41 stater sagsøger Meta – gør børn afhængige af Facebook og Instagram
Meta, der ejer Facebook og Instagram, skader børn og unge med sine sociale medier, der skaber afhængighed. Sådan lyder påstanden i et længe ventet søgsmål mod Meta, som 41 amerikanske delstater i fællesskab står bag.
Læs også: Sådan former teknologi samfundet og kaprer menneskers hjerne
Længe ventet undersøgelse munder ud i stort søgsmål
Tilbage i 2021 indledte sammenslutning af statsanklagere en undersøgelse af, om Meta overtrådte den amerikanske forbrugerbeskyttelseslovgivning ved at markedsføre sine apps og tjenester til børn og teenagere.
Det er nu endt ud i et 233 sider langt søgsmål, som hævder, at Meta deltog i en “plan om at udnytte unge brugere for at opnå profit” ved at vildlede dem om sikkerhedsfunktioner og ved at udbred skadeligt indhold, høste deres data og overtræde føderale love om børns privatliv.
Ifølge statsanklagerne har Meta også bevidst implementeret ændringer for at holde børn på sine platforme – noget der er til skade for deres velbefindende, og som er i strid med forbrugerbeskyttelseslove.
33 stater anlægger en fælles retssag ved en føderal domstol i det nordlige distrikt i Californien, mens statsadvokaterne for otte stater indgiver separate søgsmål til føderale, statslige eller lokale domstole.
“Vores tværpartiske undersøgelse er nået frem til en alvorsfuld konklusion: Meta har skadet vores børn og teenager og fremprovokeret afhængighed for at øge virksomhedernes overskud,” siger Californiens justitsminister Rob Bonta, som er en af embedsmændene, der leder søgsmålet.
Læs også: “TikTok-hjerne” kan ødelægge børns koncentrationsevne
Meta er skuffet
Liza Crenshaw, der er talsmand for Meta, oplyser, at virksomheden er “skuffet over, at advokaterne har valgt denne vej i stedet for at arbejde produktivt med virksomheder på tværs af branchen for at skabe klare, alderssvarende standarder for de mange apps, som teenagere bruger.”
Det var Facebook-whistebloweren Frances Haugen og avisen Wall Stret Journal, der satte fokus på problematikken tilbage i 2021. Siden indledte de mange amerikanske delstater deres egen undersøgelse, som nu munder ud i de aktuelle søgsmål mod Meta.
Læs også: Fejl i Facebook-algoritme spredte misinformation frem for at bremse det
Er sociale medier skadelige for børn og unge?
Der er ikke bredt enighed om, hvilke konsekvenser brug af sociale medier har for børn og unge.
Den amerikanske generallæge Vivek H. Murthy, som er øverste talsmand inden for folkesundhedsvidenskab i USA, argumenterer for, at børns overdreven brug af sociale medier kan føre til højere risiko for dårligt mentalt helbred såsom søvnproblemer eller utilfredshed med egen krop.
Omvendt viser forskning fra American Psychological Association, at brugen af sociale medier “ikke i sig selv er gavnlig eller skadelig for unge mennesker”. Der bør derfor forskes mere i emnet, lyder det.
Læs også: Nyheder om teknologi og mennesket