7 imponerende værktøjer, der viser, hvad AI er i stand til

AI er for tiden nærmest synonym med chatbotten ChatGPT, men kunstig intelligens kan meget mere end det. Se 7 eksempler på, hvad du kan bruge AI til.

7 imponerende værktøjer, der viser, hvad AI er i stand til

Du har formentlig hørt om ChatGPT – OpenAI’s sprogmodel eller chatbot, der har taget internettet med storm. ChatGPT er dog blot et af mange eksempler på, hvad der i dag er muligt med brug af kunstig intelligens.

Der findes mange andre spændende AI-værktøjer, som bruger kunstig intelligens til at udføre ellers tidskrævende opgaver på ekstremt kort tid. Mange af tjenesterne er ganske gratis at bruge.

Læs også: Hvad er kunstig intelligens? Sådan ser fremtiden med AI ud

7 AI-værktøjer med imponerende evner

Herunder kan du se 7 spændende AI-værktøjer, som viser, hvad der i dag er muligt med AI:

Metaphor search

Metaphor search bruger samme mekanisme og teknologi som tjenester som GPT-3, DALL-E og Stable Diffusion. Forskellen ligger i, at Metaphor search bruger kunstig intelligens til at generere links til webadresser i stedet for billeder eller tekst, som man kender fra andre værktøjer.

”Websøgning har ikke ændret sig i 20 år. Vi bygger en ny søgemaskine helt fra bunden ved hjælp af de samme idéer som dem, der ligger bag DALL-E og Stable Diffusion. Den forstår sprog – i form af instrukser – så du kan skrive, hvad du leder efter, på alle de udtryksfulde og kreative måder, du kan komme i tanke om,” lyder det på Metaphor searchs hjemmeside.

Lumen5

Lumen5 er et tekst-til-video-værktøj, der bruger AI til at generere videoer ud fra tekst – nærmere bestemt blogindlæg og artikler. Alt man skal gøre er at indsætte linket til blogindlægget, og straks omdanner værktøjet indholdet til en kreativ video. Når videoen er genereret, kan man foretage egne redigeringer af videoen – for eksempel kan man ændre farver og skifte format.

Det er gratis at generere videoer i 720p-kvalitet – dog kommer der et vandmærke på videoerne.

Zyro AI

Zyro AI tilbyder et hav af interessante AI-værktøjer til nemmere at bygge hjemmesider. AI Writer genererer øjeblikkeligt midlertidig tekst til ens hjemmeside, mens man bygger den.

AI Background Remover fjerner automatisk baggrunden fra et hvilket som helst billede (chroma key). Med AI Slogan Maker skal du blot skrive to keywords, og straks genererer værktøjet en lang liste af kreative slogans inden for tematikken.

AI Image Upscaler bruger kunstig intelligens til at opskalere opløsningen på billeder og bevarer flere detaljer end normal opskalering. Zyro har ligeledes et AI-værktøj til automatisk at generere virksomhedsnavne på baggrund af indtastede keywords. Og sidst, men ikke mindst, kan hjemmesiden også generere titler til blogindlæg med AI.

DeepL

DeepL er et oversættelsesværktøj, der bruger kunstig intelligens til at oversætte tekst mellem sprog, herunder dansk. 29 sprog understøttes i skrivende stund. Værktøjet er blevet rost for sin nøjagtighed og for sin evne til at opfatte sproglige finesser i oversættelser.

DeepL er gratis at bruge, når man oversætter tekster på op til 5.000 tegn ad gangen. Softwaren kan tilgås online eller downloades på computer og smartphone.

DeepL har senest også lanceret skriveprogrammet DeepL Write, som hjælper med at rette fejl, omformulere sætninger og forbedre tekster – dog kun på engelsk og tysk indtil videre.

QuillBot

QuillBot tilbyder flere AI-værktøjer. Paraphraser er et værktøj, der omskriver din tekst. Grammar Checker er et værktøj til at rette grammatiske fejl, og værktøjet Plagiarism Checker scanner dine dokumenter for utilsigtet plagiat over for milliarder af kilder på internettet.

Co-Writer er et smart værktøj, der hjælper under skriveprocessen med at opsummere, søge på nettet, kildehenvise, omformulere, analysere og tjekke grammatik.

Soundraw

Med Soundraw kan du generere licensfri musik, som kan bruges i blandt andet videoer og spil. Man skal blot vælge en stemning, længde og tempo, og så genererer værktøjet 15 unikke numre. Man kan selv vælge, hvilke instrumenter der skal indgå i den genererede musik.

Narakeet

Narakeet er et værktøj, der omdanner PowerPoint-præsentationer til videoer. Hver slide bliver brugt i videoen, og noterne til hver slide bliver automatisk læst op, og man kan vælge mellem mere end 500 forskellige stemmer og mere end 80 sprog.

Man kan dermed nemt omdanne sin præsentation til en video.

Læs også: Nyheder om kunstig intelligens