Forskere fjerner CO₂ fra atmosfæren til produktion af plastik

Forskere fra University of Illinois Chicago er lykkedes med at fjerne 6 ton CO₂ fra atmosfæren, hver gang de producerer 1 ton ætylen, som bruges til plasttypen polyætylen (PE).

Forskere fjerner CO₂ fra atmosfæren til produktion af plastik

Forskere fra University of Illinois Chicago har opdaget en måde, hvorpå man kan konvertere CO₂ fanget fra udstødningsgasser i industrier til ætylen – hovedingrediensen i produktionen af plasttypen polyætylen (PE). Det fremgår af en artikel udgivet i det videnskabelige tidsskrift Cell Reports Physical Science.

I efterhånden mange år har forskere og virksomheder, blandt andet i Danmark, forsket i og eksperimenteret med CO₂-fangst og lagring. Det er den proces, hvor forurenende drivhusgasser indfanges, inden de slipper ud i atmosfæren, og i stedet indgår i andre CO2-tunge fremstillingsprocesser såsom produktionen af polyætylen.

Forskernes resultater er et stort skridt i den rigtige retning, for det er nemlig lykkedes dem at anvende næsten 100 procent af al den indfangede CO₂ til at producere kulbrinter. Og anvendes der vedvarende energi til produktionen, fjerner produktionen tilmed enorme mængder af CO₂ fra atmosfæren.

Læs også: Greentech: Disse grønne teknologier skal løse klimaproblemerne

Omdanner næsten al CO₂ til ætylen

Forskerne udviklede en elektrokemisk celle, der kan gøre omdannelsen af CO₂ til ætylen mere effektiv. Den ene halvdel af kammeret er fyldt med en vandbaseret opløsning, mens den anden halvdel indeholder CO₂ i gasform. De to ting holdes adskilt af en 3D-trådnet af kobber, hvor der løber en elektrisk strøm.

Processen trækker ladede brintatomer ud af vandmolekylerne og ind i det andet kammer, hvor de kombineres med ladede kulstofatomer i CO₂, hvilket danner C2H4, altså ætylen. Næsten 100 procent af den indfangede CO₂ omdannes til ætylen via processen – og det er et kæmpe skridt i forhold til tidligere bedrifter, oplyser forskerne. De eneste biprodukter ved processen er ilt og andre kulstofbaserede brændstoffer.

Læs også: Hvad er klima og klimaforandringer? Her er alt du bør vide

Produktion af 1 ton ætylen fjerner 6 ton CO₂

Normalt, når ætylen skal fremstilles, udledes der op mod 1,5 ton CO₂ for hvert ton ætylen, der fremstilles. Det bliver der lavet fuldstændig om på takket være den nye teknik. Ifølge forskerne kan den nye metode nemlig forbruge meget mere CO₂, end den udleder, hvis der anvendes vedvarende energikilder til produktionen.

“Der er en negativ nettoeffekt. For hvert ton ætylen, der produceres, fjerner man 6 ton CO₂ fra punktkilder, som ellers ville blive frigivet til atmosfæren,” siger Meenesh Singh, der er ledende forsker på undersøgelsen.

Den nye teknik konverterer omkring 10 procent af den anvendte solenergi til kulstofprodukter og omkring 4 procent af energien til ætylen. Det lyder ikke af meget, men det er en forbedring af energieffektiviteten på hele fem gange sammenlignet med de hidtil bedste løsninger.

Læs også: Nyheder om klima og grøn teknologi