Populært virksomhedsprogram får flere midler – kan hjælpe 4 000 SMV’er

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse tilfører 135 millioner kroner til de efterspurgte virksomhedsprogrammer SMV:Digital, SMV:Vækstpilot og SMV:Grøn.

Populært virksomhedsprogram får flere midler – kan hjælpe 4 000 SMV’er

Virksomhedsprogrammet, som udbydes af erhvervshusene i hele landet, er eftertragtet. Tre af programmerne, SMV:Digital, SMV:Grøn og SMV:Vækstpilot, blev lanceret i efteråret 2021. Det fjerde, SMV:Eksport, kommer i foråret – alle med det overordnede formål at hjælpe danske virksomheder godt igennem COVID-19-krisen og tiden derefter.

Læs også: Sådan kommer du i gang som iværksætter og starter egen virksomhed

Tilfører 135 millioner kroner til tre virksomhedsprogrammer

Selvom programmerne i de fire spor er helt nye, har der været stor interesse for dem. Faktisk så stor interesse, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse tilfører 135 millioner kroner ekstra i programmet. Det er ud over de 600 millioner kroner, som regeringen og et flertal af Folketingets partier tidligere afsatte til Virksomhedsprogrammet fra REACT-EU-programmet til at afhjælpe konsekvenserne af COVID-19 og understøtte en grøn, digital omstilling af SMV’er.

De 153 millioner kroner fordeles til de tre spor, der allerede er åbne:

  • 70 millioner kroner til at styrke SMV:Digital, der hjælper SMV’er med digitalisering.
  • 50 millioner kroner til at styrke SMV:Grøn, der tilbyder SMV’er hjælp til grøn omstilling.
  • 15 millioner kroner til at styrke SMV:Vækstpilot, der tilbyder tilskud til ansættelse af en vidensmedarbejder.

Læs også: Iværksætterlysten var stor i Danmark i 2021

4.000 virksomheder får hjælp med grøn og digital omstilling

Frem til december 2021 havde mere end 1 000 SMV’er benyttet muligheden for at ansøge om 118 millioner kroner til rådgivning og investering i de første to ansøgningspuljer til det ene af sporene, SMV:Digital.

Med de ekstra midler forventer Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse sammenlagt at kunne hjælpe 4 000 virksomheder med grøn og digital omstilling samt internationalisering.

“Med de ekstra midler giver vi mulighed for at hjælpe endnu flere virksomheder med især digital og grøn udvikling. Virksomhederne kan blandt andet få støtte til at ruste deres forretning med nye teknologier, udstyr og kompetenceudvikling. I alt forventes over 4 000 virksomheder at have deltaget i virksomhedsprogrammet inden næste sommer.”

Virksomhedsprogrammet udmøntes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i samarbejde med landets seks tværkommunale erhvervshuse. Programmet skal være afviklet senest 30. juni 2023.

Læs også: Nyheder om iværksættere og startups