Stort Power-to-X-projekt i København fremrykkes to år
Partnerskabet Green Fuels for Denmark, som Ørsted, SAS, Københavns Lufthavn, A.P. Møller – Mærsk, DFDS og DSV står bag, fremrykker dele af sit storstilede Power-to-X-projekt.
Projektet er Danmarks mest ambitiøse vision for storskalaproduktion af bæredygtige brændstoffer til transportsektorerne. Den fremrykkede plan betyder, at der skal produceres grønne brændstoffer til den tunge transport to år tidligere end hidtil planlagt.
Læs også: Greentech: Disse grønne teknologier skal løse klimaproblemerne
Hvad er Power-to-X?Power-to-X (PtX) er et begreb, som dækker over en række grønne teknologier, som bruger vedvarende energi til at producere grøn brint gennem elektrolyse. Brint kan derfra viderekonverteres til andre brændstoffer, ammoniak, metanol og grønt flybrændstof til transportsektoren og industrien og kemikalier som ammoniak til gødning og plastik til danske virksomheder. Ammoniak kan for eksempel produceres kulstoffrit, mens man kan producere e-metanol til skibe eller kerosen til fly ved at tilsætte kulstof til brint under højt tryk og ved høj temperatur. Brændstofferne er CO₂-neutrale, når der benyttes biogent kulstof. Det vil sige kulstof, der ”fanges” på biogasanlæg, biomassefyrede kraftvarmeværker eller fra forbrænding af biologisk affald. |
Fremrykker produktionen af 50 000 ton grønt brændstof til 2025
Green Fuels for Denmark-projektet består af tre faser, hvor der ved første fase startes med et anlæg med en elektrolysekapacitet på cirka 10 megawatt i 2023. I anden fase opskaleres det til 250 megawatt i 2027, og i tredje fase opskaleres det igen til 1 300 megawatt i 2030. Det færdige anlæg skal drives af 2-3 gigawatt havvind fra energiøen Bornholm.
Brinten, som produceres i første fase, skal udelukkende bruges til tung vejtransport. I anden fase skal produktionen af vedvarende brint kombineres med CO₂-fangst, så der produceres bæredygtig metanol og e-kerosin til skibs- og luftfart.
Det er 100 megawatt af den oprindeligt planlagte kapacitet i anden fase, som fremrykkes fra 2027 til 2025. Samtidig fremrykkes igangsættelsen af CO₂-fangst til 2025. Fremrykningen betyder, at storskalaanlægget kan producere over 50 000 ton bæredygtige brændstoffer i 2025 – hovedsageligt e-metanol til skibsfarten.
Læs også: Regeringen vil bruge 1,25 milliarder på Power-to-X-teknologi
100 procent grøn indenrigsluftfart allerede i 2027
Regeringens ambition om at have en 100 procent grøn indenrigsluftfart i 2030 og at kunne tilbyde danskerne grønne flyafgange allerede i 2025 har samtidig fået Green Fuels for Denmark-projektet til at undersøge, om dele af den forventede produktion af grønne brændstoffer til luftfarten også kan fremrykkes til 2025.
Med Green Fuels for Denmark-projektets fremrykkede plan vil regeringens 2030-mål for den danske luftfart kunne indfries allerede i 2027, da anlæggets kapacitet på 250 megawatt i 2027 vil kunne erstatte cirka 30 procent af det samlede brændstofforbrug i København Lufthavn.
Dermed kan anlægget producere nok grønt jetbrændstof til at dække behovet for indenrigsfly allerede i 2027.
Læs også: Husstandsvindmøller skal effektivisere dansk biogasproduktion
Power-to-X- kan blive Danmarks næste erhvervseventyr
”Danmark har en unik mulighed for at skabe et enestående erhvervseventyr inden for grønne brændstoffer til den tunge transport. Folketinget og regeringen har skabt rigtig gode rammer for at realisere dette enorme potentiale gennem deres ambitiøse mål for udbygningen af havvind og opførslen af Power-to-X-anlæg,” siger Mads Nipper, der er administrerende direktør i Ørsted, og tilføjer:
Statsministerens nylige udmelding om at accelerere den grønne omstilling af luftfarten har direkte ført til, at vi i partnerskabet nu vil finde en vej, der muliggør produktion af grønt jetbrændstof allerede i 2025. Det bliver en teknologisk udfordring, som vi i Green Fuels for Denmark er klar til at besvare, så vi kan sikre Danmarks grønne førerposition i de kommende årtier og skubbe til et grønt gennembrud for omstillingen af luftfartsindustrien globalt.”
En forudsætning for at kunne indfri regeringens 2025- og 2030-ambition er dog, at der etableres rammevilkår, der gør grønt jetbrændstof til et reelt og konkurrencedygtigt alternativ til fossile brændstoffer, lyder det fra Ørsted.
Læs også: Nyheder om klima og grøn teknologi