Virksomheder får ekstra støtte til digital og grøn omstilling
På få måneder har knap 1.500 SMV’er søgt om i alt 192 millioner kroner i de første to ansøgningsrunder i Virksomhedsprogrammet. I de nye ansøgningsrunder i starten af 2022 ventes også mange ansøgninger.
Ekstra 60 millioner kroner til Virksomhedsprogrammet
Virksomhedsprogrammet, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse igangsatte i sommer med 600 millioner kroner fra REACT-EU-programmet, består af flere spor. Et af de spor er digitalisering, og det har fået tilført flere midler, nemlig 50 millioner kroner.
Det sker på bagrund af, at over 1 000 SMV’er sammenlagt har ansøgt om 118 millioner kroner til rådgivning og investering i de første to ansøgningsrunder til SMV:Digital. Dermed er den afsatte pulje næsten opbrugt. Med Finansloven for 2022 er den pulje i øvrigt blevet forlænget til 2025.
Derudover er der et grønt spor, der skal hjælpe små og mellemstore virksomheder med den grønne omstilling. Det spor har fået yderligere 10 millioner kroner. Også her skyldes den ekstra bevilling, at interessen har tømt puljen til kompetenceudvikling.
Virksomhedsprogrammet har derfor samlet fået 60 millioner kroner i ekstra bevilling.
Stor efterspørgsel
Gennem Virksomhedsprogrammet kan SMV’er få tilskud til rådgivning, investering og kompetenceudvikling inden for digitalisering, grøn omstilling og internationalisering samt tilskud til ansættelse af en vækstpilot.
Nicolai Hansen, medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, forklarer, at de har en forventning om, at rigtig mange SMV’er vil søge, når der igen åbnes for ansøgninger i 2022.
”Derfor tilfører vi midler fra reserven til de to spor, hvor efterspørgslen indtil nu har været størst”.
Rådgivning er vigtig for SMV’erne
Med 1.022 aktuelle ansøgninger fra virksomheder er SMV:Digital klart det mest populære spor i Virksomhedsprogrammet. Virksomheden Bluebay Marine i Silkeborg, der importerer og sælger både, har 22 ansatte, og de har fået 100.000 kroner til rådgivning. De penge er helt afgørende for virksomheden, forklarer indehaver og direktør Dan Løwe Christiansen.
”Vi bruger vores system til at håndtere fakturaer, ordrer og lager, men der sker stadig alt for mange menneskelige fejl, som en computer aldrig ville begå. Vi skal derfor investere i en systemintegration, og vi her har brug for rådgivning, så vi går den rette vej”.
Han forklarer, at de tidligere har fået hjælp fra SMV:Digital, og derfra ved de, at det hjælper helt ekstremt at få eksterne øjne på en udfordring.
”Med støtten kan vi gå i gang med det samme, og uden støtten vurderer jeg, at det havde varet tre-fire år,” lyder det fra Dan Løwe Christiansen.
Se også: På hvilke områder er danske tech-virksomheder førende
Vækstpilot og eksport
Udover SMV:Digital og SMV:Grøn omfatter Virksomhedsprogrammet også SMV:Vækstpilot, der giver virksomhederne et tilskud på op til 15.000 kroner om måneden i seks måneder til at ansætte en ledig, der er faglært eller har en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse. Her har 154 virksomheder indtil nu ansøgt om sammenlagt 29 millioner kroner, hvilket svarer til 60 procent af puljen.
Virksomhedsprogrammet rummer yderligere et spor, nemlig SMV:Eksport. Det startes op i starten af 2022 med 60 millioner kroner fra REACT-EU og 30 millioner kroner fra sommer- og erhvervspakken, som regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier står bag.
Se også: Nyheder om danske virksomheder