Hvilke sociale medier deler mest data om deres brugere?

Ny undersøgelse kaster lys over, hvilke sociale medier der tracker dets brugere med cookies mest, og hvilke sociale medier der bruger flest tredjepartscookies.

Hvilke sociale medier deler mest data om deres brugere?

De sociale medier lever af data. Man siger som bekendt, at brugere betaler for at bruge de ’gratis’ tjenester med deres data.

Dataindsamlingen kan lade sig gøre på grund af cookies. Det er små tekstfiler, som hjemmesider lagrer på besøgendes enheder, og som kan bruges dels til at sikre hjemmesiders funktionalitet og dels til at målrette annoncer til besøgende.

Stort set alle apps og hjemmesider gør derfor i dag brug af en eller flere cookies. De kan spore brugerens aktivitet på tværs af andre hjemmesider og apps, selv når man forlader den hjemmeside, der lagrede cookien.

Læs også: Hvem er de største it-giganter – og hvad laver de?

Her ses gennemsnittet af første- og tredjepartscookies i forskellige kategorier af apps. Foto: urlgeni.us

Sociale medier er ikke de største coookie-syndere

Stik modsat hvad man måske kunne forvente, er det over en bred kam ikke de sociale medier, der lagrer flest cookies. Det er derimod magasiner, nyhedsmedier, sport, musik og anden underholdning.

Der, hvor der til gengæld ses en interessant forskel på de sociale medier, er i antallet af cookies og tredjepartscookies. Som bekendt kigges der på antallet, inden man overhovedet forsøger at logge ind på det sociale medie. Hjemmesiden URLGenius har, som en del af en større analyse, undersøgt hvor mange forskellige domæner, der indsamles cookies fra på de sociale medier Facebook, Instagram, LinkedIn, Messenger, Snapchat, Telegram, TikTok, Twitter, WhatsApp og YouTube.

YouTube og TikTok er de to største syndere med hver 14 forskellige domæner. 10 af domænerne på YouTubes’ cookies er i Googles egne hænder og kan bruges til blandt andet til at registrere din søgehistorik, placering og til at vise målrettede annoncer, skriver CNBC.

YouTube og TikTok bruger flere cookies end andre sociale medier – men TikTok deler data med særligt mange tredjeparter. Foto: URLGenius

TikTok bruger næsten kun tredjepartscookies

Noget anderledes ser det dog ud med TikTok, som også har cookies fra 14 forskellige domæner. Det bemærkelsesværdige her er dog, at hele 13 ud af 14 domæner, der lagres cookies fra, slet ikke ejes af TikToks moderselskab, ByteDance.

Dermed er langt de fleste cookies tredjepartscookies, og det er problematisk. Ifølge URLGenius fandt der nemlig sporing fra tredjeparter sted, selv når brugerne ikke valgte at tillade sporing i de enkelte applikationers indstillinger.

Ifølge firmaet kan brugere ikke se, hvilke data der deles med tredjepartsnetværk, eller hvordan deres data vil blive brugt. Mediet WIRED har dog i oktober kortlagt, at TikTok sporer brugerdata såsom placering, søgehistorik, IP-adresser, videoer du ser og hvor lang tid du ser dem.

Det sociale medie har også tidligere fået kritik for at dele nogle private data med servere i Kina. Det har ByteDance dog afvist.

Læs også: Google annoncerer ny afløser til tredjepartscookies

Ikke alle sociale medier lagrer mange cookies

Gennemsnittet blandt de 10 undersøgte sociale medier ligger på to førstepartscookies og fire tredjepartscookies. Det skyldes, at sociale medier som LinkedIn, Instagram, Facebook, Snapchat, Messenger og Whatsapp kun lagrer én eller få cookies.

URLGenius har som bekendt kun kigget på antallet af cookies, inden besøgende har logget ind. Det kan altså sagtens vise sig, at nogle af disse sociale medier er flittige brugere af cookies, når først man er logget ind med en brugerprofil.

Læs også: Nyheder om international tech