Kina vil snart overgå USA som teknologisk supermagt

Kina har ifølge ny rapport overhalet USA som den førende nation inden for flere afgørende teknologiske områder, og i løbet af det næste årti må USA se sig slået på endnu flere vigtige områder.

Kina vil snart overgå USA som teknologisk supermagt

Kina og USA har i mange år været i benhård konkurrence med hinanden om at være verdens førende teknologination – men en ny rapport indikerer, at det er Kina, der er ved at tage føringen inden for områder som AI, 5G, kvantedatabehandling, halvledere, bioteknologi og grøn energi.

Professor i statskundskab ved Harvard University, Graham Allison, har ledet et større studie kaldet The Great Rivalry: China vs. the U.S. in the 21st Century, som oprindeligt var en serie af rapporter udarbejdet som overgangsnotater til Biden-administrationen efter valget i USA i november 2020. Nu er overgangsnotaterne offentliggjort som en samlet og offentligt tilgængelig rapport under navnet The Great Tech Rivalry: China vs the U.S.

Læs også: Bag om techgiganterne: Hvem er størst – og hvad laver de?

Kina har allerede overhalet USA på flere punkter

”Ud over at være blevet et produktionsmæssigt kraftcentrum er Kina blevet en seriøs konkurrent inden for de grundlæggende teknologier i det 21. århundrede: kunstig intelligens (AI), 5G, kvanteinformationsvidenskab (QIS), halvledere, bioteknologi og grøn energi,” lyder det i rapporten.

”I nogle kapløb er Kina allerede blevet nummer et. I andre vil Kina med den nuværende udvikling være på vej til at overhale USA inden for det næste årti.”

Kina har allerede overhalet USA som den førende producent af højteknologi og producerede i 2020 250 millioner computere, 25 millioner biler og 1,5 millioner smartphones i 2020.

Herunder kan du se, hvordan rapporten beskriver konkurrencen mellem USA og Kina på de største techområder:

Læs også: Apple betalte 1.800 milliarder kroner for at undgå restriktioner i Kina

Kunstig intelligens

Inden for kunstig intelligens citerer forfatterne den tidligere Google-direktør Eric Schmidt for at betegne Kina som en ”fuldstændig ligeværdig konkurrent” til USA.

”Kinas fremstød inden for AI er så nyt, at alle, som ikke har fulgt nøje med, sandsynligvis har overset det. Faktisk har Kina allerede overhalet USA og er blevet verdens ubestridte nummer 1 i mange kapløb. Nøgleindikatorer i AI-kapløbet omfatter test af produktmarkeder, test af finansmarkeder, forskningsudgivelser, patenter og resultater i internationale konkurrencer.”

Når det kommer til AI-underområdet deep learning har Kina for eksempel seks gange så mange offentliggjorte patenter end USA.

Læs også: Virksomheder først klar til moden brug af AI i 2025

5G

Af rapporten fremgår det, at ”næsten alle nøgleindikatorer understøtter prognoserne om, at Kina vil dominere 5G-fremtiden”. Sidst i 2020 havde Kina for eksempel 150 millioner 5G-brugere og 700.000 5G-basisstationer, hvor USA ’kun’ havde 6 millioner brugere og 50.000 basisstationer. Forskellen i antallet hænger dog til dels også sammen med Kinas mere end fire gange større befolkning.

Hvor den gennemsnitlige 5G-hastighed i Kina var 300 megabit i sekundet, lå den kun på 60 megabit i sekundet i USA.

USA har dog stadig en konkurencefordel inden for andre områder af 5G, nærmere bestemt inden for forskning i og udvikling af 5G-teknologi. Rapporten nævner også, at USA har mange 4G-patenter, som er grundlaget for 5G-teknologien, og at USA har vigtige formandskaber i flere udvalg i brancheorganisationen 3GPP.

Læs også: Sådan vil 5G mmWave forandre vores hverdag

Kvantedatabehandling

Kvantedatabehandling, eller quantum information science (QIS), er et område, som traditionelt har været ført an af USA, men hvor Kina er ved at indhente det tabte, lyder det i rapporten. I nogle tilfælde har Kina endda overhalet USA ifølge rapporten.

”I modsætning til tidligere teknologiske revolutioner, der fandt sted, da Kina stadig var et fattigt land, har Kinas meteoriske opblomstring givet landet midlerne og arbejdskraften til potentielt at være førende på dette område,” lyder det.

Læs også: IBM opnår et gennembrud inden for kvantecomputere

Halvledere

Et vigtigt område, som USA og Kina konkurrerer om, er halvledere eller mikrochips.

”USA har fortsat sin dominans i halvlederindustrien, som landet har haft i næsten et halvt århundrede, men denne position er gradvist blevet udhulet af indenlandske underinvesteringer og stigende konkurrence fra udlandet. Selv om USA stadig er førende inden for chipdesign og halvlederproduktion, er landets andel af halvlederproduktionen faldet fra 37 procent i 1990 til 12 procent i dag,” oplyser forskerholdet.

Omvendt er Kina gået fra en markedsandel på 20 procent i 2000 til en markedsandel på 60 procent i 2019.

“Den ubestridelige kendsgerning er, at Kinas potentiale til at blive førende inden for halvledere ikke længere kan afvises. Med den nuværende udvikling er det mere sandsynligt end usandsynligt, at præsident Xi Jinping vil nå sit mål om, at Kina skal blive en topspiller inden for halvlederindustrien inden 2030.”

Rapporten refererer også til U.S.-China Economic and Security Review Commission (USCC), som i 2017 oplyste, at ”Kina har lukket den teknologiske kløft med USA inden for QIS – en sektor, som USA længe har domineret”.

Læs også: Rapport: EU bør støtte produktionen af halvledere – nu!

Bioteknologi

Ifølge rapporten er USA i dag den førende nation inden for bioteknologi, men får hård konkurrence fra Kina på hele området inden for bioteknologi.

”Når man ser på kendsgerningerne i dag, er USA fortsat den ubestridte førende inden for bioteknologi med et betydeligt forspring inden for innovation og syv af de 10 mest værdifulde virksomheder inden for biovidenskab.”

Men konkurrencen fra Kina er intensiveret. Landet har investeret markant i biotech, og med proaktiv statslig støtte, et marked med en milliard patienter og en motiveret arbejdsstyrke kan Kina ifølge rapporten udfordre USA’s bioteksektor.

Rapport er wakeupcall til USA

Rapporten er ikke umiddelbart opløftende nyt for USA’s konkurrenceevne over for Kina, når det kommer til de vigtigste teknologiske områder. Men hovedforfatteren Graham Allison skriver i en klumme i The Wall Street Journal, at “rapporten ikke er alarmerende, men konkluderer ikke desto mindre, at Kina har gjort så store fremskridt, at landet nu er en fuldgyldig konkurrent på lige fod med andre lande.”

Forfatterne til rapporten er af den overbevisning, at resultaterne ikke er ensbetydende med, at det er “game-over” for USA. I stedet mener de, at rapporten kan bidrage til at opnå en erkendelse af, hvor hård konkurrencen fra Kina er blevet og vil fortsætte med at blive – hvilket kan være med til at holde USA inde i det teknologiske kapløb med Kina.

“Vi mener, at det bør – og vil – få USA til at mobilisere en reaktion, der står i et rimeligt forhold til udfordringen,” afslutter forskerne.

Læs også: Nyheder om international tech