Sådan gør kunstig intelligens landbruget mere effektivt og bæredygtigt
- Kunstig intelligens kan sikre mere effektivt landbrug med højere udbytte, som efterspørges af en voksende global befolkning.
- AI vil understøtte udviklingen mod præcisionslandbrug gennem blandt andet intelligent vanding, automatisk sortering af ukrudt og optælling af planter.
- Kunstig intelligens i landbruget får stor betydning. Arbejdspladser i landbruget fjernes, men nye skabes inden for it. AI kan samtidig bidrage til at reducere CO2-udledningerne.
Verdenens befolkning vokser og vokser – og vi skal alle brødfødes. Der er derfor behov for en meget mere effektiv dyrkning af fødevarer til os mennesker og foder til dyr. Med Danmarks historie som en landbrugsnation og nylige ekspertise inden for software og IT har Danmark potentiale til at blive førende nation inden for ny teknologi til brug i landbrug, der gør brug af kunstig intelligens, maskinlæring og big data.
Men hvad har landbrug og kunstig intelligens at gøre med hinanden, og hvilke muligheder giver AI i landbruget? Bliv klogere på det her.
Se også: Hvad er kunstig intelligens? Sådan ser fremtiden med AI ud
Kunstig intelligens er fremtiden for landbrug
Landbrug i Danmark fylder arealmæssigt rigtigt, rigtigt meget – og med 2 milliarder flere mennesker på jordkloden i 2050 vil behovet for øget landbrugsareal kun stige. Eller vil det? Måske ikke nær så meget, hvis man tager kunstig intelligens med i ligningen.
Kunstig intelligens vil nemlig revolutionere måden, der drives landbrug på. Helt overordnede vil mange forskellige teknologiske løsninger, som på forskellige måder gør brug af AI, medvirke til øget effektivisering af landbrugsprocesser. Dermed bliver det muligt at få et højere udbytte af afgrøder, så landbrugsarealet bruges bedre, end det er tilfældet i dag.
Inden for landbrug vil kunstig intelligens i blandt andet grad betyde øget overvågning af afgrøderne. På den måde kan landmænd have bedre kontrol over større landbrugsarealer og dermed høste afgrøder på det bedste tidspunkt.
Et andet område, hvor kunstig intelligens vil have enorm betydning inden for landbruget, er i forhold til behovet for landmænd. Hidtidigt landbrug kræver mange hårdtarbejdende landmænd, som er omkostningstunge. Processer der anvender artificial intelligence kan erstatte hundredvis af landmænds arbejde og samtidig gøre arbejdet både hurtigere og bedre.
Det var nogle af de overordnede rammer for landbrug og kunstig intelligens – men hvordan fungerer de nye processer nærmere bestemt? Det graver vi ned i herunder.
Hvordan kan kunstig intelligens bruges i landbruget?
Kunstig intelligens har rigtigt mange anvendelser inden for landbrug. Ja, faktisk er landbrug et af de områder, hvor AI menes at have størst potentiale. Herunder kan du se nogle af de anvendelser af AI inden for landbrug med størst potentiale:
Næste generations præcisionslandbrug med kunstig intelligens
Kunstig intelligens vil skabe store forbedringer inden for den gren af landbrug, der hedder præcisionslandbrug. Det dækker over metoder til at køre maskiner og andet udstyr under gødskning, såning, sprøjtning og høst med høj nøjagtighed – noget som allerede i dag praktiseres i mange landbrug.
Med præcisionslandbrug er det muligt at bruge blandt andet satellitter, IoT-produkter såsom sensorer i droner eller i jorden, data og internet til at drive langt mere effektivt og præcist landbrug. Det ventes derfor at blive en vigtig del af fremtidens landbrug. Netop til sådanne opgaver kommer kunstig intelligens til sin ret. Det er nemlig AI, der skal understøtte udviklingen af præcisionslandbrug.
Og hvilke fordele giver præcisionslandbrug og AI så? Helt overordnet kan landmænd få kortlagt afgrøderne kvadratmeter for kvadrater – for eksempel til at kortlægge, hvor der er ukrudt og skadedyr. Ved brug af sensorer i jorden vil man også kunne overvåge afgrødernes vækst og næringsstofindhold. Alle dele er hver især med til at forbedre produktionsprocessen.
Og skulle man være i tvivl, viser en rapport fra København Universitet udgivet i 2018, at der er et gennemsnitligt nettopotentiale på cirka 134 kroner per ha ved at anvende præcisionslandbrug, hvilket svarer til et sektorpotentiale på 255 millioner kroner årligt.
Intelligent vanding
De data, der indsamles fra eksempelvis sensorer, bliver bearbejdet af computersystemer, der anvender kunstig intelligens. Store mængder træningsdata har lært algoritmer, hvordan sygdom i bestemte planter ser ud, og hvilke næringsstoffer der er i jorden.
En algoritme kan for eksempel sikre, at afgrøder kun bliver vandet med den mængde vand, der er behov for. Det sparer ikke kun på vandressourcerne, men sikrer også et op mod 40 procent højere udbytte, når man vander korrekt på sandede jorde.
Automatisk sortering af ukrudt
Et eksempel på anvendelse af kunstig intelligens i landbruget finder man fra den danske udviklingsvirksomhed AGROINTELLI, som har udviklet den firhjulede landbrugsmaskine/robot, Robotti. Den er udstyret med et onboard-kamera, som bruger kunstig intelligens til at finde ud af, om en plante er ukrudt eller en afgrøde. Ud fra den automatisk analyse kan den i realtid bekæmpe ukrudtet mekanisk.
Optælling af planter og beregning af bladareal
En anden teknologi, der bruger kunstig intelligens, er udviklet af Teknologisk Institut. De har lavet en algoritme, der bruger kamerateknologi til at scanne planter og på den måde tælle planterne og beregne bladarealet. Det er en løsning, som kan spare landmanden for arbejdstimer, der ellers ville gå på at foretage en manuel optælling.
Færre landmænd kan producere mere
Antallet af landmænd i Danmark har over en lang årrække været faldende. Her vil kunstig intelligens også være til stor hjælp. Der er nemlig brug for langt færre landmænd, når smarte algoritmer og robotstyrede maskiner begynder at overtage flere og flere af landsmændenes arbejdsopgaver.
Eftersom AI får en større rolle i branchen, mindskes efterspørgslen på landmænd. De landmænd, som forbliver i branchen og tager AI til sig, kan til gengæld effektivere omkostningerne.
Hvilke virksomheder arbejder med kunstig intelligens i landbruget?
Herunder ses nogle af de førende danske virksomheder samt startups, der på den ene eller anden måde arbejder med kunstig intelligens og landbrug.
Danske virksomheder
- Agrointelli ApS
- ClearSky Vision
- Conpleks ApS
- Daltec
- Farmbrella
- Farrowtech
- Faunaphotonics
- FieldSense
- Gyldensteen Gods
- Herd Navigator
- SEGES
- TEK Innovation
Udenlandske virksomheder
Herunder ses nogle af de førende udenlandske virksomheder samt startups, der på den ene eller anden måde arbejder med kunstig intelligens og landbrug.
|
|
Hvad betyder AI i landbruget for samfundet?
Landbrug er en vigtig sektor i Danmark, selv om vi ikke længere er en landbrugsnation i klassisk forstand. Men ikke desto mindre brødføder dansk landbrug millioner af mennesker – og udlandets efterspørgsel på kvalitetsvarer fra danske landbrug vil kun stige, efterhånden som den globale befolkning fortsætter med at stige.
AI kan løse stigende behov for fødevarer fra landbrug
Uden for de danske grænser er det højere udbytte, som AI kan sikre, også af enorm betydning. Verdenens befolkning stiger hastigt til 9,9 milliarder mennesker i 2050, hvilket ifølge en undersøgelse fra FN, World Resources Institut og Verdensbanken fra 2013 vil øge efterspørgslen på fødevarer fra landbrug med hele 70 procent. Det er derfor ikke kun ønskværdigt, men snarere strengt nødvendigt, at tage AI til sig for at opnå et højere udbytte og en øget effektivitet.
Vil sikre danske arbejdspladser
Ved at danske landbrug tager kunstig intelligens til sig som en del af landbrugsproduktionen forbliver de samtidig konkurrencedygtige med udenlandske landbrug, hvilket i sidste ende er med til at sikre danske arbejdspladser.
Stigende brug af kunstig intelligens vil dog i nogen grad overflødiggøre manuelt arbejde i landbrug, hvilket kan koste traditionelle arbejdspladser inden for landbrug. Til gengæld kan øget efterspørgsel på teknologiske løsninger, der kan effektivisere landbrug, skabe flere arbejdspladser blandt teknologivirksomheder, der arbejder med løsninger inden for kunstig intelligens til anvendelse i landbruget.
AI kan bidrage til mere bæredygtigt landbrug
Over store dele af verden er der fokus på at nedbringe drivhusgasudledningerne. Her er der behov for at gøre landbruget mere bæredygtigt, og netop dette er kunstig intelligens et vigtigt redskab til. Landbruget står nemlig for 22,4 procent af den totale drivhusgasemission målt i CO2-ækvivalenter.
Den langt mere effektive drift af landbrug, som AI vil give, vil være helt centralt element for at kunne indfri klimamålene.
Der er åbenlyse miljømæssige fordele ved at lade kunstig intelligens træffe mange af landmandens beslutninger. Algoritmer, der kan sørge for kun at sprøjte pesticider og gødning de steder, hvor udbyttet kan øges, vil for eksempel skåne miljøet, da udvaskningen af næringsstoffer i dræn og vandløn minimeres. Dette er blot en af mange måder, hvorpå AI kan bidrage til, at landbruget belaster miljøet mindre og medvirker til klimaforandringer i et mindre omfang, end det er tilfældet i dag.
Se også: Nyheder om kunstig intelligens