åbnet

Danmark har fået en ny AI-supercomputer, som er lidt ud over det sædvanlige. Den skal sætte skub i dansk forskning.

Danmarks nye AI-supercomputer, Gefion, er åbnet

Under besøg af blandt andre H.M. Kong Frederik X og Nvidias administrerende direktør Jensen Huang blev Danmarks nye AI-supercomputer, Gefion, onsdag indviet.

Den nye supercomputer er blevet til i offentligt-privat samarbejde mellem Novo Nordisk Fonden og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), der har grundlagt DCAI. Det er DCAI, der ejer og driver Gefion-computeren, som befinder sig i et af Digital Realtys datacentre i Ballerup.

Datacentret er designet og bygget til at være bæredygtigt og kører på 100 procent vedvarende energi.

Gefion er en NVIDIA DGX SuperPOD AI-supercomputer, som drives af 1.528 NVIDIA H100 Tensor Core GPU’er og er forbundet ved hjælp af NVIDIA Quantum-2 InfiniBand-netværk.

Se også: Alt om hardware – hvilke slags computerhardware findes der?

Skal accelerere AI-forskning i sundhed

AI-supercomputeren gør det muligt for Danmark at gennemføre projekter i stor skala inden for en lang række områder, hvor AI er et værdifuldt værktøj.

I udvalgte flagskibsprojekter kan forskere samarbejde med ekspertteams fra NVIDIA om at udvikle løsninger på komplekse problemstillinger såsom forskning i lægemidler og bioteknologi ved brug af NVIDIA BioNEMo-platformen eller proteindesign, fremskyndelse af den grønne omstilling og udvikling af fejltolerante kvantecomputere ved hjælp af NVIDIA CUDA-Q.

På tre uger blev der indsendt over 50 forslag til innovative AI-use cases, som kan udnytte Gefions potentiale. Følgende seks vinderforslag vil indgå som en del af Gefions pilotfase:

  • “Large-scale distributed simulation of quantum algorithms for quantifying molecular recognition processes.”
  • “Unravelling CO2 reduction in Non-Metal Formate Dehydrogenase (FDH) using Machine-Learned Force Fields.”
  • “Multimodal genomic foundation model”
  • “Multi-Modal Document Understanding: Transforming Data Entry with Multi-Modal Precision”.
  • “Building an AI Care Companion with Large Video Pretraining”
  • “SAPIEN – Skilful Atmospheric Prediction with Intelligent Environmental Networks.”

Fælles for dem er, at de vil bruge Gefion til at behandle meget store datasæt for at finde nye løsninger på problemstillinger, der er ekstremt svære at løse uden adgang til GPU-accelereret databehandling.

Peter Schneider-Kamp, som er professor i datalogi ved Syddansk Universitet, og som har forsket i AI i 25 år, er ved at udvikle en dansk sprogmodel, som skal trænes på den nye Gefion-supercomputer. Træningen, som vil tage 80 år med en mindre computer til cirka en halv million kroner, vil tage blot to måneder med Gefion.

Se også: Microsoft og OpenAI planlægger gigantisk datacenter til 100 mia. dollar

Perspektivering

Med den nye supercomputer har Danmark nu endelig GPU-accelererede supercomputere, der kan accelerere Danmarks allerede blomstrende AI-baserede forskningsøkosystem.

De 1.528 NVIDIA H100 Tensor Core GPU’er i supercomputeren er dog ingenting i forhold til de største techgiganters kapacitet. Meta regner for eksempel med at have en samlet AI-kapacitet på 600.000 NVIDIA H100 Tensor Core GPU’er inden udgangen af 2024.

Se også: Nyheder om hardware