Innovative løsninger kan gøre nye energiøer 20 mia. billigere

Etableringen af to energiøer i Nordsøen og Østersøen kan ifølge tre forskere blive mindst 20 milliarder billigere med nye, innovative løsninger til at levere grøn strøm fra nye havvindmølleparker.

Innovative løsninger kan gøre nye energiøer 20 mia. billigere

Etableringen af energiøer på Østersøen og Nordsøen bliver Danmarkshistoriens største anlægsprojekt med en estimeret samlet anlægssum på 210 milliarder kroner. Projektet vil give millioner af danskere grøn strøm fra nye havvindmølleparker, som kobles til de to energiøer.

Men det kan gøres 20 milliarder kroner billigere, hvis vi tænker smart og gør brug af innovative løsninger. Sådan lyder det fra tre forskere, Jacob Østergaard, professor ved DTU Elektro, Nicolaos Antonio Cutululis, professor DTU Vindenergi og Frede Blaabjerg, professor på Aalborg Universitet.

Læs også: Analyse: Grøn omstilling kan blive kæmpe gevinst for Europa

Tre innovative løsninger giver besparelse på 20 milliarder

I et indlæg foreslår de tre professorer tre innovative løsninger, som vil kunne gøre regningen for anlægsarbejdet 20 milliarder kroner eller 9,5 procent billigere.

Der er tale om løsninger, som kræver en målrettet forskningsindsats allerede nu for at sikre de store potentielle besparelser. Løsningerne er henholdsvis ændrede krav til vindmøller, nyt design af transformerstationer og halvering af transportudgifter gennem produktion af brint på øerne.

Ændrede krav til vindmøller

Kravene til vindmøllerne i havvindmølleparkerne kan ændres, så der hentes en besparelse på omkring 7,5 milliarder kroner, lyder det. Da de vindmøller, som skal tilsluttes energiøerne, ikke skal tilsluttes direkte til elnettet, som er underlagt strenge krav, kan der udvikles elektriske komponenter til vindmøllerne, som er optimeret til de ændrede krav. Det vil give den store besparelse uden at påvirke elsystemets driftssikkerhed, oplyser de.

Nyt design af transformerstationer

Ifølge forskerne vil man kunne mindske udgifterne med 12 milliarder kroner ved at ændre på designet af de transformerstationer, som omformer vindmøllernes energi. Faktisk foreslår de, at transformerstationerne, som normalt skal omforme energien, før den sendes via kabler til fastlandet, helt elimineres.

Halvering af transportudgifter gennem produktion af brint på øerne

Til sidst lægger forskerne op til at tænke brint ind i energiøerne. Når der ikke er behov for el, vil de vindmøller, som er koblet til energiøerne, kunne producere brint, som transporteres gennem de rør, der allerede bliver etableret mellem energiøerne og fastlandet. Det kræver dog, at der indbygges såkaldte power-to-x-anlæg i vindmøllerne, hvilket kræver forskning og udvikling af nye møller. Power-to-x dækker over en proces, hvor overskydende energi omdannes til alt fra kemikalier og ammoniak til brændstof, gas og brint.

Ifølge forskerne vil det tilmed være 12 procent billigere at producere brint på en energiø og transportere det til fastlandet end at producere brinten på fastlandet.

Opfordrer til at undersøge innovative løsninger

Forskerne opfordrer til, at der allerede nu tænkes på de foreslåede løsninger:

”De tre nævnte forskningsindsatser giver en besparelse på mindst 20 milliarder. Det er så stort et beløb, at det i vores øjne vil være uansvarligt ikke at gribe chancen for at udvikle nye innovative tiltag, når vi om lidt skal etablere de to energiøer. De tre eksempler er vores bud på baggrund af resultater fra vores foreløbige forskningsindsatser, men andre muligheder for ny udvikling bør naturligvis også undersøges,” oplyser de og tilføjer:

”Det er nu, vi har en enestående mulighed for at tænke i nye unikke løsninger, der både kan bidrage til at cementere vores verdensførende placering og betyde starten på et kommende eksporteventyr, når nye energiøer fremover skal designes verden over. Den mulighed skal gribes.”

Til 24tech forklarer Nicolaos Antonio Cutululis, professor, DTU Vindenergi, at formålet med forslagene er at skabe opmærksomhed og diskussion om de innovative løsninger, som det store projekt åbner dørene for.

“Hovedformålet er at øge bevidstheden om disse emner. Der har på en måde været fokus på mange andre aspekter og ikke så meget på den elektriske del af energiøerne. Vi er åbne over for at fortsætte diskussionen om forslaget,” siger han til 24tech.

Om Danmarks nye energiøer

I juni 2020 besluttede Folketinget at etablere to energiøer i Danmark – en i Nordsøen og en i Østersøen. Det er Energistyrelsen, der står i spidsen for det enorme projekt, som skal levere grøn strøm til at dække mindst fem millioner husstandes årlige energiforbrug i 2030.

Bornholm vil blive brugt som energiø i Østersøen og vil være knudepunkt for 2 gigawatt havvindmølleparker. Energiøen i Nordsøen bliver etableret som en kunstig ø og bliver knudepunkt for 3 gigawatt havvindmølleparker. Efterhånden som energibehovet stiger skal kapaciteten på den kunstige energiø i løbet af 2030’erne kunne øges til hele 10 gigawatt. Det vil kunne forsyne 10 millioner husstande.

Forundersøgelser af havbunden omkring Bornholm og området i Nordsøen pågår i øjeblikket.

Danmark er ikke helt uerfarne, når det kommer til at opføre havvindmølleparker. Tilbage i 1991 var Danmark det første land i verden til at opføre en sådan.

Se også: Greentech: Disse grønne teknologier løse klimaproblemerne