Lenovo præsenterer bærbar computer med gennemsigtig skærm

Lenovo har fremvist fremtidens bud på en bærbar computer med gennemsigtig skærm og tastatur. Computeren kan vise virtuelle objekter, der ligner virkelige objekter i baggrunden.

Lenovo præsenterer bærbar computer med gennemsigtig skærm

Ved dette års Mobile World Congress har Lenovo præsenteret en bærbar computer med en fuldstændig gennemsigtig skærm. Det lyder skørt og en anelse upraktisk, men der er mening med galskaben.

Hvordan kan man bruge en skærm, hvis den er gennemsigtig? Svaret er microOLED-skærmteknologien.

Den 17,3 store skærm i laptoppen Lenovo ThinkBook Transparent Display Laptop Concept giver op til 55 procent transparens, når dens pixels er sorte, mens andre er slukkede. Jo mere lyst indhold der vises på skærmen, desto mindre gennemsigtig er den. Den har en maksimal lysstyrke på 1.000 nits, hvilket er ganske højt taget i betragtning, at skærmens pixels også kan blive semitransparente.

Skærmen udmærker sig ikke kun ved at være gennemsigtig. Den er også fuldstændig uden en skærmkant, hvilket giver et meget unik og futuristisk udtryk.

Læs også: Alt om hardware – hvilke slags computerhardware findes der?

Fladt berøringstastatur

Tastaturet er også ganske utraditionelt. Her er ingen fysiske taster. I stedet er tastaturet en gennemsigtig glasoverflade, hvor tasterne er projiceret på glasoverfladen. Det er derfor ikke meget anderledes end at taste på et stort, virtuelt tastatur på en tablet.

Tastaturet kan også afmonteres fra den bærbare computer og bruges som en tegneplade. De personer, der har afprøvet den futuristiske laptop ved Mobile World Congress, beretter om, at den er væsentligt bedre at tegne på end at skrive på, ganske enkelt fordi der ingen taktil feedback fra de projicerede taster er.

Læs også: NETGEARs nye Wi-Fi 7-router fordobler hastigheden

Placerer virtuelle objekter i baggrunden med AI

Ifølge Lenovo er ThinkBook Transparent Display Laptop Concept trods navnet ikke kun et proof of concept. Det viser også et futuristisk perspektiv på AI-drevne pc’er, der blander digitale og fysiske miljøer, og som kan forbedre brugeroplevelsen på måder, der ikke før er set.

I tilfældet med ThinkBook Transparent Display Laptop Concept bruger den AI til at lave objektgenkendelse for at identificere objekter, der virtuelt kan vises på skærmen som om, at objektet findes i baggrunden i virkeligheden.

Det sker ved brug af et lille kamera, der sidder på bagsiden af computeren.

Galleri: Lenovo er ThinkBook Transparent Display Laptop Concept

Læs også: Nyheder om hardware